Aarhus Vest Players er på gaden med ”Flere sider af samme sag”, hvad jeg indledningsvist vil betegne som danske rapudgivelsers svar på en pose med blandede søm og skruer fra Silvan. Det skal ikke handle om denne anmelders seneste handyman-udskejelser, men det er påfaldende som pladens indhold minder om sådan en pose. Nogle af den slags der går i gennem i første hug, den slags der bøjer inden overfladen er brudt, lidt af de korte med skarpt og nogle af dem med sløvt gevind. Og så nogle sataner der stikker helt i dybden.

Denne blandede oplevelse er et resultat af et sammensurium af homeboyfeatures samt eksperimenterende og varierende flows. Kun én af gruppens fire medlemmer formår at give et indtryk af en personlig stil, der er nogenlunde genkendelig hver gang han rapper. “Individuel blandt andre / og du har brændt dig”. Milo hedder han. Genkendelig fordi han læner sig tæt op ad den åbenlyse inspirationskilde L.O.C., mens de andre tre Mo, Mo-j og Isho ikke helt finder en kontinuerlig stil over albummets 15 skæringer. Vi har at gøre med århusiansk bangeren playerrap på døgnerdansk, så derfor må jeg kategorisere L.O.C. som åbenlys inspirationskilde, ligsom også U-dollar spøger både bag og foran kulissen. Det århusianske præg L.O.C. har lagt bag sig siden Dominologi har Milo stadig – så derfor generer det ikke. Det er snarere et kærkomment genhør fra dengang Liam i Alzheimer Klinikken rimede hårdt på sort, blot i en mere tidsvarende og tidstypisk indpakning. “Det’ skandaløst hva’ disse tøser ka’ find’ på, spiller dem stadivæk som Nintendo”. Det som Milo derved konstant leverer i tightness bryder hans makkertrio på forfriskende, men blandet vis. Til tider i flows så hakkende og gebrokkent, at det er som om de har medbragt småsten til et spil glaskugler. Her er det skrevne medie ikke egnet til at give eksempler på flow, men der er samtidig tale om simpelt og åbenlyst valg af rim “…som om jeg’ en fremmed, bar’ fordi mit navn er mohammed, ka jeg stadig få dig lammet med de rim jeg spytter”. Ind i mellem rammer rapsekvenserne dog både beat og pitch i en sådan grad, at de medbragte sten bærer seriøst præg af uslebne diamanter. Det går “Oh tchi tchi oh oouh”, på en måde så det får meget andet dansk undergrundsrap til virke som totalt blottet for rytmesans. Som klichéen hvor den hvide mand på forhånd er dømt til at tabe til den sorte, hvis de battlede i dans. Det er disse flow-perler, der er skruerne med skarpt gevind jvf. min indledende analogi, mens det er kikserne med det sløve ditto.

Indholdsmæssigt er universet snævert. ÅVP vil gerne give udtryk for, at de rapper om realiteterne, men med en hverdag der stort set kun handler om jagten på damer og scrills så er lytteren hurtigt sat ind i den sag ”…alle ting er scrills i dag, gadepenge det’ hva’ vi alle lever af”. Dog lægger socialrealismen sin klamme hånd over et par af teksterne, og det er her, det hele pludselig bliver rigtig dybt. Ikke blot noget med kærestesorger i Værløse eller et mistet familiemedlem. Det stikker langt dybere og er mere omsiggribende. Det er bagsiden af medaljen kaldet samfundet man får et glimt af. Århus Vest Players formår, bevidst eller ubevidst, at give udtryk for Rigets tilstand, alene ved at rappe om dem selv og deres hverdag, og der skal kun en anelse tolkning til førend man får indblik i tilværelsen i en forstadsghetto. ”Drømmer om store huse men bor i betonblok”. Målet med livet er at opnå de fucking scrills. Hvorfor? Så man kan slippe væk? Nej, paradoksalt nok snarere for at opnå status blandt homies der kæmper samme kamp. ”Jeg’ ligeglad, flad og løfter ikke det hvide flag før jeg har skaffet min’ penge, og jeg prøver hårdt hver dag”. Men der er forhindringer i massevis; ”.. men lige nu glider jeg rundt på en glat vej blandt papforældre..”, og så er der alle fristelserne for folk der oftest mangler tilstrækkeligt indhold i livet; ”jeg lever i flasker og kan ik’ finde vejen ud” og ”pudrer næsen og sender dig en tankestreg”. Alle disse eksempler på livets pms-ramte kælling bliver på albummet leveret uskyldigt, så det tekstmæssigt til tider oser af genialitet. Genialt fordi det ikke er meningen at publikum skal være vidne til en klagesang om: ih og åh vi har det slemt. Det er bare hiphop-musik om disse players’ hverdag, fra deres hjerter til lytterens øre. Når moralen ikke både er skåret ud i pap og bøjet i neon, men ligger under overfladen på den måde den gør, så får man heller ikke brækfornemmelser over emnerne som ellers er oplagt til klagesange.

Beatmæssigt sidder albummet lige i øjet. Det er forskellige snedkere, der har komponeret musikken, men jeg skal love for, at det er stilrent og westcoastet så ’dub’sne sidder løst. En tilpas mængde shuflende uptempo hihats spredt ud under mere eller mindre dramatiske synth-loops danner perfekte rammer for gruppens rappere, som tydeligvis har forkærlighed for det hurtige tempo.

De fire players får som nævnt besøg af en håndfuld homeboys på de forskellige tracks. Særligt ”Jeg ka’ se dig” med U$O slår hans navn som Danmarks mest virile speedrapper fast med… ja, syvtommersøm fra Silvan. ”Smilets by” og ”Håbløst” indeholder også omkvæd, der er radiohits værdige, og som nævnt tidligere er der flowmæssigt tale om den slags numre, hvor man faktisk bare kan lade dem rotere for musikkens skyld, uden at lytte efter hvad der bliver sagt. En kvalitet der er sjælden i dansk rap, fordi det forventes at det lyriske indhold har et vist niveau. Det forventningspres er ÅVP bare ikke lagt under, fordi de stort set taler deres eget sprog. Linjerne rimer ikke altid, stort set kun fonetisk – altså i udtale og ikke på skrift – og når vægten er lagt på den flowmæssige oplevelse – så fuck om det rimer, hvis bare det lyder fedt. Og det gør det rigtig mange steder på dette album.
”Hvis du har lidt tid har jeg lig’ noget at fortæl’ om en fucked up barndom der bestod af at stjæl’ og hæl’. Troede jeg narrede min forældre men jeg narrede mig selv, men det var så’n jeg fik mit game så det gavned’ alligevel” . Hvis i har lidt tid og tålmodighed til et album svarende til en pose blandede, så garanterer jeg at i nok skal finde favoritter på ”Flere sider af samme sag”.

3½ ud af 5

Skrevet af TC 14.06.2004 arkiveret under Anmeldelser |