Da jeg omgivet af særdeles tilfredse godtfolk forlod Vega, netop som mandag blev til tirsdag, var jeg én stor undskyldning.
Undskyld Black Eyed Peas. Undskyld at jeg tvivlede. Undskyld at jeg troede, I var played out.
For jeg tog fejl. I er bomben og det eneste der solgte ud denne aften var billetterne.

Det startede ellers ganske mandagsagtigt i Lille Vega.
Opvarmende Cody ChesnuTT havde svært ved for alvor at få gang i folk, med sin meget rockede live-udgave af sin low-tech soul.
»For meget bækken,« bemærkede fotografen onpoint. Og det er altså altid et dårligt tegn, når crowdens samlede småsludren overdøver musikken.
Kun ’The Seed’ fik – ganske forventeligt – sat bevægelse i publikum. Et publikum der må være det mest blandede jeg har set til en rap-koncert (altså eksklusiv på Roskilde). Det var tydeligt, at skyggen af Justin havde skræmt de fleste ’true heads’ væk, og i stedet overladt Lille Vega til et sammenrend så eklektisk som Black Eyed Peas studielyd. Jeg gætter fordomsfuldt på, at halvdelen af salen hørte live-rap for første gang.

Da BEP kom på, var min første indskydelse, at det lød godt. Rigtig godt.
Livebandet gik krystalklart gennem Vegas anlæg. Super funky, super tight, super detaljeret. Og et band, der lige nonchalant kaster sig ud i lille medley af klassiske BDP og Rakim-breaks, får til hver en tid ekstra plusser på min blok. (Er der ikke snart nogen, der hiver Breakestra forbi KBH igen?)
Min anden indskydelse var, at BEP var ualmindeligt veloplagte. Will.I.Am dirigerede både crowd og band som Vegas naturlige præsident – med Taboo og Apl.de.ap som hypende sidekicks. Ingen attituder og nykker, bare ægte begejstring.
Min tredje indskydelse var, at jeg havde glemt at være sur og forbeholden og i stedet stod og nød den velklingende energi fra scenen i fulde drag.

Aftenens første højdepunkt kom, da den nye sangerinde Fergie pludselig tog teten. De første fem numres tid havde hun holdt sig pænt i baggrunden, og hendes eneste bidrag havde – udover at stå og se forbandet godt ud – været lidt spredte feminine add-libs. Som sådan bekræftede hun meget godt min mistanke om, at hendes talenter primært er hevet ind i BEP-empire for at bidrage med lidt øjeguf i videoerne. Men Boy, was I wrong.
På ’Karma’ og derefter ’Fly Away’ var det Fergies stemme der var omdrejningspunkt. Og sikke en stemme. At der kunne være så meget sjæl, attitude og sensualitet på én gang inden i den lille hvide tøs, tog fuldstændigt fuglen på hele salen.
Leveret med en genert charme, der ledte tankerne hen på en meget lys udgave af Lauryn Hill. En sammenligning der blev styrket, da Fergie senere kastede sig ud i freestyle-sang og gav prøver på, at hun skam også har et ganske nydeligt rap-flow.

Derfra var Black Eyed Peas en sublim live-oplevelse.
Klassikeren ’Joints & Jam’ blev leveret i en udvidet version, hvor BEP gav ubetinget respekt til de fans, der har været med siden starten.
De kommende single-udspil ’Shut Up’ og ’Labor Day’ var en ren magtdemonstration – som skræddersyet til at sætte Rapspots udsendte (og alle andre der har rynket på næsen af det nye album) eftertrykkeligt på plads. Førstnævnte leveret som underholdende rollespil, hvor Fergie igen lagde salen ned. Sidstnævnte en uhyggelig effektiv omarrangering af J.B.’s gamle horn-mættede funk-eksplosion ’The Grunt’. Inklusive historiens fedeste sax-stab (det som Public Enemy udødeliggjorde på ’Night of the Living Baseheads’) og en overdådig breakdance-getdown, hvor BEP lige viste, at de bestemt ikke har glemt deres indgang til hiphopkulturen.
Og hold da op, det var hiphop de leverede. Uimponeret, uimodståeligt, uovervindeligt. Det var funk for det nye årtusinde.

At markere festen ved at følge op med en af mine BEP-favoritter, ’Weekend’, gjorde selvfølgelig ikke tingene værre, og sjældent har en ”get stupid”-opfordring været så rammene som under ’Get Retarded’. Vi var dum-glade så sveden sprang, og nakkemusklerne truede med det.
Og så var det blevet tid til ’Where is the Love’. En elegant intro med hooket fra ’Request + Line’, der gled over i de så velkendte stabs – der live ikke var strygerne, men erstattet af keys og bas – og så blev resten bare et af de magiske øjeblikke, man ønsker aldrig stopper.
Jeg er fra nu af iskold over for, hvad folk siger om det nummer. Det er muligt, at jeg på dette tidspunkt var så euforisk over at stå midt i årets liveoplevelse, at jeg havde boogiet og skrålet med på ’Kære lille Mormor’. Men live var ‘..the Love’ bare en hæphåp-banger af karat, punktum.
Og crowden kunne passende have fulgt de dybfølte L-håndtegn, der blev kastet mod scenen, op med at svare: »Right here,« – for damn, det var kærlighed i den sal.

Vi var selvfølgelig ikke klar til at gå hjem endnu, og blev belønnet med en fabelagtig freestyle-session. Først kom Will.I.Am alene på scenen og satte sig til trommesættet med en mic i den ene hånd og en trommestik i den anden, og gav sig selv et forbløffende tight akkompagnement.
Undervejs i Wills blærerøvsopvisning kom musikkerne tilbage en for en og bragede op for soloer på guitar, keys, trommer, sax, trompet, tværfløjte, rap og sang. Det kan hiphop også.

Vi fik et par numre mere og endnu en breakdance-opvisning inden det var slut. Og jeg måtte igen forundres over hvordan nye middelmådigheder som ’Smells Like Funk’ og ’Hey Mama’ fik en helt ny energi og appel live. Og det var så her jeg måtte finde undskyldningerne frem.
Jeg syntes stadig ikke ’Elephunk’ når de gamle plader til deres udtrådte fatlaces, men live fungerede det nye materiale upåklageligt. Og målte sig fint med det stadig proteinholdige bagkatalog.
Formentlig fordi den formel Black Eyed Peas holder sig til live, er renset for den overdrevne smeltedigel-tilgang der martrer det nye album. Og i stedet bare leverer straight up organisk hiphop-funk, der giver hooks og grooves langt bedre udfoldelsesmuligheder.
Og giver en supertalentfuld sangerinde som Fergie mulighed for at skinne igennem.

BEP-settet:
Hands Up
Fallin’ Up
Bringing it Back
Ol’school Medley
Release
Karma
Fly Away
Tell Your Mama Come
Freestyle
Joints & Jam
¿Que Dices?
Shut Up
Labor Day (It’s a Holiday)
Weekends
Let’s Get Retarded
Where is the Love?
BEP Freestyle-Jamsession Deluxe
The Boogie That Be
Smells Like Funk
Hey Mama
Positivity
Billeder af Køhl © RapSpot.dk

Black Eyed Peas @ Lille Vega, Mandag 22.September 2003
performance:	Det bliver ikke mere live end det her.	OnPoint faktor: Årets gig i min bog. Fergie rocks my world!
underholdningsværdi:	Smittende goodness hele vejen.
spillested:	På en aften som denne er Lille Vega det optimale spot i KBH. Fremragende lyd.
stemning:	Where is the love? Right here!
street cred.:	Få heads – men lækker break giver et trøstepoint!	set af: PapiChulo

sådan læser du karaktergivning: 7 x = On Point! 3 x = Nice Shot

6 x = Almost Bulls Eye 2 x = Target Practice

5 x = Heavy Hitter 1 x = Not Even Close

4 x = Hit Potential 1 x = Greatest Miss

Skrevet af Papi 08.10.2003 arkiveret under LiveSpot |