Så er opfølgeren til Pete Rocks Soul Survivor fra 1998 endelig på gaden, og allerede da vi hørte nyheden om den kom, dukkede masser af spørgsmål op: Ville han igen have en flok af tidens bedste MCs med, hvor meget ville han selv rappe, hvor mange R’n’B numre ville der være på pladen, og hvad med produktionerne plus spørgsmålet om, hvor meget C.L. Smooth ville bidrage med?

Heldigvis bliver alle disse spørgsmål besvaret ret så positivt. På gæstelisten hører kunstnerne absolut til undertegnedes favoritliste. Der er både Pharoahe Monch, Little Brother, Talib Kweli, Skillz, Krumbsnatcha, RZA & GZA for ikke at forglemme C.L. Smooth. Albummet udgives på Peter Adarkwahs BBE, ligesom Petestrumentals fra 2001, et selskab der i forvejen stort set udelukkende har leveret kvalitetsudgivelser. Derfra kender man også booklettens opbygning, der er top dollar som sædvanligt, og med til at gøre produktet bedre i sin helhed.

Introen er et spoken word af en gut der kalder sig Black Ice, ikke et navn der siger mig det store, og det er lidt det sædvanlige socialrealistiske opråb, dog i ganske god stil til et album med titlen Soul Survivor.

Herfra går turen til Toronto, hvor Soulbrother #1 har hooket op med Kardinal Offishall, på nummeret ”We Good” , der banger derudaf, selvom jeg synes han prøver at flowe lidt for meget som Jay-Z. Men med punchlines som: ”Unique like occasional crackheads”, så er det rart at høre en så bangende produktion fra Pete Rock, og en MC der ikke bitcher rundt, cause ”We Good”. Således er pladen skudt godt igang og fortsætter på den vis.

Generelt kan man sige at Pete Rock gør meget for at tilpasse produktionerne til de gæstende kunstnere, og det gør jo ikke noget når slutresultatet bliver så godt som det er. Der er også de sædvanlige ”bonusbeats” i slutningen af de fleste numre, så man aldrig er i tvivl om hvem der står bag!

Et nummer de fleste nok har hørt er nummeret med RZA & GZA fra Wu-Tang, der tidligt florerede på nettet under navnet ”You”, pga. samplen der dominerer produktionen. Nu hedder det ”Head Rush” og er et dejligt eksempel herpå. Produktionen passer igen til kunstnerne, de holder sig heller ikke tilbage, og leverer den bedste præstation længe (GZA plejer nu at holde).
Der er kun et enkelt R’n’B eller neo-soul nummer på pladen, så det er der skåret ned på i forhold til den sidste Soul Survivor, men det gør ikke noget, når det er så godt som tilfældet er. Leela James, der snart dropper et album på Warner souler pænt over den ligeledes meget sjælfyldte produktion.

Der er ikke så mange deciderede “temaer” på albummet, men rigeligt med numre der bare brager op på den gode måde som fx. “Da Villa” med Slum Village og ”Fly till I Die” med Talib Kweli og C.L.Smooth (C.L. er desværre kun med på omkvædet) samt ”Niggaz Know”, hvor J-Dilla gæster og viser han er en bedre MC end Pete Rock. Det skal siges, at Pete Rock kun på sidste nummer selv griber mikrofonen, og ellers kun giver sig i kast med at bidrage til omkvæd på resten af pladen. Dette mener jeg også gør albummet bedre end forgængeren, da han på trods af nogle hæderlige præstationer på fx. ”Soulbrother #1” fra etteren og ”This Is What They Meant” med Grand Agent, ikke lige hører til de skarpeste producere på mikrofonen. Men hvad han ikke kan dér, kan han til gengæld bag pulten.

På skæringen med Skillz rammes man af genkendelsens glæde, da Pete benytter sig af samme sample som Diamond D og Showbiz brugte på ”Outta Here”, hvilket ikke gør nummeret mindre godt, da den gamle produktion var et af mine favoritnumre fra “Stunts, Blunts & Hiphop” albummet. Desuden er det godt at høre Skillz og hans sædvanlige battlerap stil igen, da det der Rawkus-album formentlig ikke lige har nogen fastsat udgivelsesdato.

Den første 12”er fra albummet er ”Warzone”, med Dead Prez, og det er en noget rodet affære, eftersom Pete Rock igen prøver at tilpasse produktionen til kunstneren. Beatet er clubbanger-agtigt ligesom omkvædet, og teksten en blanding af club og pseudorevolution. Nu har Dead Prez med et par undtagelser ikke imponeret mig siden deres debutplade, så det kan være det er der, jeg synes det går galt. I hvert fald et af de mindre heldige numre på albummet, ligesom Postaboy med ”It´s The Postaboy”.

Til gengæld er Krumbsnatcha tilbage med manér på ”Beef”, der omhandler emnet på en aldeles velfortalt måde, og over et beat der underbygger fortællingen på bedste vis. Et af mine favoritnumre på denne plade, og det siger en del.

Så er der C.L. Smooth, der desværre kun gæster 2 numre, foruden omkvædet på Talib Kweli nummeret. Det første der dukker op på pladen er ”It´s A Love Thing”, som er en hyldest til kvinden, der står ved og bag sin mand. Nummeret er typisk C.L., som man kender ham fra klassikere som ”Lots of Lovin” og ”Searching”, og Smooth det er han sgu. Med på omkvædet er Denosh, der er kendt som Justin Timberlakes backup-sangerinde, og det fungerer meget godt med et syngende omkvæd her. I forhold til så mange andre hitliste-sange, virker det ikke corny. Det andet nummer er pladens sidste og hedder ”Appreciate”, hvilket nummeret helt sikkert vil blive. Det er som taget fra enten “Mecca & the Soulbrother” eller “The Main Ingredient” og fører en tilbage til midthalvfemserne. Omkvædet består af en støvet sample, og er ellers bare et dejligt sommertrack om at værdsætte verden omkring sig med shouts til fans, familie og venner.

Alt i alt er det et meget afvekslende album, der har langt flere gode ting at tilbyde end skidte, dog med et par skæringer, der godt kunne undværes. Desuden forstår jeg slet ikke prioriteringen af førstesinglen, da der er så mange andre meget bedre numre at tage af. Pete Rock er stadig en producer, der skal tages alvorligt, og han kan på god vis finde de rette velegnede produktioner til de kunstnere han arbejder med. Soul Survivor II er et album med masser af sjæl, der kan lyttes til flere gange uden det virker monotont og mainstream. Nu må vi bare håbe at det ikke tager flere år før det planlagte Pete Rock & C.L. Smooth reunion album ser dagens lys.

4 ud af 5

Skrevet af Ole A 11.05.2004 arkiveret under Anmeldelser |