03.07.2004
Roskilde Festival 2k4: KedeKnus – DJ Krush
Sidste gang Japanske DJ Krush gæstede Roskilde var det med et længere, chillet set søndag eftermiddag, og det var præcis hvad der var brug for på det tidspunkt. Denne, hans anden gang på festivalen, præsenterede han et mere kompakt set overvejende bestående af egne kompositioner. Hans enorme og imponerende bagkatalog og generelle musikalske eventyrlyst taget i betragtning, skulle man ikke bare mene at der var nok at tage af, men rigelig mulighed for opbygning af såvel et solidt, fortsat groove, som inspirerende eksperimenteren. Desværre virkede det som om Krush hverken gad det ene eller det andet.
For det første var hans set alt for kort (under 45 minutter). Da Krushs styrke live netop ligger i evnen til at opbygge et længere groove, hvor hans velkendte melankolske og længselfuldt smukke lyd får det optimale spillerum, var dette en problematisk fejldisponering fra arrangørernes (eller Krushs egen?) side. Dertil kom, at Krush virkede uvillig til at gøre ret meget andet end at lægge et ydmygt scratch her, og justere tempoet en smule der. Det var, med andre ord, som at være til fest med en luxuspladevender – han stod sgu bare og spillede sine plader. Og det var det.
Bevares, der var elegante detaljer i hans show, fx da han efter nogle minutter choppede sit signaturnummer ”Kemuri” op, reducerede det til halv hastighed, lod det køre en vel 16 takter, tonede det ud og smed amoktrommerne fra sit samarbejde med DJ Shadow, ”Duality,” i hovedet på os. Men der skal mere end solidt materiale og sparsom elegance til at skabe et mindeværdigt set, og det var Krush for doven til.
2 ud af 5
Se billeder af DJ Krush i større format:
1, 2, 3 og 4.
Billeder af Mat © Rapspot.dk
Skrevet af Mat 03.07.2004 arkiveret under LiveSpot |