28.06.2003
Roskilde 2k3: Saian Supa Crew – 5 Times Dope!
Saïan Supa Crew er et relativt ukendt kort på disse breddegrader, men i Frankrig har de haft stor succes med deres energiske og positive udtryk. Blandt kendere opfattes de som lidt for poppede til at være the shit, men der hersker bred enighed om, at de rent teknisk har deres på det tørre.
Om ikke andet blev sidstnævnte ovenud bekræftet ved deres show her på Roskilde, hvor crewet kom, så og sejrede. De manglede godt nok Specta, men 5 samuraier kan også gøre det. Fra en ganske stenet præ-show tilstand, udfoldede gruppen sig i sand B-Boy stil, da de blev sat foran publikum.
Deres playliste bestod af ørehængerne fra deres to albums, KLR og X Raisons – blandt højdepunkterne var en energisk version af ”La preuve par 3”, en hårdtpumpet version af ”Police”, og en fuldstændigt åbenlyst alvorligt ment version af ”Soldat”, hvor crewet appelerede til publikums retfærdighedssans i forhold til verdenssituationen pt. ”Soldat means warrior in English” oplyste gruppens anglofone talsmand Feniksi os om – en af den slags krigere, der i dag er så hårdt brug for.
Zenith var Sly the Mic Buddhas beatbox-solo, hvor han bl.a. fyrede op under guitarriffet fra Hendrix’ “Voodoo Child” og overlegen fornemmelse for teknikkens nutidige stade leverede den hårdeste bugtalte gang mundscratch. En intens optræden, der på mange måder blev koncertens hjerte, ikke mindst fordi publikum for alvor responderede begejstret på denne mildest talt virtuose mundgang.
Men Sly var ikke det eneste medlem af crewet, der markerede sig; Sir Samuel imponerede med sin indfølte, rasta-afledte sang, mens Vicelow afleverede sine tekster med dybt stemt autoritet og Leeroy Keziah tog alle wanabee-playas ud med sit totalt overlegne dobbetltempo-rap.
Showet afsluttedes med en forlænget version af det hastigt tempererede, hype-nummer ”A co’mow”, der, hvis nogen før skulle have været i tvivl, endegyldigt fik bevist, hvor stærkt et greb om publikum Saïan fra begyndelsen havde. Ikke blot var teltet pakket med party-people, men de rykkede og responderede på alle de sædavanlige hip hop-rutiner, som var de den nyintroducerede opfindelse af ristet brød.
Til trods for at de ikke havde en DJ (og oven i købet påtalte lydmanden, der var sat til at administrere DATen, ’DJ’, en opførsel, som kun kan tildeles betegnelsen ‘wack’), leverede Saïan varen – et vitalt og opmuntrende show, der påmindede os alle om den livsbekræftende energi musikken altid har haft.
Se flere billeder her 1 & 2 & 3
Se et par korte video bidder fra showet, klik for at downloade
1 ,
2 ,
3 og
4
Still-Billeder af Carsten Seidel © Rapspot.dk
Skrevet af Mat 28.06.2003 arkiveret under LiveSpot |