Born in West Philly but he’s not Will Smith. Faktisk er Last Emperor tæt på et direkte modstykke til the rapper-slash-actor. Bevæbnet med intellekt og fantasi, der kunne få Leonardo Davinci til at gispe “Wauw”, har Jamal Gray huseret siden midthalvfemserne i den del af hip-hop verdenen, hvor sække er dem på ryggen, og ikke dem der medvirker i videoer.

Han har været tæt på at bryde igennem, men enten har hit-singlen manglet eller også har selskaberne – fra Rawkus til Aftermath – bare ikke prioriteret ham, for det egentlige debut-album “Music, Magic, Myth” udkom først sidste år på det lille, uafhængige Raptivism. Det album har nu fået en anden indpakning til lanceringen i Europa, men bortset fra man går glip af nogle sjove skits er forandringen til at overse. Ligesom foregængeren indeholder “Palace Of The Pretender” en pærevælling af gamle og nye sange. Og Ligesom på foregængeren overstråler de gamle, uslebne diamanter det nye materiale.

Last Emperor har flot, melankolsk og klar stemme og rapper med et behageligt, klassisk flow, der aldrig afviger meget i rytme, men danner en fin ramme for teksternes opfindsomme indhold. Emp krydrer konsekvent sin rap dels med populær-kulturelle refererencer til alt fra ALF til Harry Potter men også med esoteriske emner som nordisk mytologi og særligt international politik – han kalder bl.a. sin hjemby for The People’s Republic Of West Philadelphia.

Indtil videre er republikens skyskraber “Secret Wars” fra ’99 – en brilliant sammensmeltning af to verdener over et fantastisk Mad-Sol beat, der opsurmeres sådan: “What if I had the, power to gather, all of my favorite emcees / With the illest comic book characters, and they became arch enemies?” Herefter beretter han om hvordan Nas kæmper mod Spider-Man, Lauryn Hill battler Storm fra X-Men osv, alt sammen ekstremt farverigt – komplet med imitationer af rappernes stemmer (!)

5 år efter er det mest spændende fra Last Emperor, meget sigende, opfølgeren ”Secret Wars II” lavet præcis sådan der, som for fem år siden. Blot er nummeret dobbelt så langt, med musik, der svinger mellem højstemt og monotont. Last Emp har dog stadig øje for detaljen og lader Aqua-Man fra Atlantis udfordre Ludacris fra Atlanta mens Eminem battler en anden M&M, nemlig Dare Devil aka Matt Murdoch.

Fra gemmerne findes bl.a. også bangeren “Echo Leader” med det øreflænsende spaderif og “Meditation”, der stammer helt tilbage fra demoen Last Emperor blev Source’s Unsigned Hype med i ’97 men Last Emp’s løftede pegefinger mod rap-industrien er mindst ligeså relevant i dag:
”I am hip-hop: behold me, but no one had ever told me / That corporate America would attempt to over-throw me / Secretly plant and grow me, light me up and then smoke me / Got you thinking you’re the Godfather like Vito Corleone”

Andre sange, som hans “Go Stetsa” remake feat. Cocoa Brovas, virker mindre egnede til revival, og til gengæld kan det undre man ikke har genudgivet den smukke barndomshyldes, ”Do You Remember.” Alt i alt synes jeg dog bagkataloget giver en god repræsentation af repetoiret. Det meste er ældet med ynde, og langt mere velvalgt end på “Music, Magic, Myth”.

Det nye materiale skulle så vise, hvordan The Last er vokset siden sidst, men desværre lader det til han har trådt vande, mens selskaberne brugte ham som kastebold. De fleste tracks lider under dårlige produktioner, og det endda på trods af Beatminerz gør deres ting, og koncepterne er heller ikke så overraskende som de var tidligere.

Musikalsk er det bedste nummer nok ”Clear Day” med et organisk boombap beat fra Prince Paul, der danner perfekt fundament for Last Emperor’s første persons storytelling. At glemte helte som Trugoy og Masta Ace deltager, gør bare nummeret bedre. Den supermelodiske, asiatisk inspirerede “Tiger Trail” er heller ikke helt dårlig, men her er teksten ikke så fænomenal som ellers.

“One Life” vil nok blive husket lang tid fremover, eftersom det er en duet med afdøde Poetic fra Gravediggaz, der netop handler om hans livstruende sygdom. Det er et meget smukt nummer, og det bliver nærmest bidende nærværende, da kræftsvækkede Poetic ber folk folk om at droppe selvmedlidenhed for: “Look at me, things could be worse.” Nummeret ligger lige på grænsen for, hvad man kan bære at af realisme.

Mit favoritnummer er dog ”Karma” en smuk fortælling i tre dele om ting der vender tilbage ”over and over again.” Først hører vi om en rapper, der forlader sin hjemby og senere returnerer, så om en pige, der bliver ved med at forelske sig i mænd der knuser hendes hjerte, og til sidst om et ældre ægtepar, der har et specielt forhold til en grammofonplade:
”He said: pray for me and I’ll return to you / she waited faithfully during World War Two / It was a hard time for a young couple just married / But they held on to the love they both carried / She read his letters telling her to stay strong / And on the radio played their favorite song / There were times when they thought their love wouldn’t make / But like that old record hardtimes couldn’t break it / An old dusty record that they still hold sacred / And every anniversary I still hear them play it, yeah.”
Meget flottere kan cirkulær tid næppe beskrives, og Ayatollahs musik og voicesample giver gåsehud, mens man lever sig ind i sangens verden.

Det er alt sammen meget godt, men problemet er at jeg allerede groovede til nummeret, da det blev leaket på en Rawkus Advance for tre år siden, så nyhedsværdien er gået fløjten. Og faktisk er det symptomatisk for projektet at det hele er hørt før på et tidspunkt i Last Emperor’s rutschebanekarriere. Ingen kan tage fra ham at han har en gudsbenådet fantasi, men timingen er af helvede til. Lidt som en gammel operaelsker ville ønske han kunne høre ”Aida” igen for første gang, drømmer jeg om denne plade kunne være et nyt spændende eventyr, i stedet for et overstået kapitel. ‘

3 ud af 5

Skrevet af ptas 26.04.2004 arkiveret under Anmeldelser |