Timbuktu fyrede op for en svensker fest af dimensioner i Odeon teltet torsdag kl. 19.30. Det var höj klasse, fra nok den mest populäre rapper i Sverige.

Det er lögn, at der ikke er nogen svenskere på Roskilde i år. De står sammen i Odeon teltet her torsdag kl. 19.30, og råber på deres helt Timbuktu…med god grund. Han laver nogle af de bedste rap plader, der er at få i skandinavien. ”The Botton is näd” og ”Alla vill till himmelan men ingen vil dö” hedder de to sidste plader, der har sikret ham status som Sveriges svar på Nik & Jay, ihvertfald hvis man måler det på populariteten.

Men hvis man ikke vidste det för, så er der stor forskel på svenskere og danskere. Nogle tror forskellen er, at svenskerne bare bliver en tand mere brandstive end danskerne. Men nej, sådan hänger verden ikke sammen. Svenskerne er bare mere gennemförte end danskerne. De bliver lige lidt mere stive, laver musik der holder lige lidt mere… laver film, der er lige en tand bedre end danskernes. Tough shit, men sådan er det.

Derfor er det kun, hvis man måler det i popularitet, at Timbuktu har noget med Nik & Jay at göre. For på tekstsiden er det en lidt äldre og lidt mere charmerende mand, svenskerne hylder. Timbuktus tekster er hverdagshistorier fra et Sverige, der, ligesom Danmark, er ved at drukne i integration, eller manglen på samme. Et Sverige der er ved at falde fra hinanden på overfladen i globalisering, EU, og flere problemer, end man gider tänke på.

”Men det löser sig, det gör det altid
ja det ordner sig…”

For det gör det i Timbuktus verden med underlägningsmusik af det svedige funk band ”Damn!”, og et gudsbenådet flow. Man skal lede länge efter at höre en rapper så tjekket med sit flow, isär når han fölger et mönster et helt nummer igennem i en fornem symbiose med den underläggende melodi. Det er den der professionelle stil, som nogle kan få til at fungere i et studie, men de färreste kan fyre op under live. Timbuktu er en af dem, der kan. Han har en smule back up fra rapperen Chords, men det er egentlig ikke nödvendigt. Timbuktu laver det der bäredygtige shit, som både imponerer teknisk og er til at nynne med på.

”Vi kan lige stå og dansa her”, siger de skäve svenskere, og de både danser og synger med på de ca. 7 hitsingler manden har haft på de to sidste plader. En fed ting ved koncerten er, at der er tonet ned for call and response rutinerne, til fordel for fällessangen. Når man nu har hitsne, hvorfor så ikke fyre op for dem? Man ser da også tydeligt effekten, da guitaristen spiller de förste to toner af ”The botton is nät”. Odeon teltet går amok! Men der er ingen tvivl om, at det her, det er en fest for de gennemförte, tjekkede og konsekvent stive svenskere. Men når Timbuktu sidder på skuldrene af Chords i slutningen af koncerten, mens folk synger med, er det bare et smukt koncert öjeblik. Sådan et öjeblik man kun kan få for lidt af.

Bandet er tight, men det er Timbuktus kontrol over vokalen, der er stjernen her. Han viser bare hvordan flows skal lägge, hvordan et omkväd skal synges, og hvordan et crowd af konsekvent stive og skäve svenskere skal underholdes. Det her er party loving hip hop, som Vor mor lavede den. Og det kan man aldrig få nok af, uanset om man er svensker, dansker eller halvt isländing.

Den sweaterklädte smerte (der i den grad giver den op for svenskerne)

4 ud af 6 spots

Fotos af: Jens Lund Møller

Skrevet af Gisli 01.07.2005 arkiveret under LiveSpot |