Onsdagsklubben Mid Week Brakes er kendt for at præsentere Danmarks bredeste spektre af hiphop, r’n’b og breakbeats. Til ”One Day Festival” handlede det om hurtig omstilling når de to hovednavne, jazzede Digable Planets og thugged-out Mobb Deep afløste hinanden. Alt gik dog fint – om end ikke op i en højere enhed.  

Normalt kan man kan den ene onsdag opleve avantgarde triphop og ugen efter er der gangstarap på plakaten, men her skiftede genren igennem aftenen fra kunstner til kunstner. Det vil sige hvis man ikke lynhurtigt skiftede attitude kunne man lynhurtigt være den eneste coolbop jazzcat all alone in these Killer Queens street cousin.

Vanen tro ankommer jeg til direktørtid, eftersom jeg blåøjet, som jeg er, stadig ikke har indset man kan opleve god hiphop før klokken ni. Det betyder jeg eftersigende er gået glip af et fornemt sæt med Turkman Souljah på plader og Nappion på beatbox, samt Long Lost Relatives, der skulle have leveret en noget besynderlig kombination af rap og violin – men jeg var der jo ikke, så jeg ved det ikke!

Derimod finder jeg mig selv lige midt i et flashback til en tid hvor ”9th Wonder” var et monsterhit og ikke en Fruity Loop-producer. Mere end ti år er gået siden Digable Planets brød op efter sit andet album, og nu står gruppen på scenen på Amager. Som efter en hemmelig aftale er det netop den fængende, melodiske ”9th Wonder” der brager ud fra scenen, da jeg efter endt kropsvisitation bliver sluppet ind i Amager Bio.

Musikken fra konstellationen, der på mange måder var en forløber for Fugees, er gået i glemmebogen, men introduktionen af de mange Roy Ayers og Bob James jazz-samples er blevet en del af hiphop historien. Det er altid dejligt at se sine gamle Yo! MTV Raps helte på scenen, og specielt efter rygterne om Ladybug skulle være på crack er det en befrielse at se hende i smuk og god form sammen med sine med-planeter Butterfly og Doodlebug.
Det virker som om der er en god symbiose scenen. Rapperne, der splittede op som uvenner, glider ind og ud af hinandens vers som om de karakteristiske vokaler, der nærmest er definitionen af tilbagelænet cool, bare hører sammen. Og så viser Ladybug ydermere sit register ved at lave smukke sang-broer i et par af numrene. ”Where I’m From” fra den lettere daisy-age inspirede debut ”Reachin’” opsummerer meget godt Digable Planets ståsted:

”Planets got the dubs and live to grass-hop/
Duck out from the fuzz, that sweat the hip-hop/
Risin like we foam, get it from the dome/
I’m from where the fat beats stretch for mad blocks”.

Det er dog specielt materialet fra ”Blowout Comb”, det dystre, eksperimenterende opfølgeralbum, jeg nyder – specielt ”Graffiti” der er et sikkert hit selv uden Jeru The Damaja’s gæsteoptræden.

Symbiosen på scenen har dog svært ved at nå crowden. Selvom der nikkes med nakken flere steder, og enkelte nostalgikere lurer forelsket i hjørnerne, er det som om kontakten ikke rigtig tændes. Butterfly forklarer ellers pædagogisk at hiphop jo er en fantastisk bred kultur, hvor de repræsenterer jazz hiphoppen, men respekterer alle andre aspekter. Det er bare svært at få den gennemsnitlige Mobb Deep fan til at råbe ”peace, love and happiness” i kor. Desuden lider lyden også under alt for tung bas og sindssygt komprimerede trommer, der overskygger både vokalerne og de lækre, støvede horn og klaver samples. Vi får klassikeren ”Rebirth of Slick (Cool Like Dat)” som en passende outro, for selvom det ikke blev til en livslang forelskelse, er det dejligt at kunne drømme sig tilbage til ’92 da man flirtede med Digable Planets og troede på dem, da de sagde:

”We be to rap what key be to lock!”

Efter planeterne er kredset af scenen fyrer Ezi-Cut op for sit how to be a DJ sæt, der vanen tro er klædt på med det bedste crunk og gangsta rap man kan ønske sig herhjemme. Amager Bio er ganske tæt på fyldt, hvilket må siges at være imponerende, da der faktisk er plads til tusind mennesker. Crowden er, som man kunne forvente, en broget forsamling af b-boys, brider og bohemer, hvor man godt kan komme i tvivl om de virkelig deler musiksmag. Som ekstra underholdning leverer danske Elizabeth et r’n’b sæt, hvor den purunge pige i cowboybukser med faretruende lav talje giver den som club-diva. Selvom attituden passer perfekt til imaget og hun bakkes op af en DJ, to korpiger og endda Jiggy J-Son på gæsterap, virker det hele lidt malplaceret og pointeløst.

Elizabeth forlader scenen til lyden af en optagelse af en eller anden højtråbende hoochie-mama, der bræger op om “niggas and bitches”, hvilket står i dyb kontrast til de næste fem minutters dybe stilhed. Der sker faktisk intet som helst. Og den utålmodige crowd, der regner med Mobb Deep er på trapperne, er så småt ved at blive rowdy. Jiggy J-Son må improvisere konferencier, og fortælle der ikke går lang tid før Mobb’en er i huset.

Imens er en DJ begyndt at tape pladespillere og mixer sammen, hvilket da tyder på et eller andet er under opsejling. Det er der heldigvis også. DJ’en, der viser sig at være ingen ringere end Crossfader spørger om vi er klar til Alchemist, hvilket folk bestemt er. Sammen med Twin Gambino fra Infamous Mobb rammer superproduceren scenen til tonerne af sine greatest hits, og her snakker vi alt fra Dilated’s ”Worst Comes To Worst”, Jada’s ”We Gone Make It” til Prodigy’s ”Keep It Thoro”.

Desværre er lyden pivdårlig og bassen, der har været for høj hele aftenen, banker nu lydhuller i højttalerne, hvilket bliver bedre men aldrig godt i løbet af showet. Big Twin med den dybe, hæse stemme giver ellers et friskt pust af ignorance på scenen, og sammen med ”our boy Al” spiller han en tre-fire numre, primært fra Alchemist’s ”1st Infantry” album. De rapper også over en række af Al’s større hits og slutter med duetten ”Different Worlds,” hvor Twin og Alchemist rapper om deres vidt forskellige opvækst. Twin’s gangsterlinier som: ”I turned bitches out” mødes af Alchemist’s blødere: ”I used to love them hoes”. Heldigvis er det en solstråle historie, der ender med et venskab omkring deres fælles passion for hash. Og således er der varmet smukt op for Mobb Deep.

Queens Bridge er uendelig meget oppe i Amager Bio lige nu, og der kommer virkelig gang i publikum da Havoc og Prodigy stormer velkoordineret på scenen til tonerne af deres nye single ”Cobra.” De to rappere, der næppe er mere end tre æbler høje er omgivet af en aura af så meget thug-image man formentlig kan hælde det på flasker. De bevæger sig scenevant mellem monitorerne, mens omkvædet blæser ud til publikum: ”Just when you thought it was over / The Mobb came back to put the beat in a cobra!” (ikke wrestling fans: læs hvad en ‘cobra’ er).

Efter et par numre bliver rollefordelingen i duoen mere åbenlys. Havoc sørger for at rappe mest og opretholde publikumskontakten, mens Prodigy iført guld, doorag og designersolbriller poserer på scenen. Oftest uden at rappe og med mikrofonen i hoftehøjde. Det kunne synes provokerende, men når det nu er Prodigy, en af de mest arrogante stemmer i hiphop, forstærker det faktisk bare hans scenetække. Og specielt da han nu har de her trippelt-dubbede vers, der dybest set er en række af sammenkædede dødstrusler, ville det næsten bryde illusionen hvis han skulle være en crazy partyrapper.

Det hele kammer dog lidt over når vi bliver budt på ”Temperature’s Rising” og ”Survival Of The Fittest,” fra ”The Infamous”-albummet og gruppen ikke gider rappe hen over den oprindelige vokal. Bedre går det med ”GOD pt. III” fra ”Hell On Earth” og ”Burn” fra ”Infamy,” hvor specielt Havoc går op i at levere versene. Det er stadig en kæmpe irritationskilde man ikke kan høre temaerne i sangene, men kun trommen og bassen, for halvdelen af ”GOD”, og Havoc’s producer-særpræg i det hele taget er sgu de gode strygersamples (den anden halvdel er så de fabelagtige halvfemser-trommer, der var perfekte på “Hell On Earth”).

Heldigvis er publikum virkelig meget på, og scenen bliver ekstralevende da Twin Gambino og en overentusiastisk Alchemist vender tilbage. Apropos Alchemist er et af aftenens højdepunkter i øvrigt ”Keep It Thoro,” hvor Prodigy’s ignorance når nye højder: (tænk guldkorn som: ”I throw a TV at your ass!…crazy!”). Crossfader, der DJ’er under hele showet, får også mulighed for at vise sine turntable-skills, med et forbavsende unthugged sæt, bestående af masser af scratch bag ryggen, fading med næsen og andet gøgl over Doug E. Fresh’s ”The Show.” Bagefter sender han shoutout til Typhoon, Noize og Static, hvilket jo kun knytter båndene fra Amager til Queens endnu tættere.

Forventeligt er ”Shook Ones Part II” et kæmpe højdepunkt, hvor folk virkelig smelter sammen med scenen, og alle rapper med på de uddødelige ”We be the infamous you heard of us, official Queens Bridge murderers”-linier. Dvs. alle er nok så meget sagt. Forfatteren til verset, Prodigy, rapper nemlig slet ikke, men spankulerer i stedet rundt på scenen i al sin gangster-glorie. Det synes dog ikke at irritere nogen, og da Queens Bridge duoen beder folk om at smække lighterne i vejret, er der masser af god stemning og stadion-feel. Mobb Deep virker tilfredse med vores præstation som crowd og spiller endda ”Cobra” en gang til, mens Alchemist og Big Twin demonstrerer deres egen version af en cobra clutch.

Med et show på cirka en time har vi fået rigtig god valuta for den ret pebrede entrepris. Der var næppe mange der havde forventet Mobb Deep var de store sceneentertainere, men jeg synes de lavede et professionelt og nærværende show, der selvom det sikkert var gennemøvet virkede autentisk. Det var naturligvis også en stor oplevelse at se Digable Planets, men det var svært at sluge de to shows på samme aften.

Begge koncerter var kendetegnet ved at man nok skulle være fan for virkelig at nyde dem og bære over med deres svagheder. For ingen af rapperne er umiddelbart überekvilibristiske, måske bortset fra Ladybug. Jeg havde gerne set shows’ne adskilt, og i det hele taget virkede aftenen ikke særlig sammenhængende. En konferencier samt en gennemgående DJ kunne have gjort underværker på den konto. Og så passer det på en mærkelig måde ikke så godt sammen, at man det ene øjeblik bliver bedt om at spille lufttrompet til ”Cool Like Dat” og det næste skal agere superthug til Mobb Deep. Det er det der menes med manglende højere enhed.

Det sagt var det fedt at se to grupper, der har lavet så klassiske udgivelser stå på scenen, og de højdepunkter der var til koncerten var virkelig store. Mid Week Brakes har udviklet sig til en institution med sin helt egen musikprofil i det københavnske natteliv, og med lidt bedre koordinering håber jeg virkelig de trækker mere ud fra samme skuffe i fremtiden!

3 ud af 5

Se Ann Noyd’s billeder fra koncerten som Linselus!

Skrevet af ptas 10.02.2005 arkiveret under LiveSpot |