Gift of Gab, halvdelen af de legendariske alfabetgymnaster og guldkyst-pionerer Blackalicious, har for nyligt udgivet sit forsøg på et gennemslagskraftigt solo album på det dejligt standhaftige pladeselskab Quannum Projects, der foruden Blackalicous danner rammen om blandt andet Lyrics Born, Latyrx, Lifesavas og DJ Shadows pladeudgivelser. Blackalicous har altid holdt fast i hat, briller og principper, holdt deres særegne og unikke trylleformular tæt ind til kroppen, mens andre rimakrobater fluks har voldtaget den nærmeste døgnflue. Dernæst har de pioneret undergrunden med udiskutabelt talent i årevis, så det var ikke med andet end skyhøje forventninger jeg satte mig for at høre The Gift of Gab – 4th Dimensional Rocketships Going Up.

Bruddet med den faste producer-kammesjuk er åbenbart blevet en klassisk gennemgangskrise for de fleste midaldrende hiphoppere, der vil søge nye græsgange og lade friske kræfter spille ind i et forsøg på at lave et individuelt mesterværk uden hjælp fra den faste bagmand. Nogle gange fungerer det, andre gange slet ikke og få gange fungerer det som fod i hose. Gift of Gab har skiftet den legendariske kammerat Chief Excel ud med de lovende newcomers fra Seattle – Jake One og Vitamin D. Jake One, der allerede kan fremvise en ret så imponerende diskografi, står for et par gode gedigne beats, men det er der imod stjerne-frøet Vitamin D, der trækker det længste strå med et fremragende sæt af iørefaldende produktioner med både stemning og energiske tiltag.

Gift of Gab er ellers som sædvanlig. Hans flow er stadig kryds og slange, hans tekstunivers er af akkurat samme skuffe og hans unikhed har stadig en snert af noget uopdaget og halvinnovativt over sig. Hans ordkløveri er stadigvæk tankevækkende og spændende, og hans intelligente og tilvendte tilgang til hans hobby misundes sikkert stadigvæk verden rundt. Han får stadigvæk det mest komplicerede til at se pærelet ud. Men… det personlige præg kommer aldrig i omdrejninger, og han går ikke ud over den klassiske Blackalicous opskrift på hvordan man laver et album. Man savner hele tiden, at han freaker den, men man ser aldrig den side af ham – i hvert fald ikke 100 procent. Forventningerne falder lige så stille til jorden, og mod enden kæmper man sig næsten igennem de til tider kedelige ballader. Man savner hurtigt konceptuelle eller nyskabende tracks, og Gabs ellers så inspirerende og gakkede tekstunivers om stjerner og diverse solsystemer fungerer heller aldrig optimalt, og forsøget på at lytteren skal opleve en selvstændig Gift of Gab bliver mere til et halvkvalt overfladisk opråb, end det bliver til en individuel milepæl.

Skiven kører i det samme trummerum og mangler simpelthen alsidighed. Man savner lidt gå-amok og nyskabende numre som Blackalicous ellers har været et godt synonym for i tidernes forbløb. Jeg ville ønske, at han kunne tage skridtet op hoppe ud af trummerummet og lave et personligt håndværk. Han leger ikke med emner og ord, og albummet bliver så klinisk, næsten robotagtigt, og overfladisk på grund af den kontinuerlige tråd. Den påtagede humor regerer desværre, og inderlig morskab er et sjældent syn, og selvom man ikke kan kimse af hans unikke tekniske færdigheder, så gøres det netop også af og til så uhyggeligt præcist, at det næsten bliver direkte kedeligt at høre på.

Den første skæring The Ride of Your Life er immervæk et fantastisk nummer, og sætter sig hurtigt fast i hukommelsen – den abstrakte og filosofiske tekst giver en lyst til at genhøre nummeret igen og igen, og det er måske meget godt, for der venter én en masse skuffelser efterfølgende. Det næste nummer – Rat Race – er en kedelig cocktail af et barnligt Jake One beat, og Gifts ulidelige forsøg på en humoristisk fortælling om livets små ting. Det falder straks falder til jorden. De kedelige og intetsigende ballader på pladen udgør desværre en del – men derimod genkender man hurtigt legenden på numre som The Writz, der med en fantastisk legende beat og et fænomenalt flow, er et af pladens absolutte højdepunkter. Flashback er ligeså et ganske udmærket nummer , hvor Gift reminiscer om back in the days – et ret atypisk Gift track, men sådant et nr. skal alle rappere vel lave på et eller andet tidspunkt i karrieren. Han tager os tilbage til dengang hvor livet bare var mere simpelt.

Bonusskæringen Just Because er også endnu et eksempel på gavens talent – endnu et fascinerende flow peppet op med lyrik direkte fra hjertet. Simpelthen den slags man savner pladen igennem – der er for få nævneværdige numre på pladen og resten glemmer han straks.
Man savner egentlig ikke Xcel – det eneste man savner er en individuel Gift. Vitamin D og Jake One leverer for det meste varen og passer overraskende godt sammen med Gifts fabelagtige flow – så man kan ikke skyde skylden på producerne, som man kan på så meget andet . Gift leverer simpelthen slet ikke den forventede intensitet.

Det er altid synd og skam, at overvære et stjerneskud falde til jorden og ikke leve op til forventningerne. Gift prøver virkelig også at gå den så kreative og sigende vej, som Blackalicious banede vejen for i sin tid – måske for endnu engang, at bevise at han kan selv – men det går bare ikke, og det bliver ikke andet end monotont. Men pladen er rig på finurlige detaljer og overraskelser, så hvis albummet havde taget fat om fejl og mangler ville det ikke bare ende op i glemmebogen, Men alt i alt er det nu engang blevet til et ganske okay album med et par rigtig lækre skæringer og en forfærdelig bunke kedelige numre – jeg havde forventet meget mere, for Gift of Gab er og forbliver forhåbentlig den dygtige rimsmed og fremførelseschamp han er, i et kongerige fyldt med average Joes.

2,5 ud af 5

Skrevet af Streetmalice 24.07.2004 arkiveret under Uncategorized |