Det er næsten 16 år siden, jeg sidst så ham på en scene. Det var dengang, han som en selvfølge blev nævnt side om side med Rakim og Chuck D som Verdens Bedste Rapper. Verden er i mellemtiden blevet en anden. Hiphoppen en fuldstændig anden. Og oppe på Rusts scene i hvidt track-suit og cornrow-fletninger står øjensynligt også en helt anden Big Daddy Kane – sexsymbolet der gav den gas med Naomi og Madonna i sidstnævntes softporn-bog er ihvertfald svær at genkende. Men stemmen, oh boy!, stemmen… Og flowet, mayn!, flowet…

Den er god nok – det kan kun være King Asiatic Nobody’s Equal, og rygterne fra Århus Took It taler sandt: Han er så skarp som nogensinde.
Fra første færd er intensiteten tårnhøj, og man må knibe sig i armen for at fatte, at en halvgammel fætter kan være så t-i-g-h-t. For leveringen er ikke bare intakt mesterklasse. Som gæret væske på egefad er den afrundet, modnet – om muligt blevet endnu bedre.
Den ene klassiker tager den anden i en indledende hitparade, der er som en våd drøm for enhver guldalder-nostalgiker. For lyden er perfekt, og hver en detalje i både landvindende beats og skelsættende blærerøvsrim står lysende klart.

Det er i pauserne, at the Big Daddy for alvor tager fuglen på mig. Fra storhedstiden husker jeg ham som en karismatisk, men meget sky superstjerne. Men genert kan man bestemt ikke kalde denne bedagede, men alt andet end pensionsmodne version af Kane.
Han charmerer sig fra første ord ind på os, og den korte afstand til publikum inspirerer hans indre stand-up’er til løbende at cracke jokes om og med publikum.
En knægt i forreste række fejrer sin 13-års fødselsdag til koncert med sin storebror, så Kane hiver ham op på scenen til et birthday-shout – og konkluderer efter at have talt 13 år tilbage: ”You don’t know, who the hell I am, do you?”.

Som en rutineret komiker fortsætter han med at ping-ponge med crowden koncerten igennem. En uortodoks intim hiphop-oplevelse – sjovt, hjertevarmt og alt andet end selvhøjtideligt. Kanes afslappede og generøse attitude står i skarp kontrast til, hvor legendarisk han egentlig er. Men han nøjes med at lade sine fabelske prale-tekster stå for det selvhævdende, og har for eksempel ingen problemer med for en stund at overlade mic’en til en entusiastisk repræsentant for Nuuk Posse, der (gætter jeg) gav en freestyle på sit arktiske modersmål.
Hell, selv call-response rutinerne er renset for ego og går i stedet samme nostalgiske ærinde som materialet med golden oldies som: ”Yo baby, yo baby, yo!”, ”Ohla, ohla, oooohla” og ”I loooove myself”.

Det var mange fortjent skamrosende ord. Og det er så her, du begynder at undre dig over, om der mon så ikke mangler et spot eller to i den opsummerende karaktergivning.
Men når Kane ikke får pladen så godt som fuld, skyldes det den ret korte og lidt skidt prioriterede setliste – intensiteten dalede midtvejs, med for mange tilnærmelsesvis ligegyldige numre og lidt for lange alternative indslag.
Showet var ikke længere, end at den store viser kun lige knapt kunne nå at tage en runde. Med de mange (bestemt hyggelige) pauser var den effektive spilletid faktisk ret kort. Og den valgte Kane næsten udelukkende at fokusere på materiale fra hans to første albums.

Jeg ville være et utaknemmeligt skarn, hvis jeg brokkede mig over gengivelsen af de ældste klassikere – så jeg brokker mig også kun over alle dem fra de efterfølgende år, der manglede. Det er en eklatant undervurdering af eget materiale, at fokusere så entydigt på 80’er-pladerne.
Faktisk gav han kun tre numre udgivet efter 1989 – acceptabelt ’Hard Being the Kane’, meget velvalgt ’Nuff Respect’ fra Juice-soundtracket og meget mærkværdigt ’Macula’s Theory’ (der stammer fra en af Prince Pauls temaplader – hvorfor ikke bare tage ’Pimpin Ain’t Easy’, som nummeret interpolerer, i stedet?).

Jeg var oprigtigt overrasket, da Store Far Stok pludselig forlod scenen til tonerne af ‘Big Daddy’s Theme’ (uden at vende tilbage for et encore) – for jeg havde slet ikke fattet, at ’Wrath of Kane’ og ’Warm it Up Kane’ åbenbart skulle være koncertens klimaks. To fine numre, der dog ville have svært ved at komme på min egen personlige BDK-top15.
Alle har selvfølgelig sine egne favoritter, men jeg mener virkelig, at var det udelukket at showet kunne strække sig ud over den lille time, så kunne meget af setlisten have været undværet til fordel for det pureste guld som ‘Another Victory’, ‘Ain’t No Stoppin’ Us Now’, ’Taste of Chocolate’, ’Dance With the Devil’, ’Mr. Pitiful’, ‘Brother Brother’, ’Come On Down’, ’Get Bizzy’, ‘How U Get a Record Deal’, ‘Stop Shammin’ eller ‘The Man The Icon’. Og slet ikke at forglemme, de fantastiske gæstevers fra Public Enemys ‘Burn Hollywood Burn’ eller Kool G Rap & DJ Polos ‘Erase Racism’.
Derfor må Big Daddy Kane nøjes med 4,5 nedrundede spots. Men du skulle stadig have været der!

Trackliste:
Nuff Respect
R.A.W.
Set it Off
Young, Gifted and Black
Smooth Operator
Macula’s Theory
(A Moment of Noise… – en laaang dedikation til afdøde legende-emcees)
Hard Being the Kane
I Get the Job Done
Rap Summary (Lean on Me)
The Symphony
(Open mic og freestyle)
(Do You Remember When… – Hit med Sangen a la Big Daddy)
Ain’t No Half Steppin’
Wrath of Kane
Warm it Up Kane
Big Daddy’s Theme

Skrevet af Papi 23.03.2005 arkiveret under LiveSpot |