Pharcyde har alt, hvad man (læs: anmelderen) kan forlange af et hiphop-act: Originalitet, phantastiske produktioner, et flippet, utraditionelt tekstunivers, tonsvis af stil, og en særegen humor, der sjældent ses i amerikansk hiphop. Men holder de live? 

 Selvom Pharcyde har spillet i DK gentagne gange, er det altid lykkedes denne anmelder på en eller anden måde at misse dem, til trods for at de figurerer tårnhøjt oppe på listen over all-time yndlingsgrupper. Denne gang spiller de på RUST, og de skal bare ikke have lov til at “pass me by” en gang til! Bevæbnet med fotograf, notesblok, et par Pharcyde maxi’er og en enkelt LP ankommer jeg, spændt og lidt ængstelig.

Efter en noget langtrukken og lidt-for-irriterende-avantgarde-agtig opvarmning featuring den hårfagre, og glimtvis morsomme særling Reggie Watts, entrerer Pharcyde scenen med shout-outs til samtlige stjernetegn i dyrekredsen. Aftenens opsætning består af trommer, keys, DJ samt Bootie Brown og Imani på mikrofonerne. Åh ja, og så har skæbnen plantet milliard mennesker mellem mig og scenen. Jeg ærgrer mig over, at jeg har glemt mine stylter derhjemme, og stiller mig på tåspidserne for bedre at kunne se. Altid ærgerligt at være under 2,10 i sådanne situationer med dårligt udsyn, som RUST har patent på. Heldigvis viser lyden sig at være nogenlunde, men at anmelde en koncert uden at kunne se den kan sammenlignes med at spille blindskak, og ve mig, som dårligt nok kan spille skak til husbehov!

Det første nummer er den ultimative fornærmelse til alle og i særdeleshed alles mødre; ”Ya Mama”, som fremføres mesterligt. De høje forventninger lægger man ellers gerne lidt til side, når der er tale om en halveret gruppe. Årene er ikke gledet sporløst hen over Bootie Brown og Imani, som ser en lille smule slidte ud. Alligevel hopper de energisk rundt på RUSTs finske badstue af en scene, så sveden gennembløder dem. Som det ofte er tilfældet med udenlandske optrædende, kan man konkludere at mange danske acts kunne tage ved lære af at se, hvordan Pharcyde holder en god publikumskontakt og har lagt ego’erne i garderoben.

Man bemærker straks, at de resterende Pharcyde-medlemmer rapper virkelig godt. Det lyder måske lidt banalt, men det er ikke desto mindre sandt. Uden Slim Kid Tre bliver de karakteristiske Pharcyde-harmonier dog grundigt amputeret, for det er bare ikke the real thing, når de kommer ud via play-back. Egentlig er det nu også ganske interessant at det supermelodiøse aspekt i deres musik på denne måde nedtones live, for det gør om ikke andet at man får en helt anden musikalsk oplevelse, end hvis man lå med dynen trukket op over næsen derhjemme, og bare havde smækket sit Pharcyde album på.

De slæbende beats, som kendetegner Pharcyde og start-midthalvfemsernes fængende produktioner får et klædeligt ekstra kick af livetrommerne. I disse overmættede live-hiphop tider er det befriende at live-instrumenterne tilfører noget positivt, i stedet for at drukne og funkificere den hiphop-lyd, som vi elsker; ufortyndet!

Numre fra Bizarre Ride II the Pharcyde, som vel nok også er det mest populære Pharcyde album, dominerer aftenens set-liste. Publikum har blandt andet fornøjelsen af en udvidet udgave af “Oh Shit”, komplet med call-and-response rutine, “Pack the Pipe”, “Officer”, “Passin Me By”, som efter min mening er en af de smukkeste lovesongs, hiphoppen har kunnet præstere med udødelige linjer, der rummer selve essensen af ugengældt kærlighed:
”I think I need a prayer to get in her boots and it looks rather dry, I guess a twinkle in her eye is just a twinkle in her eye”
Denne gang er teksten dog ændret en smule, med nye vittige indslag: ”Damn, I wish I wasn’t such a PIMP” (i modsætning til det originale, lidt mindre playalistiske ”WIMP”). Sjovt? Døm selv;-)

Hen mod settets alslutning dedikerer Imani et nummer til Fatlip, som naturligvis er MIA i aften, da han ikke længere er medlem af Pharcyde. “Runnin” er lagt ind som et af de afsluttende numre, men her kommer lyden til kort, og det fantastiske omkvæd kommer aldrig helt til sin ret.

Jeg vender hjem med autografer på Pharcyde-pladerne, en god koncertoplevelse rigere og klar på at troppe op, hvis Pharcyde skulle finde på at lægge vejen forbi DK en anden gang.

Skrevet af Mismarie 16.02.2005 arkiveret under LiveSpot |