29.08.2004
TookIt04: Dag 2 – Ham Den Lange & K-Liir + Sheriff @ Aarhus Took it
Efter gårsdagens regulære brag af koncerter med Last Emperor, J-Live og til slut Pharoah Monch var niveauet for Århus Took it 2004 ellers skruet så højt op at det næsten forekom uvirkeligt. Så store navne, så fede shows, samlet på ét sted. Lørdag aften skulle det gå løs igen. Folket havde efterhånden rystet tømmermændene af sig og forventningerne var store.
Lidt over otte gik de to lokale rappere Ham Den Lange og K-Liir på scenen foran et lille publikum, der dog var samlet foran scenen og bouncede godt med. Deres nyligt udkomne fælles album “Sammen og hver for sig” blev spillet med sange på skift af de to rappere, og DJ FMD var med på pladerne bagved til at krydre det hele perfekt. Showet var fint sammensat og som sædvanlig støttede de to gutter hinanden rigtig godt, så leveringen var energisk. Ridehuset var godt varmet op, og der blev skrålet med på det ultimative fodbold-tilskuer-stemme omkvæd på Ham Den Langes meget omtalte nummer “Fuck hiphop”. Showet sluttede med Ham Den Langes helt politisk korrekte opfordring til folk om at gå ud og drikke sig “ukristeligt stive”. Jessør.
Freestyle Freekshow bumrushede hurtigt scenen bagefter og forsøgte at få mere gang i publikum, der dog udvandrede langsomt, og da Sheriff kom på scenen så det endnu tyndere ud. Med en medbragte guitarist var Porno Per og Machacha sikkert klar til at hælde benzin på bålet, men enhver gnist i stemningen i Ridehuset var slukket. De spillede deres forskellige numre og så glade ud, men det mærkedes alligevel at de ikke stod over for en fyldt festsal. Nummeret “Sygt”, som også var at finde på Århus Took it mixtapet, gav et lille løft i stemningen og det dystre track “Vanvid” var også interessant at stå og høre med den akkompagnerende guitar, der her var mere velplaceret end på resten af numrene. Også U-Manden lagde et smut forbi for at droppe et par linier, men spændende blev det aldrig helt.
Således så aftenen måske ud til at være skudt sløvt igang, men der lurede alligevel store forventninger til Strøm, Static & Nat-Ill, Sphaeren og the man no. 1 Big Daddy Kane. Jo, det blev en heftig aften…
NB! I øjeblikket har vi af tekniske årsager problemer mht. til at få ting online, så billeder fra showet og rapportage af resten af aftenen kommer senere. Stay Tuned, masser af lir på vej. Peace.
Billeder af Bo Pee
Skrevet af Julaw 29.08.2004 arkiveret under LiveSpot |