Ind imellem laver en musiker et nummer der berettiger hele hans karriere. Et eneste nummer der udødeliggør ham og tilgiver ham alt det lort han nogensinde måtte komme til at indspille.
Det er sikkert svært for smagsdommere og raphistorikere at blive enige om den officielle liste, men vi har alle sammen vores egen, gemt væk i baghovedet, i hjertet, i pladesamlingen.

På min liste er Agent Orange af Pharoahe Monch. Det track har det hele. Det har det syge beat, den syge tekst, det syge flow og den syge helhed. Han formår at flexe sine skills som ordspiller samtidig med at han holder det gaderåt i udtrykket og knivskarpt i budskabet:

“Pissed on the motherfucking White House lawn/
I threw a rock (udtales som Iraq) then I ran (udtales som Iran)/
Cause I couldn´t stand anymore within the grip of the man/
Y´all wanna ask me who´s sane (udtales som Hussein)/
These biological gasses are eating my brain/
It´s a political grab bag to rape mother earth/
Thirty seconds after they bagged dat (udtales som Bagdad) for what he´s worth.”

Men lad mig lige indskyde med det same at Faraoen på ingen måde er et one-hit-wonder. Manden er ikke kun i min verden et rap-geni, men nyder bred anerkendelse som en teknisk mester udi kunsten og besidder næsten overjordiske evner inden for breath-control og flow. En sucker for det lyrisk, som mig, overvældes dog alligevel mest af dybden og skønheden i hans tekster.
Verset her er fysisk umuligt for mig at høre eller læse uden at få gåsehud:

”I seen it all through the eyes of a needle/
depletion of the planet/
brainwash of the people/
niggaz will never learn shit/
we just concerned about who´s fuckin´who/
when time is of significance/
we disregard the most magnificent/
eat of the fruit that is poisonous and lethal/
stuck in the crucks of the spell of the evil/
credits about to roll and hell is the sequel/”

(Fra God Send som var en kort genforening af Organized Konfusion med Prince Poetry, på albummet Internal Affairs)

Intet er retfærdigt i verden, og når der deles talent ud er det langt fra ligeligt. Ikke bare stod Pharoahe forrest i køen til verbale færdigheder, han fik også forlomme ovre i den der gik op til posen med producer-skills. Det beviser han bla. på den allerede klassiske ”Simon Says” der var en af de største hit-singler i 1999. Der bliver stadig råbt ”Get the fuck up!” og gnubbet patter så heftigt at friktionsvarmen slår gennem natklubberne som en hedebølge mens tracket flår dansegulvet op hardcore stilo.
Få kan som Pharoahe balancere troværdigt mellem over og undergrund så ubesværet og så imponerende. Selv når hans hits roterer på flødebollestationer og mainstreamkanaler bevarer de en kerne af undergrunds ruggedness og ægthed. Og til dem som alligevel bitcher over Internal Affairs´ lidt mere aggressive udtryk (i forhold til hvad han lavede i Organized Konfusion) kan jeg kun sige at det er på tide at få jeres pik ud af den flue og indse mandens talent og ret til at udvikle sig.

Jeg følte at det var min journalistiske pligt at foreslå at Pharoahes mikrofon blev fyldt med kloroform for derefter hurtigt at lade den intetanende rapper rappe sig selv til bevidstløshed for så at blive kneblet, bagbundet og opmagasineret i 2 dage og endelig blive sluppet fri på den betingelse at han ville gå på scenen med M.O.P og lave ”No Mercy” live, søndag nat… Men der er åbenbart ingen der lytter til mig!

Jeg har egentlig heller ikke noget at klage over. Jeg var der, jeg fik hvad jeg håbede på, fik hvad jeg kom for. Jeg var der da Pharoahe tog scenen, tog Ridehuset, og tog Århus. Svulmende muskuløs og ansigtet halvt i skygge fra camouflagekasketten, armene strakt frem for sig med usynlige tråde ned til de vajende arme og boppende nakker. Som en puppetmaster, beatmaster, flowmaster, master of the universe. Til den klippehårde intro på Simon Says sprang han i vejret og alle sprang med ham. Gulvet skælvede, og folk skreg, – skreg sig hæse på Fuck You! og jublede med på Agent Orange “We´re ready to rock! – We´re ready to roll!” Indtil 6 timers hiphop var kulmineret til denne fantastiske koncert og blidt sank ned som tyngde i benene og træthed i kroppen og tonerne af The Light ebbede ud med de sidste minutter af dag 1.

Koncertbilleder af Bo Pee

Skrevet af Ann Noyd 28.08.2004 arkiveret under LiveSpot |