Gruppen Outlandish deler vandene i hiphop herhjemme. Til syvende og sidst falder alle i en af to kategorier – dem der kalder det hiphop, og så dem der korser sig med håndtegn og pure benægter at det overhovedet kommer i nærheden af begrebet. Pop eller ej, rap er der i hvert fald, så jeg besluttede at kigge Brøndby Strand-bandet efter i sømmene på Roskilde Festivalen hvor de efterhånden har status af husorkester.

Klapsalverne fra omtrent 700 mennesker var i luften allerede ved antændingen af den første lyskegle i Arena teltet.Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Qadri som de tre medlemmer hedder (udtalen er spiritusprøve i adskillige danske byer) gjorde deres entre mod en baggrund af beton ghettobebyggelse, afbilledet på scenetæppet og badet i dyblilla lys. Mon ikke Brøndby Strand var i huset!
Turkman Souljah var på pladespillerne og satte ild i teltet med et hårdt beat og straks efter var vi på sing a long med Peelo.
Publikum var lynhurtigt varmet op og Waqas kommenterede på temperaturen med et “Er det ikke varmt her inde? Det er Cuba varmt! Skal vi tage en tur til Cuba?” hvorefter fokus zoomede ind på en storsmilende mørk mand der sad med akkustisk guitar og åbnede op for tonerne til Guantanamo til crowdens udelte begejstring. Atmosfæren var fed og det fængende hook tog den direkte vej op af rygsøjlen på den svajende crowd der jammede med. Mens Outland drengene, med undtagelse af Lenny, holdt det rockstar med solbriller på scenen og især Waqas kørte sydlands gangstastilen med tilbageslikket sort hår og trendskjorte.

Mi casa es stadig su casa, og mo money er stadig mo problems. Drengene fremførte El Moro uden Majid, men spicede op ved at lade DJ Turkman Souljah (keep it etnisk), snurre Still Dre beatet under nogle af rimene. Fra gangsta bling til hjertevarm akkustisk sang. Walou i ny version får igen publikum til at bryde ud i begejstring med den cubanske guitarist og en etnisk korsanger som eneste musikalsk understøttelse på nummeret.
Det er i hvertfald ikke lydkvaliteten der genererer klapsalverne- for lyden er mudret og det er næsten kun Lennys lyse vokal der træder frem. Gritty bliver fulgt op af de vanlige call n´response rutiner, men Outlandish har et taknemmeligt publikum der labber det i sig.

Efter kun 5 – 6 numre annoncerer gruppen at de “lige tager sig en pause” og utilfredsheden er hørbar i crowden, men den trøstes hurtigt med en forklaring om at det er fordi vi nu skal høre Danmarks tredobbelte DJ-mester Turkman Souljah. Den ydmyge DJ beatjuggler, scratcher og cutter som en drøm indover både hiphop beats og dansk pop. Folk overgiver sig fuldstændig og teltet fyldes med hujen og piften.

Outlandish er i det hele taget rigtig flinke til at dele deres scene og shine med andre kunstnere, og det understreger det sympatiske i gruppen som jeg har et virkelig positivt indtryk af. I en tid med så mange dygtige kunstnere, teknisk, kigger folk mere og mere på “hele pakken” og den har Outlandish. Selv om de er gigantiske efter dansk standard er de hverken selvoptagede eller egoistiske. De er hamrende dygtige og har stadig så meget overskud at de lader andre komme til. Nu var det blevet Usos tur, og rapperen fik kommanderet alle hænder i vejret til en crunktæskende hihat der forpustet jagede hans heftige dobbelt tempo ud af højttalerne.

Det eneste irritationsmoment var da det blev lidt for righteous og forudsigeligt politisk med et hurtigt “Fuck Bush” mest fordi alle åbenbart skal sige det på Roskilde Festivalen og det er det samme hvert år. Budskabet har tabt sin evne til at gøre noget indtryk og så er det iøvrigt det helt forkerte sted at promote anti-Bush budskaber da det siger sig selv at 99,9 % af alle der står og lytter sådan et sted i forvejen er imod Bush.
Men det var selvfølgelig en hurtig politisk indgangsvinkel til sidste års radiohærger; Man binder os på mund og hånd der ikke er nogen hyldest til bondage, men til gengæld var nomineret til en Steppeulv pris her i januar 2005.

Hvis man kunne ønske noget af de ellers rutinerede og top professionelle performere i Outlandish så var det mere body-groove. Jeg kommer aldrig til at synes det er fedt med folk der står næsten stille på en scene når de optræder og det kan godt være det er hårdt at bevæge sig samtidigt med at man bruger lungerne og man bliver forpustet og alt det der, men så må de bare træne hårdere i motionscenteret!
Når der hele tiden er kunstnere der beviser at det godt kan lade sig gøre er det andet bare ikke acceptabelt. Vi kan høre musikken ja, men når det er live vil vi fandme også SE musikken.
Det var også min ærgelse under det ellers groovey Ill Kebab track der også skreg efter en koreograf eller en kropsterapeut.

Showets eneste whiteboy, sangeren Jonas, fik nu også alone-time på scenen efter at have stemt i kor på de tidligere tracks. Han er virkelig en hamrende dygtig r´n´b kunstner, men stadig så ny at hans tracks var for ukendte for den pinligt ædru crowd. Der blev heller ikke gået amok selv da Waqas stemte i med rap, men ingen tvivl om at folk spærrede ørerne op på Jonas´ kraftige vokal der er smidig som en kinesisk cirkusakrobat.
Netop som man troede at ingen kunne trænge gennem mikrofonen som Jonas gjorde det, blev det cubanerens tur efter If Only (som Outland fremfører med kommentaren “I disse tider hvor folk går fra hinanden er det utroligt vigtig at holde fast på den man holder af – denne her går ud til vores manager og hans kone – vi ber til at de bliver sammen”). Cubaneren trykker den af på guitaren og synger egentlig mest bare mærkelige lyde og trallen. Men mere behøves ikke for at flashe hvor ultramusikalsk han er og i de høje toner er han så lidenskabelig og kraftfuld i vokalen at publikum jubler. Uden nogen som helst instruktion fanger crowden at de skal gentage hans volapyk og synge med, og det gør de. Den slags intuitiv publikumskontakt er ret sjælden og rent ud sagt mesterlig.

“Let’s do it rock n´roll style!” er der en der foreslår og så bliver der ellers sat strøm til guitaren så Fatimas Hand kan få alt hvad den kan trække med Turkmans energiske scratch indover. Det annonceres at vi er nået frem til sidste nummer på programmet og alle holder vejret i forhåbning om at vi får gruppens første store hit Aicha som er rent rip off, jeg mener cover, af marrokanske Khaled hvis original er lige så sjælfuld og ægte som Outlandish-versionen er pæn og poleret. (Lidt som hvis Boys ll Men “huggede” et klassisk Al Green nummer).
I stedet får vi Walou i mere original fremførelse end første gang.

Selvfølgelig er der stadig bolsjer tilbage i posen og da drenegene kommer ud til ekstranumre er det på uptempo med både etnisk croon og dobbelttempo fra Uso. Sprog og stemmer blander sig fra 9 mand simultant på scenen og “we got all my moros in here” hele virvaret ender op i den store improvisation og Uso spytter Ikk´å . Bedst som man troede at nu var det forbi lyder de velkendte toner af Aicha og publikum bryder ud i den store jubel da den etniske sanger, fra før, lægger den rette østerlandske flavour til monsterhittet og armene vajer fra side til side på det smukke nummer.

Det var en virkelig fed koncertoplevelse at se Outlandish, og på trods af halvdårlig lyd, manglende fysisk sceneudfoldelse og ingen spektakulære overraskelser så kommer man ikke uden om at drengene kører forbandet god stil live og virkelig kan deres kram som musikere. Noget deres succes udenfor landets grænser også bevidner.
Især Turkman Souljah og den cubanske guitarist var guld værd for showet, men også Jonas, Uso og det vilde scenetæppe med betonghettoen fra forstæderne kalder på maksimum props.
Først Brøndby Strand, så verden!

Fotos af: Jens Lund Møller.

Skrevet af Ann Noyd 05.07.2005 arkiveret under LiveSpot |