”Obie Trice is a riot – that’s why he’s hired!” udbasunerede den lille, tykke Detroit rapper Obie Trice om sig selv på nummeret Rap Name. Bortset fra et par undergrundsudgivelser, havde han mest gjort sig bemærket på en skit fra D-12’s album, og som ham, der body-slamer Moby i Without Me videoen. Hans Shady Records debut Cheers blev lanceret sommeren over i stor stil, og selvom vi stadig venter på anden singlen, er Obie en succes.

Alt efter humør lyder han som en sjovere 50 Cent eller en mere ghetto Eminem. Pladen igennem forsøger han, ligesom Shady Records superstjernerne, at skabe en speciel personlighed, der retfærdiggører hans eksistens. Han er ikke nødvendigvis nogen stor lyriker, men han formår at bruge sit værktøj, hvor humoren er det stærkeste våben. Faktisk er han ligeså underholdende, når han bare snakker om sit nossehår på outro’en, som når han rapper, og det siger noget om hvor meget personligheden betyder.

The O’ster som han kalder sig kan godt li’ at rappe om sin svære opvækst i Detroit (ligesom…), men det er ikke nødvendigvis negativt. Han rapper medlevende, specielt på Don’t Come Down hvor han rapper om sin opvækst, eller når han på Average Man distancerer sig fra fantasi-gangsterne, og prøver at lave en mere realistisk rap-figur. Han beskriver og forklarer rigtig flot, og specielt Oh! med ragga-chantende Busta Rhymes på omkvædet træder levende frem for øjnene når han O. Trice rapper: “Yeah, Obie Trice, real name no gimmicks / I came in the game, profane no image / I came in the game, with a name – I was given / from a mayn – who ain’t give a fuck about his child-ren”

Obie laver mange tekster om piger, både trivielle mack-sange om piger han vil kneppe, men også mere kreative vinkler. Hood Rat handler f.eks. om beskidte piger fra fortiden, der helst ikke skal spolere hans drømme om at score nu. Derudover rapper han en masse om at drikke, og det er også et udmærket gimmick – Humleridderne fik næsten et album ud af det – men det virker klart bedst på club sangene. Det betyder også han kan have mere sjov med ordene, og man kan ikke undgå at trække på smilebåndet når han rimer stereo på denere-o.

Gæsteversene på Cheers kommer fra Shady Records/Aftermath kunstnerne, D-12, G-Unit, Eminem og Dr. Dre. De benytter alle sammen platformen til at disse at disse Ja Rule, og selvom det er ret sjovt, virker det fladt og letkøbt i længden, som om der er kommet en ny Vanilla Ice, det er legalt at slænge lort efter. Dre’s ghostwriter klarer det klart bedst med linierne: ”You pussy, you not Pac, I knew him / Pac was a real nigga, you just a fuckin’ insult to him / It’s too bad we had the fall-out before he passed / cause if he could see you now he’d be whuppin’ your ass.” Eminem er i lyrisk topform, og hans flow og indhold er endnu mere bananas end sædvanligt, hvilket betyder Obie virker ret umotiveret ved siden af den tazmanske djævel.

Musikken på Cheers har også alle de elementer vi kender fra Eminem Show og Get Rich Or Die Tryin’, helt ned til Malcolm McLaren-sangen fra Without Me. Man føler man kender numrene før de går igang for produktionerne lyder så meget som forgængerne, det er svært at tale om en debut. Eminem og Dre har stået for største delen af producer arbejdet. Eminem catchy’e sydamerikanske beat til Got Some Teeth virker fint til at te sig åndsvagt, mens Oh!’s storladne, teatralske beat er Dres bedste. Ellers gør Timbaland god figur med sin trademark skæve lyd på Bad Bitch og Fredwreck beviser endnu engang med Follow My Life at han er af en vestkystens mest undervurderede, men resten er som forventet: professionelt men kedeligt.

Samlet er der altså masser af kvaliteter på Cheers, først og fremmest O. Trice selv. Han er en god, anderledes rapper, der får skaber personlighed nok til at man gider lytte til hans baggrund. Cheers minder så meget om millionsælgende album, at det nærmest ville have svært ved ikke at blive et hit. Det er samtidig svagheden, for mange af numrene kommer til at lyde som Eminem eller G-Unit sange Obie bare gæster. Cheers bliver aldrig den store D-skål, det er det for uselvstændigt til. Det er ærgeligt albummet droppede da Murder Inc/Shady Records beefen toppede, for det hænger så fast i den krig, så det allerede i dag lyder ældre end det er.

Obie Trice kommer sikkert til at hitte igen, men det ændrer ikke på at han virker som en brik i et image-puslespil. Det er synd for med flere af sine egne gæster eller outside producers ville man måske tænke lidt mere Obie mere end Shady Records, når man hører Cheers.

3 ud af 5

Skrevet af ptas 01.12.2003 arkiveret under Anmeldelser |