Selvom det lyder bagvendt har hip-hop eksisteret længere i mix-tape form end på vinyl. Da rap og dj’ing kun blev udøvet i The Bronx, blev der optaget bånd live til koncerter med f.eks. Grandmaster Flash og Cold Crush Brothers, som senere spredtes til resten af New York. Da rapperne senere lavede egentlige studie-indspilninger, skiftede båndene til enten at være hjemmelavede kopier af rap-pladerne, eller optagelser fra radioen, ofte Mr Magic‘s show. I slutningen af ’80’erne begyndte DJ’en Kid Capri at sælge bånd, hvor han mixede sange sammen fra andre kunstnere. Han holdt vist nok hurtigt op, fordi kunstnerne blev ret fortørnede over han tjente penge på deres musik, men alligevel har ideen overlevet til det vi idag kender som mix-tapes.

Der er to karakteristiske ting ved det gode hip-hop mix-tape. Dels at det indeholder nyt materiale, f.eks. uudgivne sange eller freestyles lavet specielt til båndet. Dels at det skabes med en stor del akrobatik fra DJ’en, der blander sange, og lægger sine egne cuts, scratches og finurligheder oveni. Det første har især DJ’sne Tony Touch og Clue fået ry for at dyrke, og indtil Napster gjorde al musik i verden lige tilgængelig, var mix-tapes ofte det eneste sted man hørte de nyeste tracks, og de hemmeligste freestyles. Den anden del har den egentlige turntablists taget sig af. X-men, Beat Junkies og Skratch Piklz har gjort mix-tapet til et kunstnerisk interessant medie, ved at bryde grænsen mellem pladevender og musiker på deres udgivelser.

Mix-tape markedet herhjemme har været spændende omend ikke videre omfangsrigt. DJ Noize har været ude med “The Hands That Rock The Tables”, hvor han mixede sig igennem mange af sine imponerende battle-rutiner. Bl.a. DJ Carsten og Force DJ’s har markeret sig med fede bånd med primært amerikansk materiale, mens forige års “The Session” bød på et væld af danske gæsteoptrædene, og Kruzh’Em stod endda bag et morsomt jule-mix. Og så er der jo DJ Static.

Static er kendt som en af Danmarks og dermed verdens dygtigste DJ’s, der både har excelleret i battles og som producer. Listen over hans bedrifter er alenlang, og spænder over deltagelse ved de internationale DMC og ITF-mesterskaber, samarbejde med Den Gale, Faktaposen, Rent Mel, medlemskab af super-gruppen Denmark’s Finest der også tæller Shine og Noize, og ikke mindst partnerskabet med den talentfulde MC Nat Ill. Men man får indtryk af at hans anderkendelse er større internationalt, når han får shoutout på Loop Troop‘s numre eller har rocket en gigantisk hip-hop festival i Tyskland.

Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse at hans første mix-tape udgivelse var et samarbejde med den tyske Phaderhead-DJ, Hype, hvor de hver lavede en side på båndet “Doin’ Damage” – navnet på Static’s jams i Århus, hvor bl.a. Kool Keith optrådte. Static’s side af båndet gjorde det klart, vi alt for længe er blevet snydt for et helt mix-tape fra ham, så da det endelig kom, proppede jeg det straks i min walkman med både forventningerne og volumen skruet i vejret.

Som nævnt kan man være afhængig af eksklusive numre, fjollede hype-men og andre gimmicks for at lave et godt bånd, men Static har bare medbragt det han altid har været kendt for: en fremragende smag, og evner fra en anden verden. Lad mig bare sige det med det samme. Båndet er en nydelse i de 60 minutter det varer. Det er virkelig den perfekte blanding af tekniske færdigheder og underholdning for at: “…show all you wack mix-tape DJ’s – how it’s really done – because right now – Denmark’s finest Static’s in the mix!!!”

Båndet indledes med horn der blæser til kamp over tonstunge trommer, mens cuts og scratches marcherer hen over beatet og annoncerer Static’s ankomst. Vi kastes herfra ind i et sandt bombardement af nyheder og klassikere, der perfekt mixes sammen til en times underholdning. Energi-niveauet er hele tiden højt, og jeg vil skyde på hastigheden ligger i hvert fald et BPM eller to over normalen.

Jeg skal ikke løftes sløret for alle overraskelserne her, men bare sige, at der er blevet plads til både det faste inventar samt en del friske pust på “Denmark’s Finest”. Blandt de gamle kendinge fyrer det tidligere Juice-Crew medlem Masta Ace sit Run-DMC remake “So Now You A MC’ af, og KRS-One stopper forbi med en ukendt banger, hvor han i vanlig stil battler og prædiker sig gennem teksten, som Static matcher fantastisk med cuts fra BDP’s live-album. Hvis man regner Static for New York orienteret hvad smag angår, bliver man nok overrasket over det store opbud af Californiske MC’s båndet byder på. F.eks. leverer Born Allah en banger, der nok bliver husket for det blærede DJ Revolution-scratch, Colored Section leverer klassikeren “Bomb MC” hvor de lyver sig til en plads i hip-hop historien, og så har DJ Shine, ingen ringere, lavet et remix af et Mykal Miers-nummer, som præsterer at være ondt på den funkyste måde.

Static nøjes ikke med at udvælge sange for rygere, han efterlader også pladespillerne i røg, med sublime DJ-sæt der oser af præcision, hastighed og originalitet. Men det er ikke kun teknisk på et højt niveau, de færeste DJ’s ville have sat KRS-One’s udstønning: “Now tell me what the fuck am I supposed to do?” sammen med “Rip the cut!!”, og han får bevist, at man ikke behøver at bruge battle-raps til at lave battle-wordcuts. Han forstår med andre ord at gøre opmærksom på sig selv på den rigtige måde, sætte sine fingeraftryk og gør båndet til sit eget, uden at råbe op om hvem der er “on the mix”, for det ved vi jo godt. I det hele taget er det jo en nydelse at høre en DJ, der går så indført i historien, at han ubesværet kan hente inspiration i tidsrummet mellem for 20 år siden og sidste uge. Det er ikke for sjov han bliver kaldt “The Hip-Hop Fanatic”.

Selvom båndet ikke bare har verdensklasse, men også verdensappel, bliver specielt vi danskere glade når fanen løftes. Static bryder en grænse og beviser, hvis man kan bruge amerikanske scratches i et nummer på dansk, kan et nummer på dansk sagtens findes blandt de amerikanske. Hans eget remix af Essensen‘s “NakDemNokEngang”, scratches ind på båndet, og flow-mesteren Joe True med “den elastiske snor på lydspor” lyder jo funky om man forstår ham eller ej.

Og så er der jo den nyklassiske kombination af makkerparret Static og Natill. Natill har problemløst fusioneret reality-stilen fra New York med sin egen B-boy bravour. Han er efter min mening det bedste bud i Danmark på en lyricist, og hans aggressivitet og attitude på scenen matcher Static så perfekt, at deres optrædener sammen er noget nær sagnomspundne. På båndet her gæster han to numre. Det ene er et regulært nummer med rapperen/producer-wunderkind Acorn, hvor de to rappere deles om at dele verbale tæsk ud, indtil lytteren siger klart dér. Og så er der båndets afslutning, hvor musikken fra introen kommer på genvisit, men denne gang accompagneres af et langt vers fra Natill, der må give konkurrencen åndenød når han rapper: “Nat know to only drop about a joint a year, but that’s all it takes for me to keep MC’s in fear, I rip thru competitors now the beast is here, Apocalypse is near, pull out the beats and snares, let the highly anticipated turntablist cut, Static on the two Technics – tearin it up, what what!?”

“One” er en indmarch i triumf for Static på mix-tape scenen, og jeg håber det får utalige opfølgere. Sammensætningen af musikken giver et imponerende positivt førstehåndsindtrykket, mens finesserne gør man sætter det på igen og igen. Det illustrerer hvor stor forskellen er på et bånd, hvor DJ’en mixer numrene, i stedet for blot at spille dem. Man kunne selvfølgelig have håbet på endnu flere detaljer, mere selv-produceret materiale, og at de tre DJ’s i Denmark’s Finest havde lagt et mix på i fællesskab. I en perfekt verden havde båndet ligget i samtlige hip-hopperes tape-deck verden over, så vi sammen kunne bande over at det kun er 60 minutter langt.

Jeg synes ikke danske hip-hoppere udelukkende skal købe dansk rap album, og personligt håber jeg et bånd som dette kan være med til at udvide horisonten for miljøet. Ikke fordi alle skal være “yo” og gå med rygsæk og afro-medaljoner igen, men fordi der ligger en frihed i ikke at skulle høre musik i den rækkefølge pladeselskaberne dikterer, men som en gedigen DJ synes det skal sættes sammen. Onde tunger hævder med jævne mellemrum at de 4 elementer hører fortiden til, men her hører man, hvordan en dygtig DJ får rap til at lyde bedre.

4½ ud af 5

Skrevet af ptas 10.07.2001 arkiveret under Anmeldelser |