5 tracks på gratis EP’en Junkie lancerer den 19-årige rapper Nemo som nyeste stjerneskud fra Primo Entertainment, bevæbnet med en anden af pladselskabets boy wonders; produceren Gettic. Fra i dag er skiven på gaden som optakt til det kommende album.

Første nummer brager op for et melodisk-eklektisk, clubbanger beat der sampler afsikring af glocken med en tra-la-la 60’er crooner i højt humør som kontrast til en lettere utilfreds-med-dansk-rap-som-det-ser-ud-nu Nemo der er godt tilbagelænet i flowet. Men hvad er det i grunden han er utilfreds med? Teknisk set synes hans inspiration umiddelbart at være Rent Mel og det er da en super fed dansk rap gruppe der er med til at præge dansk rap anno 2005.

Brug af reallyde som det triggerhappy klik-klik tilfører et råt og lækkert feel til syngende produktioner som Gettics på Oh! – En hitpotent balanceringsteknik der også kendes fra fx G-Unit eller M.O.P.

Gettic er ferm til at designe beats der kan rykke et dansegulv eller fløjls-kæle øregange. Hans akilleshæl er at hans dygtighed er så ”ren” at produktionerne til tider kan blive for pæne og polerede og lader hans arbejde fremstå mere som dygtigt håndværk end kunst. Det er blandt andet det der sker på Alle Steder der med sin flydende og ubesværede trommeprogrammering, claps og nostalgiske ol’ school samples bliver lidt for kedeligt til at gøre et varigt indtryk, men samtidig ikke kan frontes på kvalitativt. Det er skræddesyet til det ligeså tilbagelænede flow fra Nemo der forsøger at definere sig selv i kontrast til de andre MC’er der huserer herhjemme:

”Jeg sidder her på en trappesten og prøver at finde en rapper der kan føle mig – det´ svært at komme i tanker om én
for jeg ikk´ typen der stjæler biler, jeg ikk´ typen der ryger crack og helt uopfordret tæver piger
jeg har et håb, og flow, tekst og melodier”

Kloge ord fra en ung knægt, og leveret med meget modenhed og skills så det bliver troværdigt. Men hvor det er svært at sætte en finger på formen og Nemos indiskutable dygtighed – som ikke er mindre imponerende i forhold til hans unge alder – så er det indholdet der halter mest på denne EP. En masse gode intentioner trækkes noget ned af ugennemarbejdede idéer eller klichéinficerede budskaber.

Ovennævnte rap-uddrag er fra Alle Steder hvor Nemo lægger ud med at namedroppe filosoffen Jean Paul Sartre, men alligevel har svært ved at komme i tanker om noget så banalt som en rapper herhjemme der ikke profilerer sig på biltyverier, crack og vold.

Hans grad af oplysthed virker dermed paradoksal idet jeg kan komme i tanker om masser af danske MC´s der er så bløde i deres værdier at de får tamponer til at minde om projektiler, men til gengæld kan jeg ikke komme i tanker om en eneste der tager crack.. . Vil man kritisere sin omverden bør man vel i det mindste tage udgangspunkt i de faktiske forhold?

I titeltracket Junkie beviser Nemo igen at flow er hans force. Han er så bevidst om detaljen i udtale at han flower varieret på et enkelt ord (som ”Shit”) og det er ellers svært nok for nogle rappere at variere flowet i et helt vers – eller for den sags skyld i en hel karriere. Gettic er med på noderne og lader beatet hente lidt synth-indflydelse fra den voksende crunkgenre, hvilket giver den stødvise opbygning af elektrobeatet mere rå energi på trommefronten.

Det smukke og følsomme track Låst Inde, der har Claude på hook, er også rapmæssigt beslægtet med en anden vigtig figur på den danske rapscene, nemlig Supar Dejen fra Sphaeren. Den indadvendte vinkel, leveringen, ordvalget og dele af flowet kan ikke undgå at lede tanken hen på ord-maestroen, men det er ikke ordspil der præger Nemos stil der her domineres mere af identitetssøgen og eksistentiel grublen. Kontrasten er klædelig fra den selvsikre og pralende Nemo man har lyttet til i de første 3 tracks. Begrænsningen til fem tracks forhindrer ham ikke i at spille på sine forskellige strenge og vise mere end én side. Det ugennemtænkte kommer dog igen til overfladen ved at grænsen mellem versatilitet og paradoks krydses.

Mere End Musik præsenterer en hardcore, småtruende Nemo:
”At jeg´ en syg motherfucker vil du vide den dag vores veje krydser hinanden i virkeligheden”. Attituden står i skærende kontrast til budskaber i Alle Steder og følsomheden i Låst Inde. At disse folks ”net-klikker” er efterhånden også en fortærsket usynlig fjende at ville profilere sin realness på.

Hvem er Nemo så? Er han den onde bad-ass motherfucker eller er han det fornuftige alternativ?

Mit indtryk er at han ikke helt selv ved det endnu.

Det er ikke det skæve, det eksperimenterende, det aparte og anderledes der står ud med denne EP, men det lækre håndværk i skræddergerningen. Gettic og Nemo er som skabt for hinanden og så godt et match er en sjældenhed man kun kan beundre.

Mit gæt er at vi får et rigtig fedt live-sæt ligesom drengene også er forudbestemt til at rotere i radioen. Kvalitetsniveauet er højt helt fra starten, men originalitetsniveauet ligger en tak lavere.

På trods af nogle grundlæggende mangler er Junkie en flot præsentation af en meget lovende konstellation mellem Nemo og Gettic der sammen sætter en høj teknisk standard.

Jeg vil i fremtiden håbe på mere vovede og dristige beat-eksperimenter fra Gettic der allerede har dokumenteret sit talent og jeg vil glæde mig til at Nemo finder sig selv, for med gode skills placeret på så få år er der seriøst tale om et hav af muligheder. Og hvem ved, måske findes de allerede på det kommende album?
Karakter: 4 ud af 6

Er du sulten efter mere info omkring Nemo og Gettic så læs ptas update og interview med Gettic HER.
Eller besøg Nemos egen hjemmeside HER.

Skrevet af Ann Noyd 22.06.2005 arkiveret under Anmeldelser |