Blandt de mest forkætrede forhold i HipHop er den tilsyneladende umulighed i at overleve som kunstner ret længe efter man runder de 30; en deprimerende kendsgerning, som kun ganske få punktvist har dementeret. Blandt disse er De La Soul, der i en årrække syntes at vokse med opgaven og leverede album efter mesterligt album, med Stakes is High (1997) som deres mest modne og viise album.

Det var derfor med stor optimisme man imødeså deres nu vingeskudte trilogiprojekt, Art Official Intelligence (AOI), der, i modsætning til deres 4 forrige, konceptuelt og kreativt totalt gennemførte albums, desværre viste sig blot at være en samling sange med lidt for enhver smag: Noget til gaden, noget til klubben, noget til the ladies, osv. Trods trioens charme og uomgængelige skillz, har de to seneste albums (AOI: Mosaic Thump og AOI: Bionix) skuffet grumt.

Alt dette ville være mindre problematisk, hvis ikke det var fordi deres liveshow lader til at have gennemgået en lignende udvikling. Med deres tredje og hidtil dårligste koncert i Danmark de seneste par år, synes det tydeligt, at metaltrætheden har meldt sig.

Pacemaster Mase lagde ganske enkelt ud med at sige, at de havde været på turné en måned og var dødtrætte, og at det derfor måtte være op til publikum at vække dem til live. Trods ihærdige anstrengelser fra et velvilligt publikum skete dette ikke. At de lagde ud med at spille en amputeret version af deres kollaboration med Common, “Getting Down at the Amphitheatre”, som kun indædte fans er bekendte med, hjalp ligesom ikke – især ikke da det blev fremført som var det i slow-motion.

Playlisten bestod af en skønsom blanding af gruppens uopslidelige klassikere – “Buddy”, “Me, Myself & I”, “Say No Go”, “Ring Ring Ring”, “A Rollerskating Jam Named Saturdays” – og så numre fra AOI – “Thru ya City”, “I C Y’all”, “Oooh” & “It Ain’t All Good”: alt sammen numre, der har et enormt party-potentiale, men her faldt til jorden som lerduer i halgregn, fordi de blev fremført på nærmest søvngængeragtig rutinemanér. “Everybody say HOOOOO!”, “Ladies say OO-OW!”, “Everybody in the back, if you’re not the wack-wack…”, osv. – alle de klassiske rutiner var der, men ligemeget hjalp det. Det var et slattent og uinspireret show fremført af tre ældre herrer, der helst ville have være et andet sted.

Bevares, de havde deres øjeblikke: især leveringen af det stadig lige fuckin dope pass-the-mic track, “The Business” (sans Common, forstås), var svedig, og Posdnous brillerede koncerten igennem med temposkift og charmerende afleveringer af diverse hooks, men selv dette blev ødelagt af den ufølsomt ringe lyd. En anseelig del af publikum var endvidere ganske tændte, hvilket demonstrerer hvor stor (og velfortjent) en goodwill denne gruppe har, men det holdt altså bare ikke nær godt nok.

Det mest opløftende ved showet var, at veteranerne stadig spiller “Stakes is High”, som vedbliver med at være et af deres mest dybfølte og vidtrækkende tracks, til trods for det ikke har skyggen af hit-potentiale. De la ved øjensylingt dette, og deres insisteren på at have det som fast del af deres ellers meget hit-orienterede og skrabede live-set (tre mand, tre mikrofoner og to Pioneer DJM “turntables”), giver i det mindste en smule håb i forhold til fremtiden og den longevity, vi alle ønsker de vil manifestere.
Se billeder fra koncerten

1, 2 & 3 & 4 & 5

Billeder af Rasmus Dengsø © Rapspot.dk

Skrevet af Mat 28.06.2003 arkiveret under LiveSpot |