06.05.2005

Aesop Rock – Fast Cars, Danger, Fire and Knives (EP)

fast_cars.jpgBlandt de afgørende fornyelser hiphop-musikken har oplevet i løbet af det seneste tiår har været den udforskning af raplyrikkens poetiske potentiale, et stigende antal MCer på forkant med den generelle udvikling indenfor musikken har indvarslet.

Hvor rappen traditionelt om noget er et direkte udtryk – den indre bys udgrænsedes vedholdende stemme, talende fra leveren – har formens gennemgribende prægning af Planet Rocks ungdomskultur efterhånden medført mutationer i anderledes ambivalente og kryptiske, men også åbenlyst frodige retninger, ofte effektueret af MCs med anden geografisk baggrund end stenbroen.
Blandt disse står Long Island-fødte Aesop Rock som et unikum. Allerede på sine tidlige, hånddistribuerede hjemmebrændere fra sidst i 90erne, Music for Earthworms og Appleseed, markerede han sig i noget der allerede lignede færdigpakket form som et helt enestående lyrisk talent, der tilmed havde flow. Hans tre officielle albums Float (2000), Labor Days (2001), Bazooka Tooth (2003) og EPen Daylight (2002) har siden cementeret ham som en af hiphop-musikkens mest originale stemmer i dag og sikret ham en plads blandt dens største lyrikere nogensinde.

Det er særligt sidstnævnte indsats, der sættes et monument over med hans nye EP Fast Cars, Danger, Fire and Knives, som udover 7 nye tracks indeholder en lille bog, der samler alle teksterne fra hans officielle udgivelser fra og med Float (med det hudløst bekendende, navnløse bonustrack fra Daylight som eneste, forståelige men også ærgerlige, udeladelse), således at den interesserede sort på hvidt kan få et mere direkte indblik et tekstrepertoire, der i ophavsmandens mund har den betingede svaghed, at det kan være særdeles svært at følge, hvilket stensikkert har været med til at lukke hans rige lyriske univers for mange lyttere.

Der er tale om en sammenhængende og sjældent kompleks vision, sammenholdt af mytologiske såvel som vulgære ledemotiver, der forlener en elektrisk støjende storbyånd med eklektisk sårbar, ofte eksistentiel refleksion. Det handler på ét basalt niveau, som han selv har understreget, om at finde den fresheste måde at sige ”fuck you!” på – ”Skipper’s out of happy pills again, he’s in his neighbor’s garbage, he’s making paper dolls decorated with targets/ He’s labeling the dolls with the names of shitty rap artists, then tearing out the still beating hearts from the loose-leaf carcass” (“NY Electric” fra Bazooka Tooth). Men på et andet ligeså grundlæggende plan er hans tekster en fortsat udforskning af tilværelsens grundvilkår, med troen som genkommende tema. Hans selviscenesættelse har alle dage været det tvivlende og rådvilde grænsetilfælde, beskrevet som alt fra en ”Cursed version of a certain Virgin Mary womb occupant” (”Oxygen” fra Float) til en ”Tempest-tossed breed with a bleeding conscience” (”Daylight” fra Labor Days). I sine mørkeste stunder vandrer han som ”…God’s practical joke on Man, practically broke, and if they raise my rent again, I’m gonna spend the nights practically soaked” og forsikrer “That stairway to Heaven’s merely a legend so the peasants dream well” (”Oxygen” igen), men hans pessimisme tempereres stadigt af en proaktiv tilskyndelse til at gribe øjeblikket, håbløsheden til trods, og gør ham til en”Prodigal son with a prodigal wish to sew that prodigal stitch and crucify bigot voodoo doll on two popsicle sticks/ See, your name is ambiguity, mine is something hands can’t hold, but hearts part oceanscapes just to watch the starlet unfold/ It’s like sketching a circle in the sand with a pointed stick, knowing the wind will kill it someday, still it calms my burning wits/ For now…” (“Battery” fra Labor Days).

De nye tracks på Fast Cars, Danger, Fire and Knives er fuldt ud på linie med det, der er gået før, og ligger i helt naturlig, om ikke særlig fornyende forlængelse af Bazooka Tooth. Ligesom på dét album er produktionerne primært varetaget selvsikkert af Aes Rizzle selv, med tre kongenialt lydende numre lagt af den faste samarbejdspartner Blockhead og et af den relativt nysignede Def Jukie Rob Sonic, og pladen præges derfor af de samme rå, El-P-inspirerede skarpe kanter og industrielle dissonans som forgængeren.

Titelnummeret rappes i hans velkendt hakkende, aggressive battlestil med mindre, men elegante variationer i flow og timing her og der, over et relativt basic, men bouncy Blockheadbeat tilsat slagbas, hyletoner og insisterende scratch ved DJ Big Wiz. Hverken dette beat eller det, der følger, ”Number Nine” – en synkoperet, synthpeppet elektroflavorkonstruktion – er særligt imponerende, Blockheads fantastiske track record – ikke mindst på Labor Days og hans solodebut Music by Cavelight (2004) – taget i betragtning, men de skaber den nødvendige platform for MCens altid overbevisende stylings. På disse tracks er der endnu engang dømt fly frihedserklæringer og fresh ‘fuck you’-rutiner: ”This is where the hunch back snake oil peddlers stuck under the burgundy sky of spaghetti westerns tend to bubble up/ Weathermen huddle up, today the son of too many ’yes sirs’ kings his checkers watch the double jump [break: rytmisk lyd af dambrikker på bræt]/ Back with a platter of hot leeches that’ll drink up every bloody drop down to the last diseases/ It’s A-E-S-O-P-R-O-C-K, the peak twister, defender of the son of Vaughn Bode’s Cheech Wizard.”

“Zodiacupuncture” hæver indsatsen med et hype, elguitar-laced eminent dansabelt, men også hårdtslående beat ved Aes selv og sætter battlerimene i politisk kontekst. Ved som en anden old school partyrocker at gennemløbe en dødsliste af zodiac signs bliver b-boyattituden til akut samfundskritik med mindelse om og referencer til Public Enemy: ”Terminally alienated and bent awkward by the bought, prepped package of the slickest spin-doctors/ Raised where the paranoid hide tools proper, like suspicious cargo in a school locker/ And it looks like war, quacks like war, so it’s Ockham’s Razor and I’m swayze out the door/ A hundred million muthafuckas hold me back, the hand cannons won’t ask ’bout your zodiac, boiee.”

Også på det desværre lidt dødbideragtigt spartansk Rob Sonic-producerede “Winners Take All” skydes der med skarpt overfor the powers that be, denne gang med direkte reference til USAs evige krigsførelse verden over, mens den graciøst komponerede, elguitar-, stryger- og xylofonakkompagnerede Blockhead-triumf ”Holy Smokes” danner rammen om endnu en rådvild religionskritik fra Aesop. Ledsaget af passager om medmenneskelighed fra evangelierne, iscenesætter han på mere vammel vis end man har været vant til fra ham et pseudoselvbiografisk katolsk opvækstscenarie med pædofilt misbrug og pillepoppende trosforvirring i skøn forening. Braggadocio-øvelsen ”Rickety Rackety” featuring en veloplagt El-P og en som altid utilstrækkelig og stakåndet Camu Tao er, trods enkelte inspirerede linier, ikke meget mere end en bagatel i kataloget, mens det afsluttende ”Food, Clothes, Medicine” er et hårdtslående panorama af sygdomsvignetter, bragt til live af Aes’ knækflow og gennem hele nummeret regelmæssigt anbragte messende gentagelse af titelordene i forskellige variationer, lagt på et selvproduceret, slemt smækkende og helt enkelt beat tilsat slaskersamples, synth, kravlebas og et kradst guitarrif.

Fast Cars, Danger, Fire and Knives tilfører ikke det store til Aesop Rocks repertoire, hverken produktionsmæssigt eller mht. til hans præstation som MC, men det er solid og udfordrende New York-hiphop, der i sine bedste øjeblikke lever op til det efterhånden ærefrygtindgydende bagkatalog, som jo i tekstform følger EPen – og selvom man kan savne inklusionen af Music for Earthworms og Appleseed, er det fedt på den måde at få samlet en af hiphoppens mest markante sangskatte.

4 ud af 6 spots

4 RapSpot Spots

Andet Aesop Rock-materiale på Rapspot
Grib dagen – Interview med El-P & Aesop Rock – del 1

Grib dagen! El-P & Aesop Rock – del 2

Oramas interview med Aesop Rock fra Roskilde-festivalen 2003

Anmeldelse af Def Jux-koncerten på Roskilde-festivalen 2003

Skrevet af Mat 06.05.2005 arkiveret under Anmeldelser |