28.06.2004
Sphaeren Interview – del 2 af 3
Hvad er backstage VIP i Thisted? Hvad gør man når man er 6 timer hjemmefra og har glemt den minidisc der er basis for hele ens show? Hvad smadrede Joe True af grin? Hvorfor fik en af N.O.B.L.E rapperne et ømt haleben i Skive Skaterhal? Hvad kan en cementblander også bruges til? Hvad er en Røvballegryde? Hvad skete der egentlig med Helt Sikkert? Tjekker Rene Milo Rapspot? Og hvem er verdens lykkeligste krøbling?
Få svar på the works her i del 2 af vores Sphaeren-føljeton!
Der var en gang i 2000 hvor jeg skulle til Thisted og spille til det her fyrstelige arrangement med O.R. og Joe True. Vi sad 6 timer i et tog for at komme til en by der ikke var større end min lejlighed. Kommer ind på en skole hvor vi skal spille. Der er ingen scene, bare gulvet i et klasselokale og et karaokeagtigt anlæg. Så peger de på et andet klasselokale og siger ”Og det er så backstage” der inde sad alle dem der også kom til koncerten! Som mad fik vi skiveskåret rugbrød, der lå og var tørret helt ind. Der var makrelsalatmadder og leverpostej!!!og det var ALT hvad der var! Jeg kan i forvejen ikke lide øl men jeg var nødt til at drikke mig stiv i deres Thy-pils eller hvad de hed, for at holde det ud.Da jeg så skal til at spille sætter jeg mini-discen på og opdager at jeg er kommet til at tage den forkerte diskette med! Den jeg havde med var sådan en med 1-minuts brudstykker af forskellige beats som jeg ville spille for nogle venner ved lejlighed for at få deres mening. Jeg kunne jo ikke bare tage hjem for at hente den rigtige diskette, så jeg måtte impro-rappe enkelte vers over brudstykkerne, som så blev fadet ned. Jeg fandt aldrig ud af om folk var tilfredse.
Om aften skulle O.R. og jeg så overnatte i arrangørens et-værelseslejlighed der var fyldt med numre af en avis der hed ”Fisk og Fri” eller sådan noget, over det hele. I midten af lejligheden stod der så en enlig sofa, midt ude på gulvet, og så lå hans homeboys ellers og sov rundt omkring på hynder der var smidt på gulvet.
Joe True og jeg var enige om at gå hen og få en æder, i den forbindelse opdagede vi at de propper majs i burgerne der ovre! Det var for underligt.
Om natten lå jeg og Tue og snakkede dæmpet, der var langt imellem vores sætninger fordi vi var så trætte, og pludselig lyder det ovre fra en af madrasserne ”Scraaaatch” det var en af de små 16 årige Thistedgutter der lå og drømte hiphop! Tue var sådan ”HVAD sagde han??” ”Han sagde sgudda scratch!” vi måtte kvæle den sindsyge griner ned i dynerne, og efter to minutter mumler fyren sgu ”Ol´school”!!! Vi var SMADREDE af grin -vi lo så højt at han vågnede, men han fattede jo selvfølgelig ikke hvorfor vi havde det så vildt.
Der er fandme mange gøglerhistorier fra den periode hvor man spillede gratis. Jeg husker jeg spillede med på noget der hed ”Anti –E tour” i 2000, sammen med Joe True. Vi kørte hele vejen til Skive, seks timer før showet, for at lave en latterlig ti-minutters lydprøve.
Det fede ved Skive er at der ligger et KÆMPE STORT badeland, det er dobbelt så stort som DGI Byen –nu overdriver jeg lidt, men det fremmer forståelsen ikk?- N.O.B.L.E. var også med, og alle var inde og give den monster slæde. Men det ku jeg ikke lige overskue, så Jeg sad i restauranten og åd pomfritter mens jeg gloede på.
Det gøglede ved showet var at det foregik i den her enorme hal med plads til et par tusinde mennesker, men der var kun 120 betalende gæster, det var helt latterligt. Bagefter skulle vi jo så indkvarteres og det blev vi så i den lokale Skive skaterhal. Her skulle 20 mennesker sove, men det var der bare ikke plads til, for der er jo en enorm rampe. Nu er jeg jo en anseelig størrelse så jeg fik hurtigt jacket en af de ledige sovepladser, mens sådan nogen som N.O.B.L.E der er lidt mindre havde problemer, de var vidst også godt lakket til –det var vi jo egentlig alle sammen- samtidig var der en masse bong-lamme skatere der nægtede at skride, så dem var vi ved at komme op at slås med. Endelig fik vi jaget dem ud, men den eneste måde at slukke lyset på var på en hovedafbryder til hele salen. Den blev trykket efter de fleste af os var kommet på plads, men der var stadig nogen der løb rundt i salen. Midt i bælgragende mørke ku jeg høre Geoffrey(red: fra N.O.B.L.E) ”For helvede mand! Hvem slukkede det lorte lys? Tænd det lor.. SLAM!” så var han røget på røven hahaha!
Der var også en semi-kendt rapper (jeg nævner ingen navne) der havde taget en pige med ind i dj-pultrummet som var på størrelse med en æske Tordenskjold, hvor jeg og nogle andre også lå. Her ville han så gi den noget gas, det var ikke specielt underholdende at høre på, på nær hvor der kommer sådan en hvisken ”Åhr for helvede.. det virker ikke!”. Mega gøgler-agtigt. Jeg fik kun sovet en halvanden time.
Der var også et Kræftens Bekæmpelse-arrangement i Rødovre hvor Helt Sikkert skulle spille. Men der var mange der ikke gad fordi der var så meget rod med det hele, nogle af os tog ud for at inspicere det lidt nærmere. Det var så sindsygt da vi kom der ud! Vi havde allerede forklaret dem at sådan og sådan og vi skal bruge så og så så mange mikrofoner og pladespillere, men nej. De havde et super trendy moderne set-up med én pladespiller UDEN pickup. Der var ingen scene, for der stod et stort hornarrangement som skulle spille før, og det kunne de ikke nå at fjerne til vi skulle spille. Så de havde tænkt at vi skulle stå nede på gulvet mellem folk.
En ting var at vi ikke fik noget for det –det var jo trods alt velgørende- men så fik vi at vide at der kun var to øl og en sodavand pr. mand. Vi var blevet lovet en hel masse at drikke og fuld forplejning, så vi kom op i et drabeligt skænderi med arrangørerne og jeg besluttede at droppe det. Flere og flere fra crewet droppede også ud af arrangementet, og til sidst holdt vi sgu bare en privatfest. Der var simpelthen for meget håndstand og appelsin-jonglering med det arrangement, så det ku jeg ikke overskue. Jeg hader gøglere!
Hvad mener du med gøgl?
Det er hele den der indstilling om at ”Det bliver meget sjovt, og det skal nok gå alt sammen” Gøgl er synonym med useriøsitet på flere forskellige planer. Der er sgu nok med gøglere i musikken i forvejen. Gøgl er også at line et rugbrødsbord op til de optrædende, eller forlange at de skal optræde på gulvet.
Jeg gider det ikke mere, jeg vil ha det ordentligt. Ligesom til Aarhus Took It (i 2001) hvor man fik tildelt et hotelværelse, og nok at drikke, sin backstage for sig selv inden showet og transporten betalt -DET gider jeg spille til!
Der var også den gang i 96 eller 97 i Ungdomshuset på Jagtvejen hvor jeg skulle spille til et jam som KCL havde hooket mig op med. Til lydprøven bliver jeg mødt af en ordentlig hardcore lyd-dame, med kæmpe tyre-næsering og onde, uvaskede dreads. Så hiver KCL fat i mig og trækker mig til side for at hviske at hun håber jeg ikke har nogle kvinde-fjendske tekster i repetoiret, og hvis jeg har tænkt mig at sige ”kælling” eller ”bitch” burde jeg censurere det for ellers ville jeg få på munden der inde.
De sagde til mig at jeg kunne gå ned i kælderen og få noget mad, Da jeg kom der ned var det et eller andet smadret, ”kreativt værksted” hvor der stod en cementblander midt i lokalet. I cementblanderen var der fyret op for den vildeste, økologiske vegetar-ris-ret!!! Jeg glemmer ALDRIG det syn!
Det kan jo kun gå galt i Ungdomshuset, jeg var der også en gang da der dukkede en punker op med en morgenstjerne for at tæve alt og alle fordi han var blevet smidt ud.
Apropos mad.. Forbrændingen fyrer også op for en ond røvballegryde, det er utroligt at der ikke er nogen af de optrædende der skal ud og skide hele tiden når de har spist der. Jeg har prøvet at måtte holde mig ret vildt for ikke at skide midt i mit show.
Hvad er røvballegryde?
Det er opkaldt efter Angry-Ass´s ”Røvgryde” der er sådan en med alt muligt i, som har skam-kogt hele dagen og hvor du ikke kan genkende en eneste ingrediens.
Men de der ”I Dit Fjæs Jam” der var en gang ude på Forbrændingen -det var fandme god stil skal det lige siges.
Hvor er det bedte sted du har spillet?
Det må være Took It,Så er der også Café Teatret og Loppen, som er et fantastisk sted i modsætning til Operaen, jeg HADER at spille på operaen. Det er kraftedme et skodsted. De har en stolpe lige midt på scenen man bare må prøve at abstrahere fra hele tiden. Nogle af de første gange på Stengade, det var jo også en fantastisk oplevelse, folk var på og jamkulturen blomstrede. Nå ja, og så har jeg også opvarmet for Common i Vega i 2001, -det gik sådan nogenlunde okay, stort tak til Sonny B for det hook-op!
Publikum er også meget forskellige rundt omkring i Danmark. I gamle dage havde jeg desuden en dårlig vane med altid at have nye numre med som folk ikke kendte, det går lidt udover responsen og publikums engagement i showet når de ikke kender ordene. Så Da Kugleregn kom ud var det derfor en helt anden og fedre oplevelse at være ude og spille.
Især på nummeret ”KBH”, der starter festen.
Generelt er mine tekster meget gennemarbejdede og gennemtænkte på den lidt ”tunge” måde – – uden at det skal have en negativ klang. Og det kan være et problem live, det har jeg oplevet nogle gange hvor de beats som var fede hjemme, i hovedtelefonerne og i studiet slet ikke fungerede foran en crowd fordi de var for langsomme. Der har jeg måttet lave nogle live-versioner, eller har måttet sige ”fuck det” og i stedet netop understreget og spillet bevidst på det langsomme og tekstfokuserende ved tracket..
En anden ting der heller ikke er fed live, er at lave de der goe gamle battlevers hvor man står og siger ”Du er wack, jeg er god” mens man kigger folk i øjnene, folk som er kommet for at se dig, og som så kan opfatte at du disser dem, hvis du får øjenkontakt. Det er ikke fedt. De er ikke kommet for at blive svinet til. Derfor er der også vers jeg bevidst vælger ikke at lave når jeg optræder. Man skal kunne se sit publikum i øjnene.
Derfor er der på den nye plade også et nummer, ”Noget for noget”. hvor jeg giver den op for folk som gir den op for mig, bla. mit live-publikum.
Foretrækker du at være i studier eller at optræde live?
Jeg går mere og mere efter studiet. Men man bliver også nødt til at erkende at livejobs har en fantastisk pr-værdi. Hvis du vil have folk til at købe dine plader og høre dine studienumre, så er du nødt til også at tage ud og spille dem live.
Men personligt er jeg gladest for at være i studiet. Det er jeg helt klart. Sidde og indspille, få en god æder, få en god griner, det er Sphaeren. Jeg lytter også mere til hiphop hjemme end jeg går til koncerter. Nu har jeg også spillet så længe så jeg, personligt, ikke længere får et kick ud af det. Måske en god bytur eller enkelte nye bekendtskaber det er alt. For at jeg skulle kunne få et decideret kick ud af det i dag, skulle der 30 – 40 tusinde kroner ned i lommen på mig for et spillejob.
Som StikOp spillede jeg helt tilbage fra jeg var 9 år gammel i et progressivt Herlev børne-rockband der hed ”The Troublemakers” hvor jeg sang, rappede og spillede på Keyboard.
Eksisterer Helt Sikkert virkelig slet ikke mere?
Det kommer an på hvad man lægger i spørgsmålet, og opfattelsen af Helt Sikkert. Der er jo to sider: pladeselskabet, og det crew der er funderet i venskaber og kontakter. Pladeselskabet; Helt Sikkert Records, var det Twajs og hans lillebror Lars Efx der tog sig af, og det er jo så ophørt. Men Som crew findes det nok stadig; tilknytningen er der stadig i mere eller mindre grad, afhængig af hvad folk nu render og laver.
Helt Sikkert har jo også på et tidspunkt nærmest været en gruppe, der lavede fælles udgivelser, og dét eksisterer ikke mere. På højdepunktet bestod gruppen af ca. 13 mennesker, men det startede som 6 eller 7 personer. ”Sphaeren” kom med i Helt Sikkert af den simple grund at jeg ville udgive min plade på Helt Sikkert Records. Men som ”SuparDejen” var jeg med fra starten.
Der har nok været nogle folk som opfattede helt sikkert som mere sammentømret en det egentlig var. Men helt sikkert bestod jo af folk jeg stadig ser i større eller mindre grad og som jeg godt kan lide at lave musik med. Forbindelsen er der stadig, men på en anden måde fordi nogle af initiativtagerne og ildsjælene har lagt det lidt på hylden. Så sker der ikke så meget mere. Folk er jo også blevet ældre, og ansvaret trænger sig på i form af karrierre med job, studie, familiedannelse –og så udvikler man jo også andre interesser. Når man er 27-28 år har man lidt flere ting at se til, og gør sig lidt flere overvejelser end man gjorde da man var 17 eller 19 og boede hjemme hos forældrene. Når man bliver ældre bliver man nødt til at omprioritere og redefinere, for man kan ikke køre i det samme spor som man har gjort før. Måske med undtagelse af de få privilligerede som helt og holdent kan leve af deres musik og ikke er nødt til at tage det ansvar og den tidskrævende faktor at have et andet arbejde. Men det er de færreste i hiphop.
Da helt sikkert var på sit højeste var aktivitetsniveauet og ambitionsniveauet også rigtig højt, og det niveau var nok ikke muligt at holde, udviklingen var uundgåelig for så højt et niveau kan man bare ikke fastholde.
Noget af det allersværeste var også at vi var 13 forskellige individer der skulle fungere som ét firma, og vi var ikke bedste venner, det kunne ikke lade sig gøre at være med så mange. Vi var 13 der ville hver vores ting med vores liv og ikke mindst med vores musik. På trods af hvad folk tror var der ganske divergerende meninger med hvad vi skulle med Helt Sikkert. Forskellene spillede tydeligt ind. Til sidst gik vi lige så langsomt hver til sit, og så vil jeg gerne lige have lov til at sige ”løg!”.
Der er også nogen der gerne har villet køre det op med ”Uhh nu er den lejr færdig” og sådan noget, men for sphaeren har det været ret udramatisk fordi jeg er den her fraktion, og jeg har hele tiden lavet mine egne ting, så det er jeg jo bare fortsat med. Det har ikke påvirket min kreativitet på nogen måde og Det har ikke betydet det store for mig at aktivitetsniveauet dalede i helt sikkert, eller at det nu er opløst. Og når man nu har et ansvar ved siden af, værende sig et fuldtidsarbejde eller fuldtids studie eller fuldtids dvd-kigning.. fuldtids løg-pilning… fuldtids arp-kradsning.. fuldtids morgenstjernepudsning.. eller fuldtids cementblanding he he.. mere flæsk til bord syv!!! HA HA HA! Nej, seriøst, når man nu har et ansvar ved siden af som kræver mere og mere af ens tid, så er man også nødt til at begrænse sine hobbier og interesser, som nu med musikken. Nogle gange har jeg lyst til at sige ”Fuck det” og leve min kreative side ud på fuld tid i et halvt år eller hvor meget jeg nu gir det, men så ender jeg alligevel altid med at tænke at glæden alligevel er større når jeg ved at jeg kan kombinere det med noget andet. Og det ikke KUN er musik der fylder i mit liv. Skuffelsen over de ting der lykkedes ville være større hvis jeg kun havde musikken at falde tilbage på.
Men altså hvis der kom en forskuds check med 100.000 kr på, så ville jeg ikke insistere på at blive ved med at arbejde eller studere, så hvis Mærsk McKinney Møller eller René Milo læser det her på Rapspot, så fyr lige op for nogle sponsor-penge!
Hvad er det egentlig du studerer og hvilke jobs har du?
Jeg læser retorik på Københavns Universitet. Som er et kommunikationsfag, hvor vi undersøger alle former for tekster, deres opbygning, sammenhæng og effekt på folk. Som færdig retoriker kan man arbejde i kommunikationsbranchen feks. som konsulent –men det kan alle jo blive nu om dage- man kan blive taleskriver, kommunikationsrådgiver. Det kunne være fedt hvis man kunne tage sig en officiel Biker Jens Uddannelse, dvs. få sig en tatovering og en grim anker-kæde og så tulle rundt i Australien eller et andet bong-agtig sted, du ved, være helt rød-skæget og bagefter komme ud og tjene 50.000 på foredrag man holder om lederskab og ”teambuilding”.
Hvad laver du ellers ?
Jeg har valgt at gå i Jodle Birgers fodspor og blive tarm-renser, der er noget fantastisk over at stoppe et dyr op i sit eget røvhul! Ha ha, Nej, jeg studerer også historie på Københavns Universitet, det leder jo typisk hen til at man bliver underviser.
Bliver du måske en gymnasielærer?
Nej, det kan jeg faktisk ikke blive, det har noget at gøre med at jeg…har en voldsdom! Nej, det er fordi jeg hverken har arme eller ben, så er det sgu svært at styre sådan en 1.g klasse hvor pigerne strutter både fortil og bagtil, hvor man har pegepinden surret fast til ansigtet og så finde ud af, når man kigger sig i spejlet, at man er verdens lykkeligste krøbling! Det kan jeg godt sige dig! Hahaha.
Ha ha, men du har også et arbejde?
Jo, jeg henter og leverer pakker; kører som chauffør så simpelt kan det siges.
(Læs sidste afsnit snart!)
Skrevet af Ann Noyd 28.06.2004 arkiveret under Interviews |