21.04.2005
De 8 Bedste Part 2
Hvis man vil tælle milepæle i dansk rap historie kommer man ikke uden om den legendariske freestyle battle De 8 Bedste som kort og godt var Fight Night før der var noget der hed Fight Night.
Dengang var året 1999 og finalen stod mellem UFO og Per V. Her, seks år efter, huskes den nervepirrende kamp stadig og nu er det omsider blevet tid til efterfølgeren.
RapSpot har eksklusivt fået lov til at offentliggøre listen over deltagere samt dommere og den ser ud som følger:
Deltagere:
MikL
Pede B
Ham Den Lange
PTA
Kim Jensen
Jøden
Den opmærksomme læser vil have opdaget at der mangler 2 navne, og det er såmænd fordi I skal stemme dem ind, her på RapSpot, blandt 5 mulige rappere som alle vil blive profileret med et interview her på hjemmesiden. Stay tuned.
Både UFO og Per V vender tilbage i anledning af begivenheden, som henholdsvis dommer og optrædende, så det historiske vingesus skal nok gå gennem Loppen denne unge juni aften.
Konferenciers bliver: Dee Pee og Patrick Chan
Chill-Dj bliver DJ Whut! Og til battles bliver det DJ Jett der sliber knive.
Aftenens underholdning leveres af Per Vers, Sheriff, Kontras og Looney Teknix der sammen skal sørge for at fyre op under publikum.
Får man det for varmt kan man altid stille sig over til dommerpanelet hvor temperaturen vil falde ned under frysepunktet for at holde hovederne kolde nok. Det kræver sit at binde an med en opgave som dommer til et blodbad og man skal tåle at blive ramt af spyt, spydighed og svineri. De 7 suicidale samuraier er:
Dommere:
Joe True
Strøm
Frei
Hennesey (Rent Mel)
Emilo Go Stilo (Suicide Bongheads)
UFO
Rune Bøje
Hvis du ikke dukker op til denne hardcore hiphop-nedslagtning er det højst sandsynligt fordi du
a) skal lakere tånegle
b) skal hækle grydelapper til din mormor
c) skal sms’e til live ungdoms tv.
I alle tre tilfælde er det nok ikke det store tab for os andre som i stedet vil befinde os på Loppen, fredag den 3. juni fra kl. 21.00 UDEN at bitche over at det koster 140 kr. + gebyr på Billetnet og 150 kr. i døren, hvis der altså ikke er udsolgt. Det løber kun lige nøjagtigt rundt for arrangørerne, men så er der også blod, sved og rap af den hårde slags.
Skrevet af Ann Noyd 21.04.2005 arkiveret under Nyhedsarkiv |