04.09.2000

Aarhus Took It 2000 – Torsdag

phaderheads.jpgFørste dag var der DJ-Workshop, så mens verdenssituationen og the gay rapper blev diskuteret i krogene, tullede DJ Noize rundt og snakkede med folk. C-Style fra Frez Force Crew, der stod i døren, sagde han var på vej ud at hente fyrene fra Atmosphere, hvorefter jeg i mit stille sind takkede himlen for de ikke havde lavet en Wu-Tang/Kool Keith/Thirstin Howl III-manøvre på os, og blevet i Guds eget land. Jeg selv tog tidligt fri fra skole, og iført de fabriksny, blå Puma Suedes jeg havde set på plakaten, troppede jeg op da domkirken ringede tolv og forlangte at se hip-hop med det samme. Imidlertid var jeg vist den eneste der havde fået den fikse idé at pjække for fremmødet var mildest talt ikke imponerende. Tanken var egentlig at et par Århusianske crews, bl.a. undertastede skulle spille i teltet foran, men da Ghetto Svend i et par timer havde serveret hip-hop klassikere fra stålgryderne, var der stadig ikke kommet mere end en håndfuld publikummer. Så vi blev enige om at udskyde det til fredag, og i stedet kunne jeg koncentrere mig om at blive super-DJ i for vild en stil.

Inde i Voxhall var der stillet hyggelige café borde med fyrfadslys op foran scenen, hvor de tre programsatte DJ’s stod og gjorde klar. Udover en længere række af mixere og pladespillere var der desuden opsat en teleprompter, der kastede billeder taget fra et kamera hængt over pladespillerne op på en storskærm, så vi hele tiden kunne følge DJ’snes håndbevægelser og lir. De tre DJ’s var FMDEE og Bee-Low fra Frez Force, hvis evner man kan tjekke for på “Me and my wax” og “Autobeats II”-båndene, samt førnævnte Noize, der brillierede ved at være et hoved højere end sine medværter.

Da DJ’sne præsenterede sig selv kom DJ Shine fra Aalborg i øvrigt også på scenen, hvilket var ret heldigt da han viste sig at være lidt af et leksikon hvad angår DJ-historie og teknik. Præsentationen udviklede sig grineren, da historier om præstationer på verdensplan blev blandet med personlige anekdoter, som hvordan Shine havde været flaskedreng i Føtex for at få penge til sine technics pladespillere. Herefter gik snakken flydende over i hip-hoppens historie og DJ’ens rolle i den, hvor Noize viste han ikke blot var plade- men også lurendrejer, blandt andet med en sjov fortælling om scratchens opståen, der involverede en fyr ved navn Theodore, der ikke gad tage opvasken for sin sure moder.

Dernæst gik de fire DJ’s forskellige elementer af pladespilning (eller turntablism) igennem, hvor DJ Shine brækkede ned, hvorfor man skulle købe vestax crossfadere, da de er digitale, og således ikke indeholder kulbaner, der ellers bruges i crossfadere til at skabe forbindelse, og kan slides op. Jotak, jeg var også slemt imponeret. Andre højdepunkter var da DJ Bee-Low fortalte om et katastrofalt dårligt “word-cut” fra tilbage i dagen – altså for nogen år siden, ikke om morgenen, og da panelet havde en fælles griner over at Soulshock kaldte “beatjuggle” for “swingbeat”, og så var DJ Static med på en mobiltelefon fra Dezigner Soundz, hvad han selv lød ret forundret over.

Det fremmødte publikum så ud til at more sig, men det blev mere til foredrag end workshop, da der ikke blev stillet de store spørgsmål. Faktisk var det næsten kun Kølig Kaj, som ellers har disset Noize på sit album, der spurgte om noget. Det blev dog til noget aktivitet, da en lokal Århus-DJ kom på scenen, og skulle forsøge at efterligne DJ Shine’s scratches. Det samme blev MC Jøden, iført rocketeer-rygsæk, inviteret til sammen med sin lillesøster. Dog lød det ikke som om Jøden havde hørt ret meget efter i timen, da han var mere interesseret i at fyre op for den onde powerscratch, end at abe efter Shine. Dette blev også understreget af den interessante fristil Jøden på opfordring bustede med linier der lød noget i retningen af: “jeg går aldrig på kursus for at bli’ gay / og jeg går heller ikke på kursus for at blive Dee-Jay”, eller: “ham der står derovre hedder DJ Noize, og jeg er nede med ham, selvom han har nogen nederen boyz”. Det var mægtig fornøjeligt men jeg tror folk var lidt paf over at man kunne være så blabbet klokken 4 om eftermiddagen, så de blev lidt stille, hvortil Jøden bemærkede: “Er det ikke grineren?! Så grin og skrig, ‘ah det er grineren’!”

Tiden var efterhånden kommet til at diverse aspirerende DJ’s kunne overtage drejehjulene, hvilket også skete i et varmt minut, mens de fik enten anerkendende eller overbærende blikke fra de danske veteraner. Seancen blev afbrudt efter et par minutter, da de tyske verdensnavne Phaderheadz og Liquid Finguz erobrede 1210’erne, og skruede tempoet og sværhedsgraden et par decibel i vejret. Det var også fint nok, men mon ikke vi kunne have ventet med at se dem til om aftenen.

Seminaret, eller workshoppen, som den blev kaldt, var en god oplevelse, men mest fordi de teknisk dygtige DJ’s, viste sig at være udemærkede underholdere, for det handlede mere om historie end færdigheder. Ikke destro mindre udgjorde den hyggelige eftermiddag en udemærket, men publikumsmæssigt noget sløv start på “Aarhus Took It”.

Torsdag aften havde ingen amerikanere på plakaten, men de hjemlige navne var bestemt også spændende nok. Top Notti, U-Manden feat Geoffry, Frez Force Crew og alle de DJ’s man kan tænke sig. Før og mellem de optrædene spillede eftermiddagens stjerner FMDEE og Bee-Low suppe, steg og is-musik. Jeg tror ikke det gjorde meget væsen af sig, men det viser jo også bare det har lagt en sprød stemning, og Bee-Low får i hvert fald livsvarige props for spille “Straight Outta Locash” fra rap-komedien CB4.

BeeLow.jpgDen for pimp’e Ghetto Svend, der fungerede som konferrencier startede derefter showet næsten til tiden, og gav mikrofonen til den lyriske voldsbride U-Manden, der havde taget Geoffry aka MC Cruz fra den københavnske thugged-out freestyleduo Noble med på back-up. De affyrede straks et efter deres mening politisk budskab med det taktfaste råb: “Free John Gotti, free free John Gotti!” Eftersigende var det et modsvar til Mumia-hysteriet i hip-hop, da de mente John Gotti var en svedigere morder, og som U-Manden senere rappede: “For meget Fornuft er uSundt!”

U-manden aka Unnar Gambino spillede sine punchline-tunge voldsbomber med de så godt som allerede legendariske Acorn og Shine-produktioner som “Respekt er kun et fattigt ord!!”, “Yoo Tack” og “Rock Stars med Drug Scars”, der havde fået to nye vers med Cruz. Cruz rappede også et solonummer, hvor omkvædet “N.O.B.L.E” blev gentaget mad mange gange, mens han afleverede sine tighte raps på karakteristisk dunn-language.

Som ekstra ting var der her indlagt en stafet om en U-Manden plade. Men da thugs og præmietyre ikke fucker meget med øl, var det blevet til en “Remy Martin V.S.O.P”-stafet. Gevinsten var en U-Manden EP, og selvom jeg allerede har købt én kunne jeg jo efter sådan et DJ-kursus godt bruge en dobbelt kopi, så jeg meldte mig fredigt. Til alt held for mig havde min konkurrent Tonza fra Herning ikke rigtig forstået reglerne, så sejren kom ret let i hus til hjemmepublikummets fornøjelse. Til sidst spyttede U-Manden en accapella, der mildest sagt levede op til den, hvor han dissede sine konkurrenter til DM ‘98, og efter et enkelt “free John Gotti!” var Geoffry og Unnar Thug ude af vagten.

Det crew i Århus, der hurtigst har bevæget sig op gennem undergrunden, er ubetinget Top Notti. Med en utrolig frisk og alligevel små-old school lyd, der benytter den oprindelige rap-musiks elementer, har de unge mænd så godt som opnået status af etablerede kunstnere. Alligevel er “Aarhus Took It” nok deres største gig til dato, så jeg glædede mig til at se, hvordan de ville takle det. Og jeg kan ligeså godt sige det som det er, Nappion, Dierect og Illah Live er ill’e live, punktum. Mens deres energiske DJ No Doubt cuttede den kærligt op, gik Top Notti stykvis på scenen mens de rimede: “Yo Live, yo Live – Yo Nappi, yo Nappi, Yo Die, yo Die” indtil de fuldtalligt kunne rimfægte sig igennem en uendelig strøm af svedige numre, der alle sammen sprudlede af professionelle beats og rim. Crewet forstod virkelig at få publikum med sig, og selv drengene måtte skråle med på “Tooooop Nooooottaaaay”-råbet, i gruppens allerede legendariske tema-nummer.

dierect.jpgCrewet spillede i omkring 45 minutter og afsluttede med et tungebrækkende, ordspilstungt nummer, hvor de beviste de mestrede bogstavrim fuldt ud, samt at deres materiale bare bliver bedre og bedre.

Det rigtig fede ved Top Notti er at de leverer med så meget energi at man automatisk bliver revet med, og at de er så sammenspillede de virker som en komplet enhed. Nappions enorme talent på human beatbox har selvfølgelig spredt sig i landet, men ved at gå på scenen primært som en overdrevet svedig MC fik han både sig selv og sit crew til at se dopere ud, så “Free Top Notti”.

Fokuset kom tilbage på DJ’sne fra eftermiddagens workshop, da Danmarks til dato mest overlegne team bestående af Shine, Static og Noize gik på scenen. Jeg behøver ikke engang fortælle hvor legendariske de tre herrer er, men alene det de starter en rutine med ordene: “Denmark – ready for war!!!” siger vel alt om hvor svært deres konkurrenter får det til DMC. Fyrene lavede også solosæt, hvor Noize’s for sjove maltraktering af Eminem’s “Role Model” fik publikum op at hoppe.

Måske var det lidt forregnet først at sætte de danske superhelte på hjul, for en del af crowden forsvandt før tyskerne gik på scenen. Det var egentlig synd for de havde dæleme mange skills. Især var Liquid Finguz freshe med den kun 15-årige Mr. Burnz bag hjulene. Han eksekverede de vildeste manøvre, og var tæt på at henrette Phaderheadz hvis det ikke var fordi DJ Hype tændte op for “Cuts like a guillotine”. Efter de havde optrådt var prøjserne ikke ubetinget tilfredse over publikumsfremmødet, men det hjalp lidt da en eller anden på sit bedste skoletysk sagde “Tolles Show Man, viel Spass und alles.”

Efterhånden var det blevet sent, og det var jo en hverdag så der blev tømt en smule ud blandt publikum, og det var ærgerligt. De næste der gik på var nemlig Frez Force, der repræsenterer noget unikt i dansk hip-hop. En usødet, ufortyndet og ucensoreret hip-hop gruppe – b-boys på mikrofoner og pladespillere! Med Bee-Low og FMDEE på pladespillere og anført af C-Style, kendt fra battles mod alle i Danmark, og norsk-chilenske F.EM.One fra Equices, der netop har vundet den norske “Rock Steady Freestyle” konkurrence. Gruppen leverede et af de tighteste shows jeg nogensinde har set med dem, og så var de ikke engang selv tilfredse. C-Style og F.EM.One forbandt sig med ordene:

“Denmark to Norway – connect, connect” da de battlerappede sig gennem deres katalog af numre med tung New Yorker beats, mens Bee-Low cuttede og FMDEE hjalp med at fylde scenen ud. Deres hooklinie: “This is hip-hop, don’t ever call it rap again!” lød sandere end nogensinde til et arrangement, hvor elementer virkelig fik deres respekt. C-Style gav den også op for sine turntablists med rimet: “FMDEE and Bee-low on the wheels of steel, they’re not pimps but they got more tricks than David Copperfield”.

Som om det ikke var nok, havde C-Style planlagt en lille surprise til os, da Slug og Eye-dea fra Atmosphere blev kaldt på scenen for at fristile, og vise deres fantastiske mundtlige samarbejde hvor de selv når de improviserer kan overtage hinandens linier som om de er den samme organisme. Desuden har de, som del af Rhyme Sayers med perifær tilknytning til det alternative Anticon-label, en meget abstrakt tilgang til mikrofon kontrol, hvor de til trods for deres hjerneblæsende tekster, sætter ordenes lyd, sammenspil og melodi højt. At de viste Danmark kærlighed den aften var tydeligt, da de efter at have fristilet 5 minutter straight, spurgte C-Style hvad de skulle lave. Han bad dem: “keep going”, hvad de så gjorde. Eye-dea, det yngste medlem af gruppen har netop vundet tre store battles USA, nemlig “Scribble Jam” i ’99 og “Midwest Blaze-battle” og New Yorks “Rock Steady Freestyle” i år 2000, så det var med en vis autoritet han kunne sige: “I swear I’ll serve any MC here tonight”, før han nonchelant-rimende bestilte ting fra baren.

FEMone.jpgF.EM.One lod sig på ingen måde slå ud af de syge amerikanere, og viste hvorfor han pt. er Norges bedste freestyler på engelsk. Han rocker med en hårdhed, og en autiritet folk herhjemme næppe kan matche. Det blev tydeligt da Geoffry fra Noble kom på scenen og udfordrede F.EM. De blev enige om at give hinanden topics før deres battle-runder, men F.EM.One gav snedigt Geoffry emner han fik svært med at rappe om som monitors og equalizers, så selv om Geoffry er en af danmarks bedste battlere måtte han se sig slået af nordmanden på Voxhall.

Da battlen var slut takkede Frez Force også af, og vi gjorde så småt klar til at gå hjem. Dog var der lige nogen påstande der skulle testes. Samlet må man dog sige det var en fjong start, hvor vi, der var mødt op fik godbidder fra DJ’sne og rapperne, samt smagsprøver på hvad vi havde i vente til de næste dage og aftener.

Skrevet af ptas 04.09.2000 arkiveret under LiveSpot |