Nogle mener at FIP´s tekster har deres afsæt i hadets dystre, vanvidsflirtende univers, men at sige at deres rap er afstumpet er som at sige en Rorschacktesten er en blækklat eller at et dadaistisk maleri er barnligt. Det er ikke helt forkert, men det er hamrende urigtigt. Suspekts tekster er som at spise råt svinekød, for det smager af sogalskab; mistroen – (især) mod kvinder- inficerer hele buffeten. Det er hård kost for sarte maver og Albertslund-gruppen som tæller Orgi-E, Bai-D, Rune Rask og Troo.l.s. er mere berygtede end berømte, selv om det sidste tager et godt, fortjent spring fremefter med den nyudsendte dvd ”Ingen Slukker The Stars”.

Det kan vel næppe blive mere rockstar end når man sender så hypet et koncentrat af sig selv på gaden i en gennemført liret indpakning der blinker af kvalitet. Der er endda påklistret en advarsel på forsiden der lover ragnarok, galehus og fravær af censur, men det er lige til at skrabe af og smide væk for det er det pure opspind. For det første er der vitterligt censureret i klippene (af kåde piger man kun får lov at ane gennem et hvidligt slør) og dernæst er der hverken ragnarok eller galehus, ja ikke engang lidt nedbør eller en eneste humørsvingning. Faktisk præsenterer dvdén Suspekt som overordentlig sympatiske, professionelle og fattede fyre med en målrettet strategi og en stor og entusiastisk kærlighed til musikken. Det er og forbliver rapteksterne der udgør kernen i deres kontroversialisme, det er dem der, som Busta Rhymes siger, forbliver rå. Jeg får i hvert fald ikke åbnet for adrenalinsluserne fordi Orgi-E beskriver sin flyder efter et lokumsbesøg, eller fordi Bai-D synger i den hvide mikrofon med spytguirlander dinglende fra mundvigene; det kan godt være det er en smule uappetitteligt, men man skal mindst være 50 og kordegn i provinsen for at kunne blive forarget.

Jeg havde ellers sat mig til rette med dvdén i forventning om virkelig at få skubbet grænser, og det gjorde jeg også men bare overhovedet ikke på den måde jeg havde regnet med – eller som klistermærket havde antydet. Jeg var forberedt på kvindenedgørelse, bunkepul, meningsløs vold, dyresex og det der er værre, men i stedet blev jeg beriget med historien bag gruppen, deres inderste tanker omkring musikscenen og den indbyrdes synergi, de usle kår der var begyndelsen for hele eventyret og frem til Orgi-E´s velovervejede tanker omkring PR, markedsføring og image. Jeg så hvordan den ”glamourøse” livsstil som turnerende musikere og opvarmere for nogle af hiphoppens allerstørste navne har en bagside af et backstage der ligner Herning Efterskoles gynastik-omklædning, jeg så disse knoklende kunstnere sidde med dovne øl i plastkrus mens 50 Cent uden tvivl havde champagne boblende ud af røven.
Men det var den samme kogende crowd der gik amok til deres show når de indtog det samme spotlight som megastjernen, og de dukkede sig aldrig selv om der blev kastet over 6000 hænder efter dem.

Dvdén er god til at understrege kontrasterne – klipningen er eminent og levende – det ene øjeblik er man i drengenes helt specielle intimsfære gennemsyret af drengerøvshumor, skøre gags og hudløse kommentarer. Det næste øjeblik er man med dem midt på scenen i det blændende blå spot og kameraet sløres, hældes, går i slowmotion, mister fokus og fortaber sig i de pulserende øjeblikke, nøjagtigt ligesom de fordrukne stjerner selv hvis uslukkelighed ikke mindst gælder tørsten.
Det er ikke bare gedigen kameraføring, det er psykologisk indføring og i disse sekvenser kommer man helt ind under huden på dem, og de på dig.

Den udtryksfulde kameraføring kender man allerede fra ”Hvem Er..” musikvideoen (også af René Johansen) og den er i min mening en af de absolut bedste der overhovedet er lavet her hjemme. I dvdén kommer man bag kulissen på denne video hvor både lyd, billede og historie skærer ind til benet på en dæmonisk skyggeside i det menneskelige væsen og det hele går ned i en lavere enhed, dybt under den polerede, korrekte facade vi kalder civilisation. Videoen er ligeså skrabet og ætset som de indridsede bogstaver der er gruppens (døbe)font. Det er enkelheden der skal afspejle det dyriske, det rå, og manifestet er vel egentlig ”Less is more”, derfor bliver de 85 minutter en vel lang omgang at drible ned ad samme boldgade, men er man Suspekt-fan med stort ”Su-” i maven er det ren ekstase at komme så tæt på stjernerne.

Good guys har det hårdt: den bløde mand er yt og romantikere er mere oldschool end neandertalere, så hvad gør man så hvis man vil vise at man har et hjerte af guld, når man egentlig forventes at være mere afstumpet end en knækket tegnestift? Suspekt løser opgaven med glans ved ganske enkelt at tage ud til en ung fan i forstæderne og give ham sit livs surprise-fødselsdag. Knægten har næsten tårer i øjnene da det går op for ham hvad han er i centrum af og Kinky Fætter bliver Flinke Fætter – især i sammenligning med knægtens mor der er så ghetto at det får FIP til at ligne Hellerup Skakklub – god stil!
Af andet grineren kuriosum kan nævnes indespærring af LOC i et køleskab samt et lynhurtigt diss til rivalerne i nu opløste Helt Sikkert, men så skal man også holde sig fokuseret gennem en alt for lang og kedelig sekvens omkring en lydprøve på Forbrændingen i Albertslund. Hvad prøven savner, kommer dog mange gange igen i resultatet som er Suspekts koncert, live, med de langhårede fra rockgruppen Melted. DVDén har første parket til den fuldstændige nedsmeltning når hiphop fusionerer med metal, og selv gennem tv-skærmens flade tusmørke hersker der ikke tvivl om at det har været bombastisk. Thumbs up til alle lucky bastards blandt dvd-ejerne der har surroundsound og kvalitets hi-fi.

Suspektret er bredt hos gruppen der lægger vægt på ikke fanatisk at indskrænke sig til hiphop: ”Finder vi en fed trompet, nå ja, så propper vi den ind” forklarer Orgi-E inden turen går til Tabu-studiets skamlæberøde lokale behængt med camouflage-zebra (en dekor der kunne gøre en hvilken som helst bordelmutter leopardplettet af misundelse). Og i denne selvfølgelige indretning følger man nørderiet i vokalboksen og foran computerskærmen, hvor Rune Rask for alvor indtager sin trone. Bag mikrofonen kan man nyde Bai-D gasse helt op og man får antydningen af arbejdet med den kommende plade fra Troo.l.s og Orgi-E, på den måde er man egentlig ikke nået til en slutning, men en ny begyndelse og på den poetiske note sluttes cirklen i Suspekt-universet.

Tilbage er at sjoske gennem Ålborgs gader med USO i søgen efter lidt underholdning, eller efterlæse de tekster som så mange har raset over og endnu andre jublet til. Man kan smage på lidt uudgivede tracks eller tygge på de mange skøre snapshots af drengene, hvis man endnu ikke er mæt. Med andre ord er der jo altid ekstramaterialet at lune sig ved efter den sidste stjerne ikke er slukket i en virkelig vellykket og interessant dvd der nok skal udvide en del horisonter og få nogle til at æde deres egne fordomme om Suspekt i sig, råt.

4 ud af 5

Skrevet af Ann Noyd 11.06.2004 arkiveret under Anmeldelser |