17.01.2004

Norges National Rap Show fyldte 10 år

nrs_news_2004.jpgFredag aften den 16. januar var der stor koncert på Rockerfeller i Oslo, da Norges landsdækkende hip-hop radioprogram National Rap Show havde ti års jubilæum.

Værten Tommy Tee har igennem ti år stået for mere end 500 sendinger, først på Rainbow Radio og siden på NRK‘s petre – Norges svar på DR’s p3, hvor DJ Herkules FKA Gordon blev medvært i ’98. Showet kunne høres fra kl. 21-02 på petre og samtidig følges med livevideo via NRK’s hjemmeside.

Denne milepæl blev fejret med et fejende flot arrangement, med Black Moon & Sean Price som headliners samt det bedste norske hip-hop linet op til at klappe sig selv på ryggen.

Aftenen bød på flere overraskende oplevelser. Som indledning havde to skovhuggere, helt i den norske ånd, konkurrence om hvor hurtigt de med motorsave og økser kunne maltraktere alt der lignede træ på scenen.

Herefter tog de norske hip-hoppere fat, mens Tommy Tee og Herkules bemandede DJ pulten.

Blandt meget andet rappede Side Brok på ny norsk med Thorstein Hyl – bosat i Danmark – i front. Tungtvann introducerede Langrenn Allstars, et stjernebesat norsk raggamuffin nummer dedikeret til en ny dans der til forveksling ligner langrend. Og de venstrefløjsorienterede Gatas Parlament lavede et cover af 50 Cent‘s How To Rob, hvor de stjal med arme og ben fra kendte norske rappere.

Højdepunktet var dog en regulær boksekamp mellem Cast Motherfucker fra Equicez og DJ Herkules fra National Rap Show. Mens Tommy Tee spillede Mamma Said Knock You Out og 4 Alarm Blaze kom bokserne ind på scenen iført handsker og hjelme. Selvom Cast Motherfucker ikke er til at spøge med fik han sin sag for mod Herkules, der vel er omkring 1.90 høj og vejer godt over 100 kg. Efter også at have kysset kanvassen i første omgang måtte Cast se sig slået i en 2. Round Knock Out af DJ Herkules.

Man kan se optagelser fra boksekampen her.

Showet fortsatte med blandt andet Ken og Paperboys indtil Black Moon gik på scenen i en opstilling der bestod af Buckshot Shorty, Sean Price, 5ft Accellerator og DJ Evil Dee. Efter DJ Evil Dee satte showet igang med det – alt efter humør – klassiske eller irriterende udråb: “Evil D is on the mix!! Come on kick it!!” gik Black Moon direkte over i deres nyeste hit Stay Real og fuldte op med blandt andet I Got Cha Opin og How Many MC’s.

I det hele taget må man sige det var et imponerende arrangement, der både var en hyldest til den levende hip-hop scene i Norge samt Tommy Tee’s mangeårige engagement i hip-hop kulturen.

National Rap Show kan høres live på NRK’s webradio hver fredag fra 21-00.

Skrevet af ptas 17.01.2004 arkiveret under Nyhedsarkiv |