Dette er anden del af interviewet med Aesop Rock og El-P, hvor de to diskuterer deres forbilleder, udviklingen af deres stil og deres oplevelse af udviklingen af independent-hip hoppen fra midt-90erne til i dag. Første del kan læses her, tredje del her.

FORBILLEDERNE
MW: Hvad med rent musikalsk? Hvem har påvirket jer indenfor, såvel som udenfor, hip hop? Opfatter I jer selv som del af en specifik tradition indenfor hip hop, for eksempel?

El-P: Ja, helt sikkert.

MW: [til El-P] Jeg ville gætte på Public Enemy som et vigtigt forbillede.

El-P: Ja, Public Enemy, og før dem The Fat Boys, Run DMC, BDP, Audio Two og Slick Rick, og hele Def Jam-holdet, Big Daddy Kane og hele The Juice Crew, alt det der shit – det er dér, jeg kommer fra. Jeg opfatter mig rent faktisk som mere traditionel end de fleste, fordi musikken fra dengang bare påvirkede mig så dybt, EPMD, alt hvad der var hardcore. Den eneste forskel på dem og jeg selv er, at når jeg prøvede at lave ting som dem lød det ad helvede til. Det lød bare forkert.

MW: Da du startede med at lave musik var det vel heller ikke længere muligt at lave den samme slags hip hop længere.

El-P: Nej, man laver jo det man er i stand til og jeg har aldrig brugt ret meget tid på at kopiere andres shit – jeg tog sgu bare det de gav mig og prøvede at lave noget, der mindede om det i udtrykket, der havde den samme vibe. Eller gav mig den samme vibe, noget som var mit. Jeg har altid opfattet det sådan, at dét er sådan man bør gøre. Ens forbilleder skal gerne informere ens musik på et eller andet grundlæggende plan, men det er sgu ikke meningen, at man skal lave det samme som de gjorde. Jeg tror ikke på at være retro, jeg tror ikke på nostalgi – der er ingen grund til at være nostalgisk over noget, der allerede har påvirket dig, så er det der bare. Meningen er fanme, at du skal bidrage med noget, ikke kopiere, og det tror jeg er den store forskel mellem min måde at gribe tingene an på og så den man ser hos mange andre. Der er mange der tror, at der bare er den her ene lyd, at musikken har oplevet nogle klassiske øjeblikke, som er de eneste der er virkelig legitime. Sådan har jeg det ikke, for jeg har haft muligheden for at snakke med de musikere, der rent faktisk lavede den musik, og de har det heller ikke på den måde.

MW: Kan du lidt mere indgående beskrive hvilke dele af den klassiske hip hop, der appellerer til dig og påvirker din musik direkte? Især som den lyder i dag, hvor den…

El-P: Ja, jeg har altid været lidt mere til de rå, hårde trommerytmer og den der dramatiske lyd – jeg er langt mindre interesseret i det der smooth, jazzy shit, for da det begyndte at blive en trend indenfor hip hop-produktioner, havde jeg checket for hip hop i over ti år. Det påvirkede mig ikke rigtig og egentlig ser jeg det som en af de mørkeste og mest nedslående perioder indenfor hip hop-musikken [latter]… det der sprøde lille kantslag, den der periode, hvor alle pludselig opdagede jazzplader og alt det pis der. Jeg foretrækker helt klart de hårdere … grundlaget for mine produktioner er nok [BDPs] Criminal Minded-album, [Marley Marls] In Control Vol. 1, samtlige EPMD-plader og de to første Public Enemy-albums. Hvis du vil søge rødderne for min produktionsstil, så begynd med de plader. I takt med jeg er blevet ældre har jeg opdaget mere musik – jeg er begyndt at interessere mig for progressiv rock… når du er musiker opdager du hele tiden nye ting, som du bliver interesseret i.

MW: [til Aesop Rock] Hvad med dig?

Aesop Rock: Hm, han nævnte lige alle de hip hop-forbilleder, jeg ville kunne komme i tanke om – de ting der var ligesom bare givne. Men i løbet af 80erne lyttede jeg også til en del punk rock – The Dead Kennedys og den slags aggressive bands. Min storebror var meget musikinteresseret og anbefalede hele tiden nye ting.

MW: Jeg ville have gættet på at industrial også var…

El-P: Nej.

Aesop Rock: Min bror endte med at høre en del af det.

El-P: Jeg har aldrig gravet det lort, jeg interesserede mig aldrig for rock den gang. Jeg blev først interesseret i rock da jeg blev hip hop-producer – jeg begyndte sgu først at høre rock for fem år siden. Jeg hørte til gengæld en masse pop, som Michael Jackson og Prince og Police, den slags. Punkscenen voksede frem i new York nogenlunde samtidig som hip hopscenen… ok, det var måske de sidste krampetrækninger af punkscenen… jeg havde en del venner, der gravede det, men jeg var aldrig interesseret. Og jeg har aldrig lyttet til industrial, jeg kender ikke en skid til det. Min såkaldte “industrial-lyd” kommer fra de plader, jeg lige har nævnt.

MW: Hvad med i forhold til jeres MC-teknik og -stil? Jeres flows? Opfatter I jer selv som værende på linie med nogen der?

Aesop Rock: Som jeg nævnte det tidligere handler det i begyndelsen bare om at fortælle folk for vild du er – det er punchlines og blær. Det er det til en vis grad stadigvæk – du prøver hele tiden at sige de der ting på nye måder. Men i takt med man bliver ældre, begynder ting som nukleart holocaust også at spille ind [MW griner], ting som familie og venskaber og den slags. Bare livet, sådan mere generelt, som det ser ud udenfor ens lille hip hop-bobbel. Det begynder at påvirke en mere på et kreativt plan og det går op for en, at man kan skrive om andre ting.

El-P: Da jeg startede, opfattede jeg mig helt klart som en del af traditionen for klassisk b-boy-punchline, battle-rap shit – det var min stil. Jeg begyndte bogstaveligt talt at skrive rim ved at skrive andres rim ned og så ændre dem her og der ved at putte mit eget navn ind. Derefter begyndte jeg at skrive mine egne rim i en eller andens stil, for eksempel LL Cool Js. Og derfra blev det bare sjovere og sjovere at skrive og rappe; jeg begyndte at opbygge visse skills, et vist flow og så videre – at gøre opdagelser. Og en dag, det var vist i ‘94, sagde det bare ’klik’ – det var lidt af en åbenbaring. Normalt starter det med et eller to vers, hvor du lige pludselig kan mærke at du har opnået noget, der kunne blive dit. Jeg deltog i mange battles hos venner og bekendte, til fester og så videre – vi skulle altid på mikrofonen og battle, og jeg kom til et punkt, hvor jeg bare slagtede folk fordi jeg simpelthen fyldte dobbelt så mange ord i mine rim [klukler] som alle andre og derfor havde dobbelt så meget tid til at sige hvad jeg kom for at sige. Sådan udviklede min stil sig, men den fortsætter også med at udvikle sig. Hvis jeg skal pege på direkte forbilleder ville jeg nok sige folk som Ultramag, Organized Konfusion, EPMD, Kool G Rap…

MW: Ja, Pharoahe Monche giver mening…

El-P: Ja, Pharoahe var helt sikkert en af dem, der gjorde de ting, jeg ønskede jeg en dag ville være i stand til at gøre – han viste ligesom, at det kunne lade sig gøre. Men hvis du spørger ham siger han sikkert, øh, ‘Kool G Rap’ eller fuckin’ Big Daddy Kane – enhver der kommer med en unik stil, en anderledes stil, den nye stil, vil næsten med garanti opnå den der klassiske indflydelse på dem, der kommer efter.

INDEPENDENT AS FUCK!
MW: Det virker på mig som om hip hop hen mod slutningen af 90erne havde stagneret en årrække, hvorefter der pludselig begyndte at ske en masse – jeres ting udkom og en række andre folk begyndte at udgive nye, spændende ting… Jeg spekulerede på om I kunne beskrive stemningen i de år.

El-P: Jeg udgav min første plade i ’93, men den føles ikke rigtig som begyndelsen på min karriere. Begyndelsen forekommer mig at være i ‘96, da vi [Company Flow] udgav Funcrusher EPen, og, ja, vi synes alle sammen at tingene på det tidspunkt havde stagneret nogle år, at der ikke skete en skid – det var i de år, den rå, uhæmmede megakommercialisering af hip hoppen tog fart…

Aesop Rock: Og mange af de klassiske navne var på vej ned ad bakke [klukler]…

El-P: Det var en rimelig vild tid, vi indspillede bare den her plade hjemme hos os selv og udgav den og pludselig gik tingene amok og folk snakkede om den over hele verden. Vi havde ingen anelse haft om at det ville ske – jeg tror sgu bare vi var der på det rette sted og tidspunkt med den rette attitude i forhold til hvad folk havde brug for at høre på det tidspunkt – vi var jo også fans, vi var de typiske hip hop kids, vi følte den energi, der var på scenen og var totalt uinteresserede i musikbranchen og alt det der. Det var en rimelig vild tid, fordi alle de her ting stadig var udefinerede – der var ikke en independentbranche endnu, der var ingen, der havde taget det initiativ og gjort noget ved tingene.

Så vi udgav den plade og udvidede den senere til et album, som vi fik distribueret gennem Rawkus – og tingene blev bare ved med at tage fart, vi fik mere og mere presse og flere og flere begyndte at peepe vores shit. Det virkede virkelig som om det her var den der rigtig rå hip hop, folk havde savnet. Hvis vi havde udgivet den plade i dag var den blevet stemplet som ren backpacker-hip hop, men dengang var det straight up… på en eller anden mærkelig og meget direkte made, [sukker] hvor mærkeligt jeg end har det med det, skabte Company Flow egentlig den der såkaldte backpacker-subgenre. Det var ikke vores hensigt, vi spillede bare vores musik, men det havde altså nogle negative konsekvenser [griner] – vi havde nogle negative konsekvenser, punktum. En masse folk, der ikke vidste hvad de lavede, forsøgte at kopiere os, misfortolkede vores ideer og tog det steder hen, hvor det bare ikke kunne bære.

MW: Det virker som om der i dag er mange, der forsøger at være mærkelige bare for at være mærkelige…

El-P: Helt sikkert, og hvis du virkelig checker for vores shit vil du se, at vi aldrig kørte det trip der – det var slet ikke det vi lavede. Først og fremmest var vi fra fucking New York og opfattede os selv som b-boys. Vi opfattede sgu ikke os selv som fucking abstract-poetry eller noget som helst i den retning. Vi havde bare den meget enkle indstilling, at vi havde de hårdeste skills og den hårdeste stil – ingen kunne steppe til os med ord, for vi havde flere ord og vi satte dem sammen på måder andre ikke engang havde overvejet at tænke på – det var vores vibe. Hvordan tingene så har udviklet sig som konsekvens af det er et eller andet sted irrelevant i den sammenhæng.

MW: [til Aesop Rock] Din stil og de temaer, du behandler, lader mere eller mindre til allerede at være på plads på Music for Earthworms, men der er vel en lang historie før det.

Aesop Rock: Ja, det er der. Music for Earthworms var egentlig bare den anden ting jeg lavede med henblik på salg, det var selvsagt ikke på vinyl, men bare en CD-R. Det var ikke et album eller noget, men bare noget jeg satte sammen efter at have rappet i årevis, fordi en masse af mine venner havde opfordret mig til at gøre et eller andet i den retning. Det var bare en lille ting jeg kunne rende rundt og sælge ud af min taske efter mine shows, og det samme gælder Appleseed – den lavede jeg efter jeg fik min første digitale 8-sporssampler, som jeg købte for de penge, jeg havde kunnet skrabe sammen ved at sælge Earthworms og på mit arbejde, for at blive i stand til selv at gøre det hele på den måde, jeg ville have det.

MW: Så din egentlige debut var Float, som virker meget ambitiøs. Hvordan forestillede du dig den plade før du gik i gang?

Aesop Rock: Grunden til jeg lavede den plade som jeg gjorde var at pladeselskabet [Mush] faktisk gav mig en rigtig kontrakt på hele tre sider, hvilket fik mig til at tænke at jeg nu var i en position, hvor jeg kunne udgive noget, der rent faktisk ville opnå en vis distribution og alt det der. Så jeg sagde bare ”sig mig hvornår I vil have det færdige album, så smider jeg så mange fucking numre på som jeg overhovedet kan” [klukler]. Det eneste jeg tænkte på var, at siden det var mit første album, skulle der en masse numre på – jeg overlæssede det simpelthen.

MW: Der er virkelig mange numre på det album…

Aesop Rock: Ja, der er alt for mange og nu spekulerer jeg over hvad fanden jeg tænkte på. Men, altså, det her var første gang jeg havde mulighed for at få min musik solgt i Californien, ikke? Jeg kunne bare ikke stoppe, jeg puttede bogstaveligt talt alt hvad jeg lavede i den periode på pladen – der var ingen redigering, ingen forsøg på at vurdere om noget var bedre end andet, så i stedet for at lave et album med 14 numre, tænkte jeg bare ”Fuck det! Jeg skal fanme vise dem – jeg smider 20 numre på!” [MW griner].

Andet El-P- & Aesop Rockmateriale på Rapspot
Grib dagen! – Interview med El-P & Aesop Rock – del 1

Grib dagen! – Interview med El-P & Aesop Rock – del 3

Anmeldelse af Aesop Rocks Fast Cars, Danger, Fire and Knives

Oramas interview med Aesop Rock fra Roskilde-festivalen 2003

Anmeldelse af Def Jux-koncerten på Roskilde-festivalen 2003

Skrevet af Mat 10.05.2005 arkiveret under Interviews |