05.09.2003
TookIt03: Dag 1
Telte, boder, bannere og brovtende jyder, der driver omkring i fuldfede familieformationer. Bumser, landsbytosser, cowboys og horder af hip-hoppere har indtaget det kulturelle buffét bord og i 3 dage er Voxhall toppen af kransekagen for hængerøve og homegirls.
Efter en lang rejse fra Kbh. til Aarhus, hvor jeg havde følgeskab af d’herrer legender MC Jimmieee og Jeppe Bisgaard, ankommer vi til det som festugen har omdannet til en heksekeddel.
Jeg ved ikke om vejrguderne er til hip-hop, men noget kunne tyde på det. Jeg hooker op med resten af Rapspots Aarhus Took It team (Simon T, Phluids og Jølaw) på en solbeskinnet græsplæne foran venuet.
På café Le Coq støder Martin Kyhl og Zacharias til vores Rapspot flok og nu mangler vi bare et topic for at være et helt chatrum, på vej til koncert.
Det er blæksprutten Henning Winther himself, der bevæbnet med headset klemmer de eftertragtede armbånd på de heldige. En fortumlet Pta styrter forbi med læssevis af pizzaer, klokken sniger sig mod 21 og Bumsestilen er på scenen. Jeg har aldrig set så hype en opvarmning før. Gruppen er som rystet sodavand og fyyyrer den af på scenen: det er synd der ikke er mere publikum. Men under Rent Mels show begynder tilstrømningen for alvor. Flour-power drengene forstår at rocke crowden og de skandaløst dyre øl bliver langet flittigt over disken.
Salen er fyldt, da stinkende københavnske Essensen går på og får folk til at bounce igennem til Nørrebro hyldest, togaparty og pulscheck.
Joe True er en rappende duracell-kanin, der utrætteligt holder energi-niveauet maksimalt, mens Mugge Vejmand står i mål, Johnny Hefty har midtbanen og flankerne besættes af to spadesvingende rock-n-rollers.
Backstage er der løbende medarbejdere og skrattende walkie talkier, Redman er endnu ikke dukket op. Men udenfor vibrerer salen af hype og stemning og Loop Troop indtager scenen. Rapperen med det galeste garn i norden, Promoe, beviser med Supreme og Cos-MIC at hallen kan komme endnu højere op at ringe. Efter et fantastisk live show er en udsolgt Voxhall tæt på orgasme. Den kommer i form af Redman, der kun 5 minutter forinden er blevet eskorteret ind ad bagdøren på backstage. “Time 4 Sum Akshun” er åbningsnummeret, og bringer publikum i ekstase.
Folk holdes på kogepunktet med numre som klassikeren “Tonight’s The Night”, “Smash Sumthing”, “Dirrrty”, “It’s The Doc Y’all”, “I Be That”, “Blow Your Mind” og tidligere Das Efx DJ, Dice hjælper med at holde blusset tændt så effektivt, at 2 publikummer besvimer.
Midt i showet kommer DJ Kool på scenen og fravrister Redman spotlyset ved at minde publikum på, at Red jo startede som en (ussel) DJ. Så han får Reggie Noble om bag pladespillerne og får ham til at DJ’e på sit eget “Let Me Clear My Throat”.
Jeg er ikke selv til hele det der “call & respond” pjat, men publikum galede begejstrede “Fuck you!” til hinanden og Redman i messende takter. Det eneste kiks var nok, da de kåde amerikanere opfordrede pigerne i publikum til at komme op på scenen og flashe deres titties. Talløse opfordringer og tunge argumenter så som “drengene fortjener det!” senere måtte de sande at ikke en eneste meldte sig. Man var vel i Aarhus.
Patter eller ej, ingen kunne føle sig snydt, da showet sluttede henad kl. 2 morgen. Mange tog til afterparty på O’s der efter sigende er et hot bordel-flavored in-sted i Aarhus. Jeg var for smadret til andet end at traske tilbage til hotellet og gå sort under dynen.
Se alle billederne fra dag 1 her og her!
Tjek også Flavourz.dk, som bl.a. har skrevet en anmeldelse af Redman’s show.
Skrevet af Ann Noyd 05.09.2003 arkiveret under LiveSpot |