Jeg rendte på tvære Joe True lørdag aften mellem mudderhimmel og helvede, og fulgte ham lidt rundt i virvaret med et kamera og en notesblok. Den normalt upåklageligt klædte rap-don var blevet besejret af elementerne og der var ikke meget Kejser Af Rom over hans moonboots af jord, særligt taget i betragtning at han havde taget kridhvide sneakers på til at begynde med.
Nok havde man taget Joe ud af Nørrebro, men man kan aldrig tage Nørrebro ud af Joe.
Flankeret af de Helt Sikkert rigtig nære venner og crime-partners, DJ Muggz Muddy fra Sphaeren og Mudchaha fra Sheriff, sjoskede Essensen-rapperen rundt, langt fra den hjemlige stenbro og sportede et ulykkeligt ansigtsudtryk i anledning af at have mistet sin uundværlige mobiltelefon i den foregående nats drukmarathon. Den dukkede dog snart op igen på usandsynlig heldig vis, og gensynet var overstrømmende. Faktisk var det svært for denne reporter at konkurrere med plastik-relikviet om opmærksomheden.

Muggz og Matthæus er dårligt gået før Joe igen støder på en bekendt. Man skal ikke tro man bare kan forsvinde i mængden (selv om den er på 75000 mennesker) når man er hiphop-storbyprins. Fyren hedder Jonathan og historien om mobiltelefonen ruller endnu engang. Da vi cruiser videre ned ad mudderstien spørger jeg til Joes nye promo-cd; Nørrebro Hotride.
“Den har været ude i et par uger nu, men jeg har valgt at arbejde det op fra bunden af, så det er noget med at stikke den i hånden på folk man kender og i vinduesviskerne på de fede slæder der holder parkeret rundt omkring i byen“.

Der er blevet mumlet lidt i hater-krogene om at du har solgt ud på Hotride tracket, eller stilen. I hvert fald at du er blevet mere jiggy, hvad siger du til det?
“Det synes jeg ikke. Folk skal ikke blive nervøse bare fordi man laver nogle forskellige typer af tracks. Hotride nummeret har bare en hårdere trommeprogrammering, så jeg synes faktisk det er mere hardcore end det plejer at være“.
Men teksterne på tracket er da simplere end det niveau du normalt ligger på?
“Ja teksten er mere umiddelbart tilgængelig, men jeg er ikke gået på kompromis med kompleksiteten for flow og levering er stadig på et teknisk meget højt plan, og der er stadig flere lag i det. Jo der er da måske mere bounce i produktionen (red: som er leveret af Machacha), men jeg synes det hele er meget overbevisende som helhed”.

Joe True og jeg er faret lidt vild i pløret mens vi prøver at lokalisere Orange Scene før Basement Jaxxx koncerten som vi er enige om at skulle se. Undervejs støder der en lille, mørk gut til som på sekunder udvælger Joe til sin nye bedste ven. Det er helt surrealistisk så hurtigt de to klikker, og den næste del af ruten tilbagelægges i tæt omslyngelse. Nok er Martin, som fyren hedder, pænt sendt afsted, men nok engang må man konstatere at Københavnerrapperen har en magnetisk karisma og Fluenpapir-charme. Ingen af os er dog klar over hvad vej man skal gå for at komme til destinationen, så vi vader lidt rundt på må og få og 15 minutter samt 40 kram (eller gram) senere driver Martindrengen væk med andre nye bedste venner.

Hvordan har du udviklet dig på din nye plade i forhold til din sidste? (red:Pulscheck)
“Jeg forsøger at fokusere mindre på kun tekst, kigger mere få helheden. Jeg synes også jeg er blevet klarere i mit udtryk og har formået at effektivisere det hele lidt mere. På den måde kan man sige at jeg er blevet mere udadvendt på det nye materiale. Men, som sagt, uden at være gået på nogen form for kompromis teknisk med hverken flow eller skills”.

Endelig når vi op til Orange Scene og midnatstimen sænker sig over 40.000 begejstrede festivalgæster der danser i mudder til anklerne mens de sindsyge elektofunk-britter fyrer den af så himlen skælver. Den næste time fortrænges regnen af ekstase og både Rapspot, interview-spørgsmål, hiphop og Joe True forsvinder i en skylle af funk og afsindigt fede vibes. Projektørerne bitchslapper tordenskyerne over vores hoveder og et hav af farvet lys ruller henover tusinder og tusinder af regnvåde, glade ansigter.
Da koncerten omsider slutter af efter et svedigt dunkende samleje mellem reggae og elektronika, genvinder jeg omsider bevidstheden og min følgesvend.

Joe True og jeg følges tilbage til mediebyens fadølsskummende paralelverden i forløst stilhed.
“Jeg laver ikke længere bare sådan noget represent-blær” tilføjer Joe til det interview jeg nu har glemt alt om, “Jeg smider mere af mig selv i produktet” betror han mig før vore veje skilles for enden af lørdag nat på Roskilde Festivallen 2004.

Skrevet af Ann Noyd 04.07.2004 arkiveret under Interviews |