18.12.2003
Chords – “The Garden Around the Mansion” (Album)
Gennem længere tid har vores naboer på den anden side af Øresund, Sverige, forsynet os med super fed hip hop på svensk såvel som på engelsk. Chords, eller Jens Resch som der står skrevet på hans dåbsattest, er Sveriges nyeste skud på stammen over svenske engelsksprogede rappere der er klar til at indtage Norden.
For mange er han måske et helt nyt navn, men han har dog gennem tiden haft et par 12ere ude, foruden singleforløberen Chillin til hans debutalbum, haft et gæstevers på Loop Troops suveræne nummer Heads day off (b-side til Loop Troop Land 12) og optrådt til adskillige Loop Troop koncerter (bl.a. den i Lille Vega i starten af året) som back-up rapper og med soloshow rundt omkring i Europa.
Chords er punchline-rapper fra Malmö, Sveriges hip hop hovedstad, og har været venner og lavet musik med Måns Asplund (Breakmecanix) gennem en længere årrække Derfor må man sige at det er meget naturligt at det er ham der har stået for alle produktionerne på albummet, på nær to. Disse to er produceret af den kendte producer, Gislis legekammerat, Domingo som har produceret numre for så prominente personer som Rakim, Masta Ace og Big Pun. Af gæsterappere har Chords stukket hovederne sammen med Promoe, ejeren af JuJu Records; Timbuktu, Tonedeff, Punchline og hip hop legenden Masta Ace plus den svenske sanger/toaster Rantoboko (kendt fra Loop Troops The Struggle Continues LP)
Albummet består af 13 numre plus et bonus track. Numrene omhandler flere forskellige emner, alt fra hash til shoplifting, så man oplever både Chords som eftertænksom og lidt mere fanden-i-voldsk. Fælles for alle numrene at de er pakket med punchlines. En del af numrene er yderst reggae inspireret når det kommer til produktionerne, især de numre hvor Rantoboko er med indover fx som nummeret Knockin on my Door der handler om politi-chikane. Desværre er ikke alle beats af lige høj standard, da de ikke er så varieret, her tænker jeg især på Chords hyldest til hash; Wrap your Chops og Blockin my Game, der er jævnt kedelige. Udover en enkelt smutter eller to har Breakmecanix ellers gjort et hæderligt stykker arbejde og formår at imponere mig. Indsatsen på på Promoes Gouverment Music var jeg ikke så vild med.
Pladens vel nok stærkest numre er det Domingo produceret Searchin for Dreams, hvor Chords går hen og bliver samfundskritisk og rapper om at man får stukket en masse drømme og ideer ind i hovedet om hvordan verden er og hænger sammen. Disse løgne/drømme får vi stukket af vores lærer, forældre, politikere, fjernsyn osv. lige fra barnsben af såsom
every impulse leads to shit jobs/ sex is death and weed leads to needle pricked arms.
Disse drømme og løgne er bare illusioner der bliver skabt for at holde mennesket fra at blive et selvstændigt individ,
there is no dreams to be found only real life
og Chords ender med at konkludere
stop dreamin man the nightmare is right here.
Et andet af højdepunkterne på pladen er selvfølgelig gæsteoptræden af Masta Ace på nummeret Get u Awn. Selve beatet ikke er helt op at ringe, faktisk er det temmelig simpelt, med tunge trommer, plus et enkelt guitar-riff med enkelte effekter indover. Dette bevirker at beat falder lidt mere i baggrunden og lyrikken træder frem. Masta Ace gør god figur og dropper pladens nok bedste linje
I dont see why you wanna step inside the ring/ thats worse than Eddie Murphy when he tries to sing.
På Loop Troops første plade lå et nummer der hed Thief. På Chords album ligger der et nummer der har Promoe med som gæste rapper, Supermarket Sweep, der vel kan betegnes som et Thief part II. Endnu engang er det en reggae inspireret guitar der er grundstammen i beatet. Nummeret handler ligesom Thief om at stjæle, og Promoe får blandt andet proklameret
and Im not doin this just to save a dime/ and not cause Im too hot to wait in line/ to me its not a trend its a way of life.
Nummeret i sig selv er meget skægt, men man kan nu altid diskutere om Chords og Promoe har vlagt den rigtige måde at ..settle the score with the this dirty business
Selvom Chords har proklameret på hans intro at man skal være vidne til
Straight hip hop no gimmicks no manuscripts/ no faggot shit just a tru b-boy,
virker det lidt som en gimmick og kliche når Chords vælger på en stor del af sit album at rappe om hans fascination af hash. Desuden ville det have pyntet hvis der havde været flere numre hvor Chords viste os at han også bruger tid til at tænke over tingene og ikke kun ryger fede, dog er det svært ikke at smile lidt når han rapper
I used to be quick and mean but that all changed/ thanks to mickey ds and the sticky green.
Alt i alt må man sige at det er en meget ok debut, måske ikke en ligefrem en milepæl indenfor nordisk rap, da albummet måske lige mangler en anelse mere variation og ikke rigtig kommer med så meget nyskabelse. Men at Chords er en dygtig punchline mc med et bredt ordforråd skal der ikke herske tvivl om, hvis nu han bare havde tilsat en knivs mere fantasi…
3 ud af 5
Skrevet af Johnny Lund 18.12.2003 arkiveret under Anmeldelser |