Allerede da ”Verbale Kannibaler” med Kongen & Knægten som StikOp og Dejen hed i 90’erne udkom, havde jeg en samtale med en ven i stil med: ”Selv deres omkvæd har federe rim end andre rapperes vers.” Det var sandt dengang og det er sandt nu. Med en knastør stemme og ligefrem poesi matcher StikOp de futuristiske rimstrukture SuperDejen strør ud over numrene i diskant tonefald, hvorefter Mugge Vejmand pka Muggz Malibu lægger tonstunge cuts og scratches fra hiphoppens guldalder ovenpå.

Det viste sig ammunitionen på ”Kugleregn” var langtidsholdbar og konstituerede samtidig Sphaeren som sværvægtere når det kommer til at lave hip-hop efter en klassisk skabelon, som StikOp rapper: ”Lader, sigter, ved at Kugleregn forpligter!”. Den forpligtelse fulgte gruppen op på i Juli med ”Ord Jeg Forstår,” det er den udgivelse der er anmeldelsens fokus. Formelt sidder vi med Sphaerens andet album, reelt har gruppen imellem sig langt over en håndfuld udgivelser i bagagen.

De tre ret forskellige kunstnere er afbilledet på coveret foran ord malet på væggene, som sammen danner ”Ord Jeg Forstår”-titlen. Alene det en trio refererer til sig selv i første person er spændende, hvilket Ann Noyd herfra Rapspot.dk også har bemærket. På ”Hånden På Hjertet” opsurmerer de selv tankegangen: ”S til det PH, tre ideer om én måde, at lade det ske på!” Som jeg hører CD’en har ”Ord Jeg Forstår” to hovedpersoner og det er ikke rapperne. Den ene er storbyen og dens direkte påvirkning af rapperne, og den anden er menneskelige relationer, primært venskaber og parforhold. Hvis man lytter efter de temaer fremstår CD’en som et sammenhængende værk. Det i sig selv er imponerende i en tid hvor rappere skizofrent forsøger at ramme så bredt som muligt. Udover lækker bonus rummer albummet 15 sange, og det er faktisk den mest markante udvikling. For der er langt fra tale om 16-takters tomgang om alt og ingenting, der er virkelig tale om helstøbte numre.

Specielt med numrene ”KBH.dk” Part I og Part II blev København en stor del af Sphaerens identitet, det fortsatte på ”Gadespejl” fra DJ Typhoon’s ”Gadeplan”. På ”Ord Jeg Forstår” er det StikOp der fører an i bybeskrivelsen på solonumrene ”Turen Hjem” og ”Byen I Blodet.” Hans fortællinger ligger op ad 70’er-realisternes dystre hverdagshistorier ala: ”Smækker døren og vækker børn, der sover med altandøren åben, en mor råber det var dråben, men jeg’ for fuld nu og går omkuld nu.” StikOp er en avanceret rapper, men fordi hans enderim er utroligt stilrene, bemærker man det knap nok når han får det komplekse til at lyde let. Man bliver ikke nødvendigvis Onkel Danny, bare fordi man har: ”Poterne dybt begravet i Dan Turell’s nattevandrernoter,” og det til trods finder man en befriende oprigthed i historierne om monoton nattedruk, som er mere relevant end de fleste gangstereventyr.

Oprigtigheden har også indtaget en stor plads i SuperDejens univers. På ”Ord Jeg Ikke Forstår” blev jeg dybt overrasket over Mister Diss-dig’s følsomme tanker om parforhold, men på dette album er det kun naturligt at Freddie Krueger-masken er smidt. Dejen der tidligere har skåret sig gennem højttalerne, er mere afmålt og afslappet, og den lyse stemme, der før kunne virke psykopatisk har nu en meget følsom klang.

På titelnummeret ”Ord Jeg Forstår” reflekterer han igen over parforholdsafslutning, men denne gang med sig selv i afslutterens rolle: ”Hvad der før endte lykkeligt endte, jeg kunne bare vente / med et lille håb i mente, men det endte da hun ik’ hørte de råb jeg sendte / og signaler som: ’jeg vil ha’ dig, kom’ / eller ’vi kan klare det sammen’, det var bare det at rammen var brudt / så nu er jeg brudt sammen, altså sammenbrudt, er det alt sammen slut? / En sammenslut-ning af tanker gjorde / jeg ikke kunne mere, og måtte banke i bordet…” Andre numre som ”Mine Venner” hylder naturligt nok venskaberne, og de meget personlige shoutouts bliver universelle fordi man nemt sætter sig ind i budskabets ægthed. Desuden er han ubetinget en af landets mest kreative rimere, der konstruerer sine linier med Wild-Style vildhed: ”Erobrer Europa med Proper, og strofer og strejf med pennen på noter / Og stadig router gennem rimord / med mine ord, enkelte linier…med forsinkelse på enkelte linier.”

Selvom begge rappere viser mere intellekt end folk flest, afholder det dem ikke fra at præsentere klassiske ’giv den gas’ klassiske hip-hop numre. Publikumspleaseren ”Noget For Noget” fungerer fantastisk med korte tagteam vers, der afløses af et hæsblæsende omkvæd, mens gruppen roser den gensidige kærlighed gruppen møder: ”Vi gi’r den op for, dem der tager et stop for, at høre Sphaeren / dem der står op for, hvad de tror på / dem der slår op, i en ordbog – for noget Dejen siger / tjekker linien, studerer den / for dem der køber pladen og dem, der kopierer den.”

Nogle gange lyder det dog som om trangen til, at lyde hardcore overskygger meningen i numrene. På ”Gadekryds” bliver de sindssygt velskrevne tekster vrænget ud med hæse stemmer, man ikke kan identificere med Sphaeren. Og på ”Tror I Selv” feat. Knox virker det malplaceret når StikOp rapper: ”Tror du Dejen overdriver når han rapper om Glocks?” for det tror vi vel egentlig, selvom den hyppige pistoler-som-potensforlænger metafor er underholdende nok.

Musikstilen er det mest varierede hidtil. SuperDejen har igen produceret broderparten af numrene, men der er også numre fra bl.a. Mathæus, Porno Per & T-Pot. Den soulede ”Byen I Blodet” står i kontrast til den bass-tunge funk på ”Fuldtræffer,” som igen er anderledes end det stille piano og følsomme vokalsample på ”Ord Jeg Forstår”. Generelt har beatsne en professionel kvalitet der passer til teksternes emner. Det virker specielt godt at høre Dejens hyperkomplekse rimstruktur over melodiske produktioner, da det åbner ørerne for hvor mange facetter han egentlig lægger i dem. Blandt andet derfor er min yndlingsproduktion ubetinget den guitardrevne baggrund på ”Stadigvæk,” hvor liveguitaren, der minder en del om Red Hot Chili Peppers’ ”Under The Bridge” vugger smukt under versene, hvor en særdeles velrappende Joe True endnu engang gæster. Bluesnummeret ”Hende” virker til gengæld mindre godt, og hele nummeret lyder rodet måske pga. de for lavt miksede vokaler.

Fra DJ Powers radio-DJ introduktion, over de konstante referencer til jamoptrædener virker albummet mere gennemsyret af hip-hop attitude end nogensinde. Den dimension forstærkes selvfølgelig af Muggz Malibu som vi altså tidligere kendte som Vejmand. På ”Noget For Noget” giver han den specielt meget gas, og når cuts og scratches blandes med produktionens koklokker og handclaps er der i den grad dømt old school. Scratchene fra Mobb Deep, Jokeren etc. på introen lyder dels fantastiske og samtidig undstreger indholdet i wordcutsne glimrende pointerne i teksterne, specielt på ”Mine Venner”. Og så gør det jo ikke noget at den lækre bonus jeg tidligere omtalte er et exclusive hidden extra track, nemlig ”KBH.DK Part II” feat. Jokeren produceret af Static ’The Hip-Hop’.

”Ord Jeg Forstår” er en moderne udgave af et klassisk hip-hop album, som er mere fokuseret på samlet indhold end singler. Det gør hverdagshistorierne om kærlighed og København aldrig kan blive Nik & Jay, for det er ikke den baggrund de er skabt med. Og det er længe siden jeg har oplevet et dansk album med så mange spændende sange. Om numrene er fælles eller solo er der en sammenhæng i pladen, der giver den en rød tråd fra start til slut. Ligesom Jokerens sidste album har den en langt mere voksen stemning end tidligere, hvor man kan være eftertænksom uden at lyde gammelklog.
Der er måske ikke noget umiddelbart hit på ”Ord Jeg Forstår,” og jeg synes egentlig også ”Gadespejl” kunne være inkluderet.

Det er ikke alle numre, der er vellykkede, men de har alle sammen noget at sige, og jeg synes det er den vigtigste udvikling på albummet. Det er sjældent at høre så god og sammenhængende kvalitet fra vers til omkvæd til produktioner. De tre medlemmer i Sphaeren er endnu engang blevet til en enhed, der går op i en højere enhed.

4 ud af 5 stole

Læs Ann Noyd’s interview med Sphaeren her:

Del 1, Del 2, Del 3.

Skrevet af ptas 19.09.2004 arkiveret under Anmeldelser |