Train, der ligger ned til havnefronten i Århus, minder udefra mest om et pakhus med sin kasseform af rødbrune mursten. Kommer man først ind i bygningen, ændrer stedet fuldstændig karakter og de komfortable sofaer og veludstyrede barer, sender mere tankerne mod en posh natklub end Hvide Sande fiskeauktion. Her startede RECession torsdag aften med en bragende dobbeltkoncert. DJ Vadim Mini Russian Percussion åbnede for Blue Foundation. Selvom det kronologisk forløb sådan, var der reelt tale om to headlinere.

Da Rapspots anmeldere endelig fik sneget sig ind efter en anseelig mængde politickin’, var DJ Vadim allerede på scenen. Den russisk-britiske trip-hop/breakbeat ambassadør stod i baggrunden med hovedet nede i pladespillerne, mens det medbragte band sørgede for fuldkontakt til publikum. Konstellationen af musikere skifter ofte i Vadim’s orkester, bl.a. har den talt medlemmerne fra Pelding, og denne aften var bandet blevet til en kvintet. Yarah Bravo og BLUrum 13 fungerede som MC’s, mens Bongo Pete stod for perkussion, og DJ Woody assisterede Vadim som turntablist.

Stemningen på Vadim’s udgivelser som ”USSR: The Art Of Listening” og ”Life On The Other Side” kan bedst beskrives som melankolsk paranoia, men på scenen trækker de i festtøjet og leverer en rytme, man både kan danse og nikke med nakken til. Det valgte publikum at gøre, og hyggen samt glæden ved den gode festivalstart kunne mærkes i luften. Koncerten igennem sørgede Bongo Pete for et organisk live bidrag til de elektroniske produktioner, mærkeligt nok foregik det primært på congas. Selvom det måske ikke var så avanceret, var rytmerne stadig med til at sætte gang i hofterne.

Det mest talende medlem af gruppen var Yarah Bravo. Den lille kvinde med sydamerikanske rødder både sang og rappede, hele tiden med et imødekommende smil på læben. Mellem numrene formanede hun publikum: ”If you liked that song, then put it in your pocket and take it home with you so you can enjoy it again.” Det var tydeligt at Yarah havde en agenda i sine tekster, og når hun introducerede numrene var det ofte med en lille tale om MTV’s mandschauvinisme eller verdenssamfundets apati overfor de fattige. Budskabet gik lige ind, specielt ”Pacifist” fra ”Art Of Listening.” Materialet blev sat i et bevidst politisk relief, og man nød versene fremført i en smuk blanding af rap og spoken word, hvor eneste kritikpunkt var sangvokalen ikke helt matchede den formsikre levering af rapteksterne.

BLUrum 13 var en mere konventionel MC, der rappede sine tekster upåklageligt og fungerede glimrende i samspillet med bandet. Det var tydeligt at han lod Yarah Bravo stå for kommunikationen, men når han fik mulighed for at skinne, tog den høje, fregnede mand virkelig bladet fra munden. Specielt det hæsblæsende rap, der konstant tog til i hastighed var en oplevelse. BLUrum havde en superkarikeret stemmeføring, der mindede lidt om en tegneserie figur, og det gav Yarah’s jordnære, soulede stil et fedt spaced out modspil.

Vadim’s produktion kom virkelig til sin ret i live versionerne, og vi fik endda hørt et par spændende nyheder. Dog brød jeg mig ikke så meget om at enkelte numre blev spillet med rapvokalen på, det føltes nærmere som et DJ sæt end en koncertoplevelse. Vadim og Woody tog sig begge af pladespillerne og det var en nydelse at se. Tidligere har Vadim haft Mr Thing fra Scratch Perverts med, men kvalitetsmæssig var Woody nærmest et trin op af stigen. Både under de almindelige numre og showcasen var han fænomenal. De store højdepunkter var dels et supertight electro beatjuggle, man nærmest kunne danse til, samt hans ekvilibristiske scratch. Sammen med Vadim lavede han bagefter et sæt med trip-hop musik, filmcitater og spoken word poesi, der fik den abstrakte breakbeat scene og teknisk avancerede turntablist kultur til at gå op i en højere enhed.

Efter mere end en time, hvor publikum både dansede til varmblodede latin rytmer og dyster acidjazz, gav kærlighed til kvinderne og knyttede næver ad verdens uretfærdighed, takkede DJ Vadim Mini Russian Percussion af. Selvom Vadim selv ikke var særlig meget i fokus – faktisk stod han mest i baggrunden og tog genert mod klapsalverne – udgjorde det samlede band en stærk enhed. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Rust er proppet, når han spiller der. Man fik lyst til at følge Yarah Bravos råd om at putte koncerten i lommen, så man kunne tage den med sig hjem.

Intermezzo’et før næste band gik på, kunne bruges på at nyde det atmosfæriske lokale. I anledning af festivalen hang der store hvide sejl fra væggene og lamperne var iklædt grønt stof. Hele scenariet garanterede at både lyd og stemning blev et hak bedre end ellers på Train. Den flinke skagbo bartender nåede knap at lange en drink over disken, før det var tid til Blue Foundation.

I modsætning til hvad man kunne tro er Blue Foundation ikke make-up til marsmænd. Det er et udmærket bud på alternativ breakbeat musik med geografisk udgangspunkt i Danmark. Rammen omkring scenen blev fyldt med Blue Foundation logo’er kastet op på det de hvide lagner af en billedkanon, der hamrede rystet skrift og figurer af sted så hele rummet fik en ny uro. Kunstnerne kom derimod stille og roligt på scenen. DJ’en Tatsuki Oshima og produceren Thomas Wilner gik hen til deres arbejdsstation og frembragte en kvarterlang mørk intro-instrumental, der fyldte Train med dystre elektroniske lydbilleder. Og Lydbillederne var det primære at forholde sig til, for bag pladespilleren og den bærbare Apple computer mindede musikerne mest om nogen, der havde en jam session i deres egen stue.

Resten af det syv mand store orkester fyldte lidt efter scenen. Der var både en guitarist, en trompetist og endda en cellist. De tilføjede en masse dybde og bredde til musikken, og det var virkelig imponerende, hvordan de ellers klassiske instrumenter kunne bruges til at fremtvinge en sound, man ellers kun hører fra moderne samplere. Den store styrke lå for mig i, hvordan de fusionerede lydoplevelserne, så det man hørte var en original udgave af genrer, man egentlig troede var passé. Der er ingen tvivl om, at alle i det band er dygtige på netop deres felt, men de fungerer især godt som enhed, hvor alle forstærker lyden.

Ligesom Vadim har Blue Foundation også en mandlig og en kvindelig vokalist. MC Jabbers fra England står for den maskuline stemme. Hans tilgang er James Joyce’s stream-of-consciousness, hvor ordene flagrer mellem hinanden på udpræget britisk. Som sådan er han i familie med Faithless og Massive Attack, og nogle numre var da også tæt på at lyde som Massive Attack gjorde tidligere. Hans talestrøm kan næppe placeres i genre, og når det flotte mere ligger i lyden end leveringen var det svært at vide, hvornår man skal klappe, selv når man virkelig levede sig ind i orduniverset. Kirstine Stubbe Teglbjerg er Blue Foundations kvindelige frontfigur. Den smukke pige med det krøllede hår stod for at byde velkommen til Train, hvilket ligesom resten af hendes optræden foregik meget minimalistisk – men stadig mødte store klapslaver. Når hun virkelig foldede sig ud var det tydeligt hun har en fantastisk stemme og mestrede den perfekt, men ofte slentrede hun blot på scenen, leverede sit sangstykke og slentrede ud igen. Det møde af skrøbelighed og styrke, der lå i hendes vokal var tydeligt et sidestykke til Bjørk, men hun tilføjede en afdæmpet stemning til udtrykket, der passede fornemt til Blue Foundations lyd.

Helt ærligt har jeg kun hørt det første Blue Foundation album, så meget af koncerten var en introduktion til ”Sweep Of Days” opfølgeren. Når Tatsuki virkelig skruede op for pladespiller-akrobatikken og blandede turntablism med cello og trompet solo’er gjorde det virkelig indtryk. Det meste af Train syntes også at være uanfægtet af, hvor afslappede Blue Foundation var i musikerrollen, men jeg kan ikke undgå at tænke på om musikken ikke er ligeså velegnet i hovedtelefonerne som live, når musikerne står bag deres laptop og ligeså godt kunne sende e-mails som skabe trip-hop i nuet.

Samlet var DJ Vadim Mini Russian Percussion og Blue Foundation en rigtig spændende oplevelse af alternativ musik. Begge bands formåede at komme ud over scenekanten med musik, der normalt inspirerer mere til at chille end at få klubben crunk. Til syvende og sidst var jeg som beton hip-hopper nok mest imponeret over DJ Woody’s turntablism i verdensklasse, men der var masser af andre højdepunkter i løbet af aftenens optrædener, hvoraf det der står stærkest er, i hvilken grad musikken formår at formidle stemning og skabe atmosfære, der hænger i kroppen lang tid efter aftenens koncert er slut.

Fotos af ptas

DJ Vadim & Blue Foundation til RECession @ Train, Torsdag 6. Maj 2004
performance:	Imponerende og fængende musikalske oplevelser.	OnPoint faktor: Høretelefonsmusik der gjorde sig glimrende på scenen
underholdningsværdi:	Fint afviklet men Vadim føltes mere som den sande headliner.
spillested:	Glimrende lyd og behageligt miljø
stemning:	Broget crowd fra feinschmeckere til trip-hop turister.
street cred.:	Mere fortovscaféklog end streetwise.	set af: ptas

sådan læser du karaktergivning: 7 x = On Point! 3 x = Nice Shot

6 x = Almost Bulls Eye 2 x = Target Practice

5 x = Heavy Hitter 1 x = Not Even Close

4 x = Hit Potential 1 x = Greatest Miss

Skrevet af ptas 07.05.2004 arkiveret under LiveSpot |