Hermed følger tredje del af interviewet med Aesop Rock og El-P, hvor de to diskuterer dannelsen af og visionen med Def Jux og de tanker og hensigter de har med deres musik, såvel som mere generelle betragtninger om livet. Første del kan læses her, anden del her.

DEFINITIVE JUX
MW: Måske skulle vi tale lidt om Def Jux’ udvikling. [Til El-P] Hvordan begyndte det?

El-P: Def Jux var i lang tid navnet på mit produktionsselskab og på et tidspunkt omkring’98 var vi nået til et punkt, hvor vi [Company Flow] simpelthen ikke længere var tilfredse med Rawkus og helst ville droppe vores samarbejde med dem. Company Flows fremtid var samtidig usikker, fordi Jus mere eller mindre allerede havde forladt gruppen. Så jeg besluttede mig for at gøre det, jeg altid gerne havde villet gøre, fordi jeg samtidig følte at jeg havde oparbejdet lidt erfaring og var tilpas kendt og respekteret i miljøet til at kunne opnå det. Grundlæggende brugte vi de næste par år på at trække os fra vores Rawkus-kontrakt, på at opløse Company Flow og på at indspille ny musik. Jeg hookede Vordul [Megaluh] og Vast [Aire] op, de dannede Can Ox, og jeg begyndte at arbejde på deres plade [The Cold Vein], og så var tingene undervejs. Jeg var heldig, for det viste sig at en masse mennesker var med på den, fordi de vidste at jeg ville få sat nogle fede ting i gang – Mr. Lif, Can Ox, Aesop, RJD2 – folk jeg kendte direkte eller indirekte gennem venner. Jeg tror egentlig bare vi spillede vores kort rigtigt og var heldige i den forstand, at den musik vi lavede, fandt sig et publikum. Jeg ser på det som anden gang jeg ved tilfældighedernes mellemkomst var på dette rette sted og tidspunkt. Jeg er heldig.

MW: Havde du en specifik kunstnerisk vision med det fra starten?

El-P: Det udgår alt sammen fra mig og den måde jeg ser branchen på. Hvis man hører min musik og læser interviews med mig, ved man hvad jeg står for og det er grunden til at folk gerne har villet arbejde sammen med mig – de vidste hvad jeg stod for. Folk kan se, at jeg ikke alene på ingen måde er gået på kompromis med de ting jeg laver, rent kunstnerisk, men også har været i stand til at skabe en karriere på det. Og det er det, det handler om for mig – at være i stand til at gøre de ting, man har lyst til og have et ordentligt, modent forhold til det, at tage hånd om sit shit. Og så at omgive mig med folk jeg kan lide og have det sjovt. Det er det liv, vi prøver at skabe for os selv.

MW: Ser du et muligt problem i, at I på et tidspunkt bliver for store og rent logistisk får sværere ved at opretholde kvaliteten af det I laver?

El-P: Det er umuligt. Kvaliteten vil altid blive opretholdt fordi det er mig, der giver grønt lys for hver eneste plade vi udgiver. Jeg kontrollerer hvad vi udgiver. Hvis nogen synes, at en plade vi har udgivet er mindre god end en anden, står det dem frit – det er en smagssag, men for mig handler det om, hvad jeg kan lide og jeg kan lide en masse forskellige ting.

MW: Jeg tænkte bare på de problemer, der kan være i at kontrollere alt på egen hånd, hvis et selskab pludselig vokser sig stort.

El-P: Ja, OK, men vi er faktisk ikke særlig store [griner]. Vi er et lille, godt administreret selskab. Vi er on point. Vi skal nok blive store, det skal nok ske, vil jeg tro, det går helt naturligt i den retning. Men der er én ting, jeg ikke vil gøre, og det er at tage store spring før jeg er klar til dem. Det er en fejl mange pladeselskaber begår – de ekspanderer vildt og så tror de, at de er big time og pludselig har de ikke råd til at holde åbent og så falder de af. Det sker normalt året efter de beslutter sig for, at de er store og skaffer sig et kæmpe kontor og ansætter 30 mennesker – dagen efter tænker de pludselig ”ups!” Så min plan for de næste tre år er simpelthen bare at udgive rigtig god musik og tage små skridt fremad… folk, der slutter sig til mig, eller til hvilket som helst selskab, vil gerne føle at der sker noget, at deres karriere bevæger sig i den rigtige retning. Med mig ved de på forhånd, at de ikke er på et label, der er i stand til at smide en masse penge efter dem. Det eneste vi kan tilbyde er 50% når pengene kommer og at du får rettighederne til dit eget shit.

Vi tror på udvikling af den enkelte kunstner, vi mener ikke at kunstnere bør gå hen og blive store før deres tredje album, således at når de gør det, gør de det, fordi de har arbejdet så hårdt, at de har skaffet sig en loyal fanskare, de har været konsistente og kan ikke lige pludselig falde af – det er vores måde at blive store på. Det kan godt være, at resten af verden ikke er klar over det, men du sælger 200.000 uden den store promotion eller air play hver gang du udgiver noget, fordi din fanbase er loyal. Og så kan du tage det helt roligt – du behøver ikke rende rundt og skabe dig som en spasser for at tilfredsstille andre.

MW: Kan du give et bud på, hvorledes et pladeselskab som jeres kan tilbyde et stærkt kreativt miljø? Det virker som om den slags miljøer omkring pladeselskaber og crews er måden mange af de nye, innovative hip hop-navne udvikler sig på…

El-P: Folk har behov for at identificere sig med noget større end at tjene penge. De oplever, at der er noget andet og dybere end det derude, noget mere personligt. Folk ser os og kan se, at vi ikke bare tilbyder et eller andet pyramidespil – der er ingen, der bliver skidt på. Vi tilbyder et miljø, der giver plads til udvikling og vækst, ting af varig værdi. Vi er stærke sammen og skaber på den måde en sjældent frugtbart situation for os selv, og det er attraktivt for folk. Musik har magt. Musik er vigtigere for unge end business – de er pisseligeglade med business, hvad de i øvrigt også bør være. Jeg tror at mange unge føler sig negligeret af populærmusikken, især af hip hop-musikken i dag. Mainstream-hip hop har sjældent ret meget at gøre med deres virkelighed – der snakkes så meget om at tjene penge og andre ting, som du er skideligeglad med som ung.

BEATS, RIM, LIVET
MW: [til El-P] Jeg kunne godt tænke mig at høre mere om dit syn på tilværelsen og den måde, du udtrykker det i din musik. En central linie på din plade [Fantastic Damage] er ”You’re not promised tomorrow”. Hvor stærk er din pessimisme?

El-P: Jeg synes rent faktisk, at min plade rummer meget håb. Det citat, du bringer op, kommer fra sangen ”Tuned Mass Damper”, som handler om håb. Livet er fanme hårdt, ingen lover os morgendagen, men du skal alligevel gøre dit bedste for at leve dit liv rigtigt, sige de rigtige ting, når tiden er inde til at sige dem og være modig, når det tæller. Er jeg pessimist? Jeg lever kraftedme lige over for Ground Zero – ja, jeg er fanme pessimist, det er lallende idioti ikke at være pessimist. Hvem er ikke pessimist?

MW: Jeg synes Aesop virker mindre pessimistisk end dig.

El-P: Du har ikke hørt hans nye plade [Bazooka Tooth] endnu [latter]. Bare fordi han lavede “Daylight” betyder det sgu ikke at han er Mister Rogers [griner].

MW: Hm, han har også lavet en sang som “Shovel” …

Aesop Rock: Det er mine håbefulde sange – man kan godt være pessimist og stadig skrive sange om det, man gerne vil have [griner].

El-P: Det handler om at være menneske. Min plade var et forsøg på at udtrykke noget meget menneskeligt. Vi har vores fejl, vi er angste og forvirrede, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke kan håbe – sådan er virkeligheden. Hvis jeg ikke havde håb, ville jeg ikke tøve med at begå selvmord.

MW: Et tilbagevendende tema i din musik er vold og misbrug, og det er måske her at den bliver stærkest – hvad trækker du på?

El-P: Jeg blev bare nødt til at skrive om det lort. Jeg havde en stedfar, der tæskede min mor, og den oplevelse er en stor del af, hvem jeg er – det er en stor del af mig og handler om mit forhold til kvinder… Jeg har været gennem spejlet og set mørket, jeg har set hvor ekstremt tingene kan arte sig. Men jeg tror også jeg har sagt det, jeg vil i den forbindelse. Jeg havde brug for at lave to sange – en om selve den personlige oplevelse [”Last Good Sleep” på Funcrusher] og en, der var koldere og mere satirisk og analytisk [”Stepfather Factory” på Fantastic Damage].

MW: Du snakker også om det på “Constellation Funk”.

El-P: Ja, der skete også noget med min lillesøster for nylig, som jeg ikke vil snakke om her, og det havde jeg behov for at kanalisere på det her album. Siden det var mit første soloalbum, satte jeg mig for at lave noget meget personligt. Jeg synes virkelig, jeg har fået behandlet nogle ting i mit liv, jeg ikke før havde haft mod på at tackle. Jeg har fået sagt de ting, jeg havde behov for at sige til de mennesker, der betyder noget for mig. Så du kommer nok ikke til at høre mere om det fra mig – jeg tror jeg er færdig med det nu. Jeg føler det som om jeg virkelig har udforsket mit sind med den plade.

MW: [til Aesop Rock] Din seneste plade [Labor Days] virker mere tilgængelig end dine tidligere ting, men er stadig meget kompleks. Ser du det som et problem at være svært tilgængelig og uklar?

Aesop Rock: Nej, det gør jeg ikke – nogle kan lide det, andre kan ikke. Jeg prøver ikke at appellere til andre end mig selv – det vigtigste er man er glad for den musik man laver… [tøver] Hvad var spørgsmålet igen?

MW: Dine tekster er ret utraditionelle, og selvom du nu har sagt, at du aldrig har interesseret dig for lyrik, virker de tænkt som poesi – de har den samme flertydighed og uklarhed, mens traditionen indenfor rap har været at være meget klar og direkte…

Aesop Rock: Ja, det handler om at være direkte… faktisk synes jeg at jeg er direkte, det er bare sådan, at de ting, der ligger direkte for i mit liv, er ret kryptiske og et eller andet sted synes jeg det er mere ærligt at gøre som jeg gør, i stedet for som andre at forsøge at gøre mine ting mere tilgængelige – det jeg rapper om er meget virkelighedsnært for mig. Livet er ikke så let og folk ser det på meget forskellige måder, OK, så hvis mine tekster virker kryptiske på folk har jeg sgu ramt noget virkeligt. Jeg rapper om de ting, der sker i mit hoved, jeg forsøger at kanalisere hvad der foregår der over i min musik. Hvis det er underligt og svært at forstå er det faktisk langt fra ligeså underligt og svært at forstå som det, der foregår i mit hoved, og i virkeligheden omkring os. Man kan sige tingene ligeud: ”Johnny blev skudt”, eller man kan forsøge at afdække følelserne bag den begivenhed og finde en måde at sige det på, der er mere tro overfor den virkelighed, det er.

Rap er til en vis grad klarere, fordi der simpelthen er flere ord end i andre former for musik. Rocksange har i overvejende grad langt mindre tekst – der er et par takters vers, som kan strækkes ud og gentages… mens du i rap bogstavelig talt har 20 eller 24 takter per vers og derfor siger en masse lort på den samme tid – hvis du har tre vers, siger du ligeså mange ord som adskillige rocksange. For mit vedkommende kræver det mindst den mængde ord – det kræver mere, men man bliver jo nødt til at holde et nummer indenfor en vis lyttevenlig længde – at beskrive, hvad der sker her i livet.

Og faktisk oplever jeg, at folk identificerer sig med mine ting, selvom jeg selvfølgelig har færre fans end popmusikerne – de identificerer sig med det på et mere virkelighedsnært niveau. Dem, der er villige til rent faktisk at lytte til det og skabe mening af det, vil måske opleve at jeg har beskrevet nogle vigtige ting lidt mere præcist end en eller anden, der bare skøjter henover det. Så er mine ting mere udfordrende end det, en popmusiker laver? Ja, men jeg tror også de bærer mere og rummer en større belønning for den ihærdige lytter.

MW: Der forekommer tydeligvis en række tilbagevendende temaer i din musik. Ting, der strækker sig helt tilbage til dine første udgivelser. Religion er et af dem.

Aesop Rock: Ja, religionen spiller en rolle, hvilket sikkert skyldes, at jeg er katolsk opdraget. Men for at være ærlig, er alt det der ét stort spørgsmålstegn for mig. Jeg blev opdraget med den her tro, men reflekterede altid meget over det – hvorfor skulle denne tro, der blot er en blandt tusinder, være den rigtige? – den talte aldrig direkte til mig, som den havde gjort til mine forældre og familie. Den situation fylder mig med en dyb pessimisme, og jeg tror ikke på et liv efter døden. Jeg håber på, at alt vil være rosenrødt og fint, men tror egentlig kun, at vi dør. Måske vil jeg på et tidspunkt i mit liv opnå tro. Det ville være rart, fordi det lader til, at troende føler sig meget mere i balance med deres liv end jeg. Jeg bringer ofte de her ting op i mine sange, fordi jeg på en eller anden måde stadig venter… hvis Gud hører mine plader, kan det være at han kan vise mig, hvordan tingene hænger sammen.

MW: Det er nok på grund af det, at jeg oplever din musik som mere håbefuld end El-Ps, og så snakker du jo rent faktisk direkte om at ændre tingene for det bedre. Og Ikaros dukker ofte op i dine tekster, hvilket naturligvis understreger ideen om menneskelig ambition, forfejlet eller ej…

Aesop Rock: Ja, Ikaros var lidt af et fjols – det var lidt dumt af ham, det han gjorde. Jeg er grundlæggende pessimist, hvad verdenssituationen i dag blot bekræfter mig i. Dommedag er på forhånd givet, så hvilket som helst håb man måtte nære er kortsigtet. Jeg mener, at man bør finde tryghed i, at man skal dø og derved finde sig til rette med dagen i dag – du kan være sammen med din familie og dine venner, du kan producere et fedt beat… Find for helvede frem til det, der giver dig håb og hold fast i det, mens du stadig kan. Det er det, mine såkaldt ”optimistiske” sange handler om, “Daylight”, “No Regrets”…

MW: Ja, “No Regrets” handler om at gribe dagen.

Aesop Rock: Ja, ‘grib dagen’, præcis. Vi skal alle dø [griner], men har du tænkt dig at sidde og surmule over det eller vil du opnå noget med det du har? Du aner ikke hvor lang tid du har, så gør det nu… [Pause] Men i forhold til menneskeheden som sådan har jeg intet håb [griner].

Andet El-P- & Aesop Rockmateriale på Rapspot
Grib dagen! – Interview med El-P & Aesop Rock – del 1

Grib dagen! – Interview med El-P & Aesop Rock – del 2

Anmeldelse af Aesop Rocks Fast Cars, Danger, Fire and Knives

Oramas interview med Aesop Rock fra Roskilde-festivalen 2003

Anmeldelse af Def Jux-koncerten på Roskilde-festivalen 2003

Skrevet af Mat 14.05.2005 arkiveret under Interviews |