For syvende gang gæstede Michael Franti Andedammen, og det burde man have kunnet forvente sig en del af. Selvom hans plader efterhånden er degenereret i retning at pladder, har han hver eneste gang undertegnede har checket for ham live (x8), været 100% på og tilstede. Det var ikke tilfældet i denne omgang, der var slatten beyond belief. For syvende gang gæstede Michael Franti Andedammen, og det burde man have kunnet forvente sig en del af. Selvom hans plader efterhånden er degenereret i retning at pladder, har han hver eneste gang undertegnede har checket for ham live (x8), været 100% på og tilstede. Det var ikke tilfældet i denne omgang, der var slatten beyond belief.

Franti var engang en eminent sangskriver og en solid rapper. Desværre lader det til at han har besluttet sig for, at han skal være den næste Marvin Gaye og tror derfor at han kan synge. Der skal meget til at løfte tekster à la dem på What’s Going On hinsides deres iboende banale indhold – der skal en sanger med Gayes intensitet til, og Franti er ikke en gang tæt på at være i samme vægtklasse som mesteren bag “Inner City Blues.” Kvaliteten af det indspillede materiale er således faldet betydeligt i takt med at den skarpe socialkritik og de tunge, industrielle beats man hørte fra manden i Disposable Heroes-dagene, og den sjælfulde og livsbekræftende raplyrik ledsaget af organisk soulbacking, han serverede sammen med Spearhead på deres første, klassiske album, Home, i stigende grad har måttet vige pladsen for overvejende dybt banale sange over ofte ret tyndbenet neosoul, Spearhead står for i dag. Intentionerne er i orden og hjertet på det rette sted, men man kan kun tage så mange ‘Save the Children’-refræner, før kvalmegrænsen nås.

Som sagt har Franti og Spearhead trods den voksende mængde uinspirerende materiale altid været garant for et forrygende liveshow, hvor han gav sig fuldstændig til publikum og musikken. Det var derfor bekymrende at opleve hans optræden på Orange scene på festivalens sidste dag (igen en alvorlig fejldisponering fra arrangørernes side – Franti gør sig langt bedre i mere intime sammenhænge). Franti entrerede med en kort spoken word-åbning, hvor han gjorde sig nogle ret forudsigelige betragtninger over situationen i Irak, som han åbenbart har besøgt for nyligt, såvel som verden mere generelt. Budskabet var her det udmærkede, men altså lidt for naive og frelste “You can bomb the world to pieces, but you can’t bomb it into peace,” der er refrænet på signaturnummeret “Bomb the World” på hans nyeste plade Everyone Deserves Music, som vi da også fik senere i fuld version. Selve settet bestod desværre udelukkende af skæringer fra de sidste to (og mindst interessante) Spearhead-albums. Til de relativt få højdepunkter kan nævnes en extended version af titelnummeret fra det forgående album, Stay Human, der gav orkesteret fyldig mulighed for at jamme og slå over i behagsyge rutiner såsom riffet fra Nirvanas “Smells Like Teen Spirit,” mens Franti hoppede rundt på sine bare tæer med sine lange, svingende locks i centrifugal-mode, og de på scenekanten fæstnede røgelsespinde fuldendte det anakronistiske hippieudtryk.

Afslutningsvis klatrede han ned fra scenen, op over barriererne og tog krammeturen rundt blandt publikum. I sig selv en fin gestus, men sammenfattet med det i stigende grad banaliserede musikalske udtryk og den svage optræden, forekom det mere som en opretholdelse af et frelst image. Ikke at jeg egentlig har ham mistænkt for noget sådant – jeg er overbevist om at han mener det hele alvorligt og respekterer ham for det, men et eller andet sted er det som om han nu også live har tabt forbindelsen til den kunstneriske nerve, der gjorde sange som “Language of Violence” og “Positive” så store, og som fik os til at stå og skråle med på omkvædet til en sjældent intenst fremført, Charlie Hunter-ledsaget version af “Socio-Genetic Experiment” tilbage i Rockmaskinen i 1993, første gang han slog vejen forbi landet.

2 ud af 5

Skrevet af Mat 06.07.2004 arkiveret under LiveSpot |