28.06.2005

RapSpot tager på Roskilde Festival

roskildethumb.jpgSå er tiden ved at være inde. RapSpot sætter kursen mod Roskilde Festival 2005 for at infiltrere de 4 elementer; luft, øl, svenskere, og hiphop. Notesblokkene er pakket og blyanterne er spidsede. Diktafonen er ladt og afsikret så det bliver max gangsta på festivalen.


Når du hører os komme er du allerede interviewet, når du ser os er du allerede fotograferet. Vi skyder først og stiller spørgsmål bagefter.

Ham den skaldede med motherfuckerskægget og massemorderstemmen er Mat aka Det Afstumpede Viskelæder, ham den skinny der vaporiserer sig i mængden er Johnny Lund aka Den Smertefulde Stiftblyant. Gutten med det iskolde, islandske blik er Gísli aka Den Sweaterklædte Smerte, ham der lydløst stalker dig fra sit Echelonske netimperie er K-V aka Server Sadisten. Som om det ikke er nok har vi en dødbringende professionel fotograf med; introducing Jens Lund Møller aka Den Nihalede Nikon hvis ondskabsfulde skills gir selv Rigmor Mydtskov sved på linsen.
Ingen og intet kan vide sig sikker i år.

Du tror du er alene, men vi er lige bag dig: den slæbende lyd af gummistøvler, den klikkende lyd af rekylet fra en kuglepen, den sagte skvulpen af en fyldt fadøl – det er os der ånder dig i nakken, i mørket hvor ingen kan høre dig skrige. Men de kan følge de daglige blodspor rundt på Roskilde www.rapspot.dk/roskilde2k5/. Vi stalkes ved.

Skrevet af Ann Noyd 28.06.2005 arkiveret under Nyhedsarkiv |