27.06.2004

Sphaeren Interview – del 1 af 3

mrsphaeren_01.jpgSfære
1. Matematisk: En tredimensionel overflade, hvis punkter alle er nøjagtig lige langt fra et udgangspunkt.
2. Et sfærisk objekt, en figur.
3. Et himmelsk legeme, såsom en planet eller en stjerne.

4. Himmelen, set som en hemisfære.
5. Enhver serie af koncentriske, transparente, roterende glober der tidligere antagedes tilsammen at indeholde månen, solen planeterne og stjernerne.
6. Omfanget af en persons viden, interesser eller sociale position.
7. Et område af magt, kontrol og indflydelse; domæne.

En ordbog præsenterer mange fortolkningsmuligheder, men den mest poetiske forklaring går ikke på det der besiddes, men det der mangler: En kugle har ikke nogen bagside, den er er en harmonisk helhed.

Der er en fyr der siden 1998 har dedikeret sit kunstneriske virke til denne sandhed. Det er efter den filosofi at han blev ”Sphaeren”, som er latinsk for kugle. Jeg har set ham her og der, mest på flyers til alle mulige jams og koncerter, måske slentrende ned ad en københavnsk sidegade, eller opslugt af sin hands-on oplevelse med pladerne på et spillested, en sen nattetime.

Sphaeren prøvede at lave sit første beat i ´92. Inspireret af rappere som Buckshot Shorty, Masta Ace og senere Pharoahe Monch kastede han sig også over rimsmedjen. Som producer blev han påvirket af alt fra William Orbit til DJ Premier, men sidstnævnte har han fjernet sig mere fra efterhånden som der gik inflation i gangstarrens lyd, blandt de mange kopister.
Nu har han brygget en ny plade sammen der hedder ”Ord jeg forstår”, og når jeg spørger ham hvem han lyttede til for at hente inspiration, nævner han MOP, popsangerinden Nikka Costa, Nelly og producerne bag Destinys Child. Men han namedropper modstræbende, for det er tale om elementer så løsrevede fra deres egen sammenhæng at man ikke må misforstå det som noget tilnærmelsesvis cover-agtigt. Der er en lang og bearbejdet vej fra deres lyd til en Sphaeren plade. Det overrasker mig alligevel at høre netop de navne, for når jeg lytter til et album som hans sidste: ”Kugleregn” er beatsne hårde og minimalistiske, og fjernt fra alt hvad der har den fjerneste afsmag af pop eller jiggyness.
”Måske er jeg blødet mere op og crooner lidt mere” smiler Sphaeren og læner sig afslappet tilbage. ”Jeg udforsker bare nye lydbilleder; prøver ting af og udvikler mig”.

Så du hader ikke R´n´B ?
”Nej, slet ikke – men der er også meget lorte R´n´B, ligesom der er meget lorte hiphop. Det skal bare laves ordentligt, så er det fedt.

Hvad er lorte hiphop?
Det er kedelige beats og tekster som ikke siger mig noget rent indholdsmæssigt, eller som er dårligt leveret. Der er ikke nogen bestemt genre der udgør lorte hiphop, den findes i alle afskygninger.

lort_sphaeren04.jpgHvis du fik til opgave at kompilere en plade med titlen ”Lorte Rap” hvem ville du så komme på den?
Der er nogen elementer af den gamle skole her i Danmark der, i konteksten af deres tid var gode, men som jeg ikke ville anbefale at lave et nyt nummer i dag. Det ku f.eks. være nogle af rødderne fra Rockers By Choice. Men hvad der er lort for mig kan jo være godt for mange andre. Det er mere et spørgsmål om personlig smag.
Også hvor det komercielle overskygger det kreative er der meget lorterap – sådan noget som fx Nik & Jay med deres polerede industrimusik, de skulle have i hvert fald 5 – 6 numre på sådan en compilation.
Jeg synes noget er godt når det er blevet til med den kunstneriske integritet i behold, uden at lefle for tidens trend og den bredest sælgende ”opskrift”. Meget af det nye, danske R´n´B er offer for den slags, sådan noget som Burhan G, der ellers synger ganske godt, men hans nye nummer er ærlig talt noget kommercielt hø.

”Hvis jeg skulle samle en plade der hed ”Mest overvurderede rap” skulle 50 Cent fylde halvdelen af tracklisten, sjældent har jeg hørt en der rapper så latterligt og har fået så store hits. Men hans produktioner der imod, de er super fede og projektet er så gennemført. Det er vigtigt at vurdere elementerne hver for sig.

50centfinal.jpg

Desuden er jeg faktisk blevet ret skuffet over André 3000 på den nye Outkast plade, der gik sgu lidt for meget madkurv, grønne slips og fleece-tæppe i den.
Joe Budden var også en stor skuffelse oven på al hypen. Hans album var noget lort – både rappen og musikken. Whiteboy burde fyres fra producerstolen!.

Hvad med Obie Trice?
Jow tak! Men ind imellem bliver det lidt for meget håndstand og cirkusgøgl, for meget Eminem presens på hans nyeste plade i øvrigt. Og det er ikke kun Eminem, men hele Shady Family der fylder for meget på den faktisk. Den er bestemt ikke dårlig, men jeg drikker ikke Lambrusco i bar røv til den.. jo lidt måske..

Kalder du dig nogensinde andet end ”Sphaeren”?
Før i tiden hed jeg bla. Kong Kret og var med i Kongen og Knægten, men jeg ønskede mig et alias hvor mit eget, virkelige navn indgik. Samtidigt var der den der ”konge” periode hvor mange hed noget med ”kong…”. En dag foreslog DJ Rescue mig ”StikOp Jacob” og i forbindelse med min deltagelse i DM i Rap i ´97 brugte jeg det så første gang.

Er Stikop Jacob et alter ego der afviger meget fra hvem du er i virkeligheden?
Nej det afviger ikke så meget. Mit rapper-jeg er selvfølgelig mere komprimeret og koncentreret, og når jeg blærer mig som StikOp gør jeg det 120 %, når jeg er følsom er jeg det 120 %, så der bliver skruet lidt op for knapperne når jeg rapper, men det er ikke noget alter ego.

Scorer du nogensinde på at være Stikop Jacob?
Nej, det tror jeg sgu ikke. Jeg scorer mere på at være Jacob. Der er ikke så meget fisse i at være Sphaeren.

Hvorfor er der ikke det? Er du for tør og knækbrødsagtig?
Nej, det synes jeg ikke.

jp_sphaeren_o4.jpgMen du kalder dig jo heller ikke kun StikOp Jacob?
Nej, jeg hedder også SuparDejen, navngivet efter Dough-Boy fra Boyz N´The Hood, og Mugge Vejmand/ Muggz Roadie. ”Mugge Vejmand” daterer tilbage til 94 – 95 hvor det var ret populært med amerikanske navne, og samtidig var der hele ”ol-school” navne-perioden hvor alle skulle hedde noget med ”grand master xx”. Jeg ønskede at mit kunstnernavn skulle reflektere noget personligt. Jeg tog derfor mit navn fra en børnegrammofonplade med Jesper Klein fra ´78, som min mor havde købt til mig da jeg var helt lille. Den hed Musebakkeby. De der børneeventyr og fabler er umiddelbart simple, men indeholder dybereligende temaer, og det tiltalte mig. I Musebakkeby var der en bestemt mus, som jeg godt ku li, der hed Mugge Vejmand. Jeg identificerede mig lidt med ham. Han var kluntet, og nørdet, men ret intelligent og temmelig genert. Han var sød, loyal -og god til klarinet – det spiller jeg ikke, men det er princippet i det ikk?
Nu benytter jeg mest navnet Muggz fordi det er simplere og mere internationalt. Samtidigt er det mere tidløst og løsrevet fra en kontekst. Mugge Vejmand tilhører en anden tid – det stammer fra en kontekst der hed start-dansk-hiphop-og-Hvid Sjokolade. Tiden har ændret sig, og det har jeg også.
Men jeg har stadig min Musebakkeby-plade der hjemme.

Hvad med insisterende, mandlige fans, oplever du sådan nogle?
Ja, der kan godt være nogen som er meget ihærdige med at få videregivet komplimenter, og så begynde at fortælle om egne projekter. Men alt bør være med måde, Det er dog ikke noget jeg lider ekstremt meget under, jeg er glad for al den ros jeg får, men jeg er ikke bleg for at sige ”Det var hyggeligt at snakke med dig, men nu skal jeg sgu videre”.

Hvad er dine personlige nøgleord som kunstner?
Ordspil, emner, melodi og melankoli, venskab, kvalitetsbevidsthed, flittighed, opfindsomhed og en musisk stringent smag – jeg plejer at sige at hvis der ikke er olietønder med ild i på lortet så gider jeg ikke høre det. Der er nok en hvis eastcoast arv i min musiske smag.
Hvad mener du med melankoli?
Blandt de nye numre er der nogle der tager deres udgangspunkt i sørgelige og negative stemninger. Teksterne er skrevet i perioder inspireret af de aktuelle problemer jeg havde der. Det er ikke fordi jeg klynker og tørrer næse på pladen, men måske viser jeg en større følsomhed. Jeg er jo også blevet ældre. ”Kugleregn” blev lavet med større smil og mere grin end ”Ord jeg forstår”. Jeg har altid været inspireret meget af melankoli som stemning og udtryk i kunsten. Netop i musikken bliver den mest umiddelbar, mest levende synes jeg. Melankoli er noget alle kan relatere til på et eller andet punkt, alle har deres skeletter i skabet. Melankoli er en katalysator – et redskab til forløsning for et eller andet inde i én. Det behøver ikke engang have noget med nummeret at gøre; grundstemningen af melankoli alene, kan udløse en form for psykisk bearbejdning, og det er da positivt.

Hvad gør dig til en helt speciel rapper?
Jeg er ingen helt speciel rapper, det er heller ikke min målsætning. Jeg er ikke kommet for at revolutionere, eller forny rap, Tvært i mod. Jeg laver det her fordi jeg synes jeg er rigtig god til det, fordi der er andre der også synes det, og fordi jeg synes jeg har et godt bud på traditionel eastcoast rap og rigtig godt hiphop håndværk.

Betragter du dig selv mere som en håndværker end som en kunstner?
Ja, Mest som en blanding.. Kunsthåndværker?

Hvorfor stiller du egentlig ikke op i Fight Night?
Jeg føler ikke jeg har dyrket den side af freestyle nok der hedder battle og føler mig ikke så sikker at jeg vil stille op. Det er en hel speciel genre i freestyle at skulle svine en modstander til, og det har jeg ikke fået øvet mig i. Jeg har ganske enkelt ikke haft tid. Men jeg har været fristet og kunne godt tænke mig at prøve det en dag -når jeg har fået mere tid til at øve evnen op.
Jeg vil bestemt ikke udelukke at jeg på et tidspunkt dukker op i ringen til Fight Night.

Kan man vinde Fight Night uden at svine sin modstander til?
Desværre ikke, det ligger ligesom i hele konceptet, scenen er jo en boksering. Men det er også fint nok. Det har en høj underholdningsværdi.
MikL var i øvrig et frisk pust. Han virker som en teknisk dygtig rapper.

Apropos friske pust, hvor godt holder du dig opdateret med de nye ting og folk der dukker op på den danske undergrundsscene?
Rimelig godt, jeg følger med i hvad der kommer og lytter til det meste. Jeg går ikke så meget til jams mere, men jeg tjekker for omtale på nettet og til de jams hvor jeg selv spiller lægger jeg også altid mærke til de andre navne.
MC-Natet har jeg mange rosende ord til overs for, de minder lidt om en slags millenium-udgave af Hvid Sjokolade og har formået at skabe en lyd der passer godt til vores tid.

sphaeren04_joker.jpg
Er der nogen du godt kunne tænke dig at arbejde sammen med herhjemme?
En ting er at der er dygtige rappere og producere der ude, en anden ting er om de passer ind i mit lydbillede, og min indstilling til hiphop. En som godt ville passe ind, og som jeg kunne tænke mig at samarbejde med, er Jokeren. Rent Mel kunne også være spændende at arbejde med, særligt Joo har jeg snakket længe med omkring et samarbejde.

Hvordan kan man risikere IKKE at passe ind i din indstilling til hiphop?
Min livsanskuelse og humor kan virke lidt speciel på udefrakommende. Man kan godt gå lidt skævt af mig, hvis man slet ikke kan komme på bølgelængde med al min snak om eksportfrikadeller til Tyskland og andet godt. Der er nok nogen der, retfærdigt nok, vil rynke på næsen af mig og synes at jeg er en mærkelig dreng. Det kan jo spille negativt ind i det kreative samarbejde. Talib Kweli ville heller aldrig gæste et Dub -C nummer. Hver især er de dygtige på deres eget felt, men der er bare noget uforeneligt i de to lydbilleder og livsindstillinger der gør at de ikke kan teame op. Sådan har jeg det også med nogle danske rappere og grupper der er så pisse dygtige til det de gør at det ligefrem kan ærgre mig at det ikke bliver muligt at samarbejde. -Man vil jo heller aldrig se 50 Cent represente fuldstændigt hjernedød på en Speech plade.

Så hvis 50 Cent tilbød at medvirke på dit album ville du afslå?
Han kunne få lov at lave et interlude, sidde og snakke i 30 sek. om hvor mange gange han er blevet skudt. Thats it. Kun fordi jeg ville synes det var hylende morsomt.
Men i forhold til førhen er jeg blevet mere åben på ideen om, og klar til at samarbejde, med nye folk.

Hvad er dine ambitioner som Sphaeren?
Jeg kunne godt tænke mig at blive spillet i radioen og sælge flere plader, men samtidig er jeg også meget bevidst om de begrænsninger der er i forbindelse med den type musik jeg laver; Jeg laver ikke singler til The Voice, eller den mest konservative side af P3.
Jeg har ikke nogen særlig drøm om at blive kendt eller rig.. jeg kan og vil kun lave en type musik som der bare ikke er særlig mange penge i, Det sætter sine begrænsninger for ambitionerne, men de er nok også mest at lave noget som hjertet er med i og som bliver stort og kan sige en masse andre mennesker
På den anden side er ”Get Rich Or Die Trying”, fra 50 Cent, et godt bud på underholdning i dag, jeg bliver godt underholdt som lytter og jeg har hørt den meget. Desuden er jeg imponeret over hvor godt man kan få ham til at lyde i et studie, når han skulle være frygtelig at høre live.
Jeg har selv stået på en klub og råbt ”In da cluuub!” og det virkede fint. Jeg henter en positiv og energisk stemning i den musik, men jeg bliver ikke ligefrem inspireret tekstmæssigt -eller specielt klogere.
noget.
Jeg har oplevet folk der er overraskede over ikke at have hørt Kugleregn noget før, eller som ikke kan få skaffet pladen hjem gennem Fona, og det er ærgerligt, for så er der nok også potentielle lyttere som er gået glip af det.

Du er en af de ældre kunstnere i dansk hiphop, har det været hårdt at være på banen i så mange år?
Det krævede meget tid, og det lidt man tjente blev brugt på druk, hoteller, slik..
Man bliver også bare så træt af det. Sådan noget som at skulle sove på ”Slottet” i Randers som er et eller andet hippiebofællesskab i et helt almindeligt hus. Jeg kan huske jeg skulle overnatte der med Per V, Twajs og Joe True en aften efter et show. Der stod vi så og bankede på, men der var ingen der åbnede og så tænkte vi ”Hvad gør vi nu?” Vi tog i døren, som viste sig at være åben og førte ind i en rigtig lang gang FYLDT, fra gulv til loft, med tomme ølflasker! Kassevis stablet oven på hinanden, hele vejen ned. Det var virkelig dranker stilen. Vi fortsætter så ned ad gangen og kommer ind i den her kæmpe store stue hvor der lå nogle madrasser vi åbenbart skulle sove på. Så det måtte jeg jo gøre.
Jeg kan ikke tåle katte og jeg vågnede op med en kat på hovedet!!! Jeg ku´ ikke trække vejret, men fik katten flået af og i det samme går der en gammel dame forbi mig i BH og INTET andet! Jeg tænker stadig ”Hvad fanden foregår der??!!” Da en af drengene kommer ind og siger at der er noget morgenmad i køkkenet. Da jeg kommer ind sidder alle der, også hende i BH én som er en eller andens mor der lige har været forbi og sove på ”Slottet”. Der sad de så og delte morgenmad på bedste gøgler-manér, sådan noget med at skære et rundstykke over og spørge ”Toppen eller bunden?” –jeg vil sgu da have hele lortet!!!.

skivefransk_sphaeren_04.jpg

(…….Fortsættelse følger)

Skrevet af Ann Noyd 27.06.2004 arkiveret under Interviews |