14.03.2004
Kort’ne paa Bordet – “Paa Gaden” (EP)
Holbæk er ligesom din mor, synger Peter Belli på en af sine schlagere, og med den linje er introen til EP-udgivelsen fra Kortne paa bordet begyndt.
I første omgang spekulerede jeg længe på, om den linje i virkeligheden ikke hører til i Top 10 over disrespektfulde leveringer i dansk lyrik. Dog ville det være at gå i uforskammede små sko, hvis jeg lod mig hidse op over denne indledende sammenligning, selvom jeg altså til stadighed kan blive i tvivl, om det er min mor, selve byen eller måske bokseren Dennis Holbæk man er ude på at genere. Jeg lader tvivlen komme både den vestsjællandske gruppe for ikke at tale om Ulven selv til gode. For som de selv er inde på, er de her netop for at sætte Holbæk på landkortet, og det gør de med hiphop i den rene danske form.
Jeg har til alle tider selv været en ordgøgler, og haft øret rettet mod både lyrisk kvalitet og rimstrukur i teksterne på, hvad der end måtte rotere i mine ørebøffer på bussens bagsæde gennem årene. I denne kategori klarer Kortnne paa Bordet sig rigtig godt. .. vi fire tar på pigelir med ni spir, ay yo det 10-4. Passerer lige fire piger, stirres der bare i frigear, bunder whiskeyr puffer blunts og flyver som freesbeer. Vi giftige og flittige og kold som isthe og yo du siger bare stop hvis det begynder at irtere. Der rimes generelt godt, der multirimes momentvist i gode lange sekvenser, og ord bliver til tider udtalt på en lidt anden måde end de staves, så de derved bringer overraskende rim. Omvendt er der dog enkelte streger i regningen, i form af rimsekvenser der er en anelse slidte. Et særligt eksempel er rapsang/kapgang efterfulgt af tomgang/omgang. Det er ok, de er ikke ment som værende revolutionerende rim. Fyldet er lidt anderledes end sidst man hørte det, og det kan undskyldes med, at rimene er så oplagte, at de ikke er bitede. Man bør så bare ikke rappe om verbale uppercuts tre linjer senere, og på den måde udsende en alt for let genkendelig dunst af Strøms DM-track fra 1998.
Emnerne strækker sig ikke synderligt ud over her er vi, hvad ka vi og hvorfor er det lige vi er bedre end resten. Som sådan er det ok med mig ikke at gøre for store armbevægelser, særligt på en EP-udgivelse, hvor der ikke er så forbandet meget tid til at brede en vifte af emner ud. Teknisk set synes jeg også, at tingene er på plads. Rapperne kan deres kram, så man er skånet for hakkende flows og linjer, der er for lange til takterne. Beatsne, som holder et jævnt niveau, er dels leveret af Rapid Cuts og dels af Es fra Kontra.
Jeg associerede straks til grupper som Rent Mel i Posen, Klart Dér og særligt Hvid Sjokolade. Pudsigt, at disse grupper geografisk set også hører til på den side af Sjælland, hvor København ikke ligger. Om det er tilfældigt, eller måske har noget med dialekt at gøre, kan jeg ikke spore, men der overlappes og flowes på stort set samme måde. Det er bl.a. lidt derfor jeg kategoriserer stilen som den rene danske form.
Det er også derfor, jeg ikke falder pladask for denne udgivelse. Jeg er en smule skuffet over, at der på intet tidspunkt sker noget, jeg ikke har hørt før. For fem år siden havde jeg nok syntes, det var bomben, for så havde det været mere tidstypisk og samtidig supertight. Nu nøjes jeg med at synes, det er tight men en smule outdated efter min smag. Live-versionen af Kortne paa Bordet er jeg sikker på nok skal levere underholdning. Deres overlappende rapstil er velegnet til et actionpacked sceneshow, og som tidligere nævnt lyder det tekniske til at være på plads.
Jeg vil råde gruppen til at blive ved med at rocke scener overalt i landet, samle erfaringen til at forme stil og indhold samt at bringe den manglende dybde. Hvis de drak sig stive, fik flere kærestesorger og fik rutine fra den danske rapscene, ville der være store muligheder for at opnå fuldt udbytte af det tekniske talent der udvises. Det eneste der stort set mangler, er noget mere at rappe om, og evnen til at overbevise os andre om at de har been there n done that. Hvis gruppen kan formå det, så er jeg med på, at deres hometown Holbæk en dag bliver ligesom min mor. En gnaven rutineret kælling med noget på hjertet, og som kan fortælle tingene, så man tror på dem.
2 ud af 5
EP
Artist: Kortne Paa Bordet
Titel: Paa Gaden
4300 Recordz
Beat & mixing af Rapid Cuts og Mr. Thornhal
Skrevet af TC 14.03.2004 arkiveret under Anmeldelser |