I den perfekte verden ville RapSpot anmelde alt hvad der kom af hiphop-relaterede udgivelser i løbet af et år. Men som bekendt er verden langt fra at være perfekt. Derfor følger her nyskabelsen RapSpot Roundoff – en hurtig, men subjektiv, kastning af ord efter udgivelser, som vi aldrig fik givet en rigtig anmeldelse.

I denne første udgave følger PapiChulos smagsdom over 30 stykker fra andet halvår af 2004. For (skribentens) nemheds skyld opereres med to overordnede kategorier: en thumbs-up (der svarer til territoriet mellem 3,5 og 6 spots) og en thumbs-down (alt fra 3 spots og ned) – kort sagt for: Er skiven værd at kaste sine surt tjente sparepenge efter, eller ej. Rækkefølgen giver også et praj om, i hvor høj grad der anbefales (eller frarådes). Med på listen er kun udgivelser i dansk distribution.
De La Soul: The Grind Date
Netop som DeLa virkede klar til at indløse efterløns-beviset, kom bedste album siden ’Buhloone Mindstate’. Det siger jo ikke så lidt – og vi taler derfor nødvendigvis top-5 skive i 2k4 her! Moden emcee’ing, brilliante features og beats fra hele den alternative A-liste: Madlib, J-Dilla, 9th Wonder, Supa Dave West… og så Seattles Jake One, der trods konkurrencen tryller pladens to vildeste spor frem, og er Papis hot prospect of the year efter sin indsats her og for Gift of Gab.

DJ Cars10, Scratchmagic, Steen Rock & DJ Kruzh’Em: 4 Ways of Rockin’
Med denne 4-i-1 treat leverede DJ Carsten igen årets mixtape. Hans egen del er undefeated business as usual, denne gang med bragende feats af kongerigets bedste kvindelige mikrofon-kontrollører: mismarie og Little T (åh, ville de da bare begynde at brække det ned på dansk…).
Men det er alligevel Scratchmagic og Steen Rock, der er ved at løbe med det hele med hver deres eklektiske blandingsmisbrug – helt oppe på højde med DJ Shadow & Cut Chemists legendariske projekter ’Brainfreeze’ og ’Product Placement’. Magics Public Enemy/Elvis/Toni Esposito/The D.O.C.-moment og S.Rocks Freda Payne/JVC Force-mix står stadig som absolutte opturs-musikalske højdepunkter i Papis 2k4.

The Roots: The Tipping Point
Hvis man ellers har accepteret, at Røddernes lyd aldrig vender tilbage til rødderne, er der fuld tilfredshed med varen. Leveret i lige linie af ’Phrenology’, er guitar-fascinationen og rock-omkvædene intakte og suppleret med slutfirser- og elektro-ficerede rytmespor. Black Thought er helt forrygende – hans imitationer af Big Daddy Kane og Kool G. Rap nærmest skræmmende, på den der ‘Terminator 2’-agtige måde. Ekstra point for branchens bedste liner-notes og for at holde sig under en times spilletid. Men for oldschool-fans vil der altså bare altid være et eller andet grundlæggende forkert ved samplede loops på en Roots-plade.

Oh No: The Disrupt
Det er ikke godt at vide, hvad de puttede i maden i Madlibs barndomshjem. Men faktum er, at også hans lillebror er begavet med et betragteligt talent for at smede støvede loops sammen til nakke-nikkende lækkerness. På sin debut lever Oh No’s egne beats snildt op til dem han har fået af storebroren og hans legekammerat J-dilla – og på mic’en outshiner han klart dem begge.

Danske Videoer Dér DVD
Musikvideo-antologien har fået smæk for uluksuriøse rammer og de videoer, der ikke er med. Men som med alle gode discount-varer, er kernen i produktet 100% i orden. For selve samlingen af de 49 danske rap-videoer er hyper-nostalgisk og stærkt underholdende historieundervisning.

Nobody Beats The Beats: Drops from Above
I tredje omgang af N.B.T.B.-på-plade er der skruet ned for de instrumentale og genre-zappende udflugter til fordel for en mere gennemgående og stringent hiphop-organisk lyd a la N.B.T.B.-på-livescenen. Resultatet er nødvendigvis mere enslydende og ikke oppe på det tårnhøje ‘Second Coming’-niveau – men stadig en anbefalelsesværdig skive, hvor især Nick Nacks knap-skruerier skinner som guld. Og Guru, Black Thought, Erick Sermon, Brand Nubian og Little Brother over danske beats? Yup, en starstrucked Papi graver det!

213: The Hard Way
Før Snoop Dogg, Warren G og Nate Dogg var nogen som helst, var de sammen i 213. Og så skulle man da tro, at gendannelsen af stjernernes gamle gruppe ville skabe noget rabalder. I stedet blev det noget af årets mest oversete – og det var da ærgerligt, for her er super-solid og ukompliceret g-funk i lange baner.

Talib Kweli: The Beautiful Struggle
A daddy’s gotta do, what a daddy’s gotta do. Og selv når manden tydeligvis er going for the dough, er Talib-hop stadig reflekterende og lyricististic som meget få – og derfor altid en anbefaling værd. Men sammenlignet med mandens egne meritter, er det svært ikke at føle skuffelsen komme snigende. Og ved du på forhånd, at du ikke graver allestedsnærværende melankolske r&b-omkvæd, så er det værd at overveje at investere i de to beautifulle mixtapes i stedet.

Mr. Complex: Twisted Mister
Solid undergrunds-ish fra solid og altid citatværdig undergrundshelt. Lige dele realness og småsjofle historier over organiske beats – der selvom de ikke for alvor brænder igennem, heller aldrig brænder sammen.

Grand Theft Auto: San Andreas OST
Har du styr på dine funk-klassikere og din hiphop-historie, så spring bare over. Hvis ikke, så får du musik på denne dobbelt-disc, du aldrig igen vil fortryde, du lærte at kende. Og nå ja, lidt solid råberock oven i hatten + muligheden for en god griner over swing-beat på sit højeste.

OFX: Roots
Både som duo og som del af Saijan Supa Crew har disse franskmænd efterhånden fyret op under det danske live-publikum en del gange. Studie-udgaven fyrer også op. Og mon ikke nydelsen øges, hvis man har et français udover Papi’s: “Croque Monsieur, s’il vous plait”.

Ludacris: The Red Light District
Gavflaben klemmer sig lige med op over stregen denne gang – men er Papi den eneste, der har våde drømme om, hvordan et Luda-album kunne blive, hvis han ikke havde så travlt med at sætte verdensrekord i features? Og måske endda brugte mere end den tid det tager at kaste et bæger kylling ned, på at vælge beats?

Goodie Mob: One Monkey Don’t Stop No Show
Kan de klare sig uden aben (aka Cee-Lo)? Tjo, det går faktisk rimeligt. Bestemt ikke godtebandens bedste, men der bydes stadig på fine mængder dobbelttempo-rap og tilbagelænet down-south funk, der fint bedriver ventetiden på nyt fra OutKast.

Young Gunz: Tough Luv
Roc-A-Fellas fremtid er nok så meget sagt. Men med god hjælp fra Chad Hamilton (og hans sample-snabel dybt nede i de arkiverede soul/blues-vokaler) kommer de unge pistoler op med en ganske pæn bunke effektive (men meget lidt originale) tracks. Uheldigvis er den anden halvdel af albummet beyond filler og nærmere straight garbage…

Erick Sermon: Chilltown, New York
Det er egentlig ikke en dårlig skive. E-double er bare den beatsmed i branchen der trænger mest til at få rystet posen. Vi har hørt alle de måder den grøn-øjede bandit kan flippe sin patenterede formel på. Find på noget nyt, eller vi keder os ihjel.

Mos Def: The New Danger
Det var ikke nok at være en fantastisk rapper og en glimrende filmskuespiller. Mos vil også være støjtrådsblues-sanger – for den sorte mand opfandt jo også rocken. Fint nok – hvis det ikke liiiige var fordi, det lyder af lort. Efter et halvt årtis venten, er det så stor en skuffelse, at Papi bliver døv over for de guldkorn, der gemmer sig inde imellem selvrealiseringen.

Snoop Dogg: R&G (Rhythm & Gangsta) – The Masterpiece
Det var vel den nemme løsning, at hive Neptunes ind igen. Men bortset fra den tungeklikkende single-sællert, er de ved at være noget rustne i det. Så næppe noget ”masterpiece”, men faktisk et klart skridt tilbage fra ’Paid Tha Cost…’ – kast hellere pengene efter 213!

Jadakiss: Kiss of Death
Det er svært at skulle dække hele spektret fra street-son til mainstream-don. Facit er en flok godkendte tracks, courtesy of Scott Storch, Havoc, Kanye og (gud bedre, at jeg skulle tage de ord i min mund) Swizz Beatz. Men det gør jo ikke dødskysset til et anbefalelsesværdigt album. Og hvem skaffer Neptunes en dåse TX-40?

Majid: Life Knowledge Poetry
Papi ville rigtig gerne kunne lide den her – men han falder i søvn, hver gang han prøver. En danskers ellers vedkommende betragtninger fungerer bare ikke på stift og distancerende engelsk. Slet ikke, når det på to ud af tre numre sker over anonyme radio-beats. Men Tues Track er lir!

The Beatnuts: Milk Me
Psycho Les og Juju kører videre i den samme middelmådige rille, som de har siddet fast i de sidste to-tre albums. Den linde strøm af party-joints og freaky-tales over hardcore latino-funk vil næppe skuffe die-hard fans. Men Papi savner nogle bangers af fordums karat.

DJ Nu-Mark & Pomo: Blend Crafters
John Lennons ’Imagine’ i en instrumental-hiphop version? Nej, vel! Selvom d’herrer får rettet op på miseren, er det generelt med beats, der er mere sjove end slammin’ – og som ofte obstruerer konceptet ved at sukke efter et lillebitte rap-vers eller to.

LL Cool J: The DEFinition
Uncle L vil stadig helst være filmstjerne. Men derfor kan man da godt fise i studiet en enkelt weekend, med en flok aflagte Timbaland-beats under armen. Måske kunne der komme en enkelt fesen club-banger ud af det – og resten tager vi da bare på den played-out lovers-rap rutine.

Terror Squad: True Story
Terri-error Sqizuad er nærmest blevet reduceret til en duo bestående af Fat Joe og Remy Martin. Men med en af årets absolutte club-slaskere og et Lord Finesse-beat med genganger-features af giganterne L og Pun, lyder det da lovende, ik? Så er det bare surt, at resten er rendyrket filler.

Cam’ron: Purple Haze
Kanye redder som sædvanlig stumperne, men ellers en mystisk skive, hvis berettigelse fortaber sig i tågerne. Papi gætter på, at Cam skulle bruge nogen dollars og samtidig så muligheden for at få afgjort et væddemål med hjemmedrengene: Hvad er mest gay – en fotosession i lilla pels eller et rap-cover af Cindy Lauper?

Guerilla Black: Guerilla City
Jup, han lyder fuldstændig som Biggie. Nope, det er ikke sjovt mere end én gennemlytning. Kunne han finde en pakistaner i bandana, der kunne råbe bare lidt ligesom 2pac, kunne de blive et hella tight jamband, though…

Jin: The Rest is History
Et velment råd: Skulle du gå hen og blive en freestyle-sensation i New York, så sig tak, men nej tak, hvis Ruff Ryders vil forsyne dig med beats til en langspiller. Og brug ikke hvert andet nummer på at understrege, at du ikke bruger din race som en gimmick – hvis det er præcis, hvad du gør på den anden halvdel…

The Isley Brothers: Taken to the Next Phase
Will.I.Am, ?uestlove, De La Soul og Mos Def er blandt hovederne, der har hjulpet Kongerne af sovekammer-funk med at rekonstruere deres gamle hits. Det havde de så ikke behøvet. Køb en Greatest i stedet…

8 Ball & MJG: Living Legends
Bad Boy South? Skulle du være i tvivl, så lad mig bare afsløre, at podningen af crunk og P.Diddy ikke var årets idé.

Pitch Black: Pitch Black Law
DJ Premier har brudt alle sine højtidelige skillz-krav, til de rappere han lacer, og solgt Pitch Black to beats, der selvom de er hentet fra overskudslagerets bagerste hylder, i dén grad stikker ud – både i kvalitet og lyd. Eneste lyspunkt udover Primo er, at en anden producer på affaldsproduktet har valgt det fantastiske a.k.a: Amar Pep.

Young Buck: Straight Outta Cashville
Når unge Young skal ind og bure den for sit knivstikkeri, kommer vi til at savne linier som: ”I’m bustin’ any brain, they say that I’m insane/ But I came in this game with cocaine in my veins/ (…) Feel my pain, but don’t feel sorry for me/ Cuz there some kids in Somalia with nothin’ to eat/ motherfucker!”.

Skrevet af Papi 24.02.2005 arkiveret under Anmeldelser |