En times tid efter deres koncert, mødte Rapspot de tydeligt udmattede, men glade medlemmer af The Perceptionists – Akrobatik, Mr. Lif og deres tur-DJ Therapy – til en kort snak om deres album, deres venskab og deres arbejde.

The Perceptionists – Akrobatik, Mr. Lif og DJ Fakts One – stammer fra Boston og begyndte at lave en del larm i Østkystundergrunden for små ti år siden, både individuelt og som del af crewetRebel Alliance, der også talte den nu ret så forsvundne Virtuoso.

Jared Bridgeman, alias Akrobatik, droppede efter nogle års aktivitet på Bostons undergrundsscene i 1998 sin første 12”, “Ruff Enuff”/bw “Woman” & “Fat Shit” (ft. Mr. Lif) fulgte det følgende år op med The EP, fra hvilken særlig singlen “Internet MCs” vakte begejstring blandt fans’ne med sin morsomme udlevering af de fremvoksende race af publikumsuvante cyber-MCer uden skills. Disse plader etablerede Akro som tænksom, no-nonsense hardcore battle-MC, hvilket han yderligere bekræftede med sin stærke albumdebut, Balance, fra 2003.

Jeffrey Haynes, alias Mr. Lif, skabte sig en del opmærksomhed med demoen ”Madness in a Cup” På Rebel Alliance-opsamlingen fra 1997 og fik på den konto kontakt til Brooklyns egen El-P, der efter han havde droppet et par singler andetsteds, bl. a. “Inhuman Capabilities”, der var hans først udgivne jam sammen med Akrobatik og Fakts One som The Perceptionists, signede ham til sit fremadstormende indy-label,Definitive Jux. Det nystiftede pladeselskabs første længere plade blev således Lifs nu klassiske EP Enters the Colossus (2000), der opfulgtes af livealbummet Live at the Middle East (2001) og EPen Emergency Rations (2002); alt sammen plader der cementerede ham såvel tight flydende, kreativ battlerapper, som – nok vigtigere – politisk engageret MC. 2002 blev også året, hvor han udgav sit første album, I. Phantom, som er et ambitiøst konceptalbum, der forsøger kollektivt at beskrive den sorte mands liv og situation i samtidens USA.

Jeg vil gerne starte med at spørge til jeres nye album – hvordan det blev til og hvordan I betragter det i forhold til jeres soloprojekter.

Akrobatik: Vi havde begge gjort vores seneste soloprojekter færdige, vi var færdige med at turnere og det syntes sådan set bare at være et godt tidspunkt at skrive nogle sange sammen… [Lif taber halvdelen af sit stykke kage med custard-sovs ned i skødet] Hvad foregår der?

Mr. Lif: Ja, øh, jeg tabte lige min mad, fuck, det er kommet på mine busker… [latter]

Ak: … vi havde begge to lidt skriveblokering i forhold til vores eget materiale, så det virkede bare som et godt tidspunkt endelig at lave en plade sammen. Så vi satte hurtigt et par sange sammen og begyndte at spille dem live når vi var ude. Def Jux var med på projektet med det samme og vi besluttede os for at realisere det. I forhold til ideerne og konceptet bag var det afgørende for pladen, at vi angreb nogle vigtige emner – vi regnede med at mange ville forvente at vi bare ville udsende et album fuld af battlerim, men vi havde en masse at sige og det var fedt på den måde at gå i kødet på en masse forskellige emner.

Hvis man skal være kritisk virker albummet lidt rodet, lidt ufokuseret – der er virkelig mange forskellige typer numre på… var det et mere tilbagelænet projekt end jeres soloprojekter, der virker mere sammenhængende?

Ak: Jeg tror bare vi, når vi er sammen, bliver mere eklektiske. Mit album lyder jo slet ikke som hans og omvendt, og vi har også en meget forskellig smag når det kommer til beats, så når vi arbejder sammen smider vi simpelthen en masse ideer og stilistiske fremgangsmåder på bordet og det er vel sådan albummet blev til. Sådan er vi – vi vil ikke hænge fast i eller associeres med én stil, men snarere præsentere så bredt et spektrum af udtryk som muligt så vi ikke pludselig bliver sat i en eller anden bås og folk præcist ved hvad de kan forvente sig af en Perceptionists-plade. Det er det, der gør musik interessant for mig, det uventede og forskelligartede – det var også derfor jeg altid glæde mig til den nyeKRS-plade, fordi jeg bare vidste at han ville lægge en ordentlig bunke forskellige numre om en masse forskellige ting på.

Klart, hans plader havde altid den karakter dér. Det er bare overraskende, når man hører jeres soloalbums og [til Lif] især dit, som jo var et konceptalbum, der udsprang af en længere periode med meget politisk orienterede numre.

Lif: Klart, jeg var virkelig ved at blive puttet i bås som ham den politiske rapper og det her var min chance til bare at fremstå som et almindeligt menneske og lave sange som ”5 O’Clock”, ”Love Letters” og ”Breathe in the Sun” som for mig faktisk er de vigtigste numre på albummet.

Hvorfor det?

Lif: Fordi jeg havde problemer i det forhold jeg var i på det tidspunkt og ikke havde… sange som ”Success” og ”The Now” på mit sidste album [I. Phantom] handler vel teknisk set om forhold, men fra en vinkel, hvor folk ikke… jeg ved det ikke, altså ”Home of the Brave” [fra Emergency Rations]fremstår helt tydeligt som en politisk sang, mens ”Success” og ”The Now” ikke rigtigt virker som kærlighedssange på samme tydelige måde som ”Love Letters” og ”Breathe in the Sun” gør. Det var bare virkelig vigtigt for mig at bryde med folks forestilling om hvem jeg var – det tror jeg er vigtigt, også fordi folk ellers lige pludselig vil blive skuffede, hvis du ikke giver dem det de forventer. Og så tror jeg simpelthen bare helt nøgternt at denne her plade blev til, fordi vi havde det sjovt med den. Vi gik sgu bare i studiet over en sommer og lavede en sommerplade, og det er det, den lyder som.

Ak: Hip hop er også en musikgenre, der helt basalt går ud på at rykke lytteren, og der er så mange måder at få folk op og rykke på, så mange forskellige typer beats, så mange tilgange. Det er derfor, at den vigtigste sang på albummet for mig er ”Bló”, fordi vi gik til det beat på en måde folk aldrig har hørt os gøre det før og gjorde det helt uden sved på panden – vi hørte bare det beat og sagde ”damn, vi kan gøre sådan her over det!” Det er fedt på den måde at få muligheden for at sprede sine svingfjer…

Lif: Ja, og der er sikkert folk, der vil synes at det nye album lyder mere poleret og tror at vi derfor er i gang med at sælge ud og prøver at lave hits, men vi laver det sgu kun plader fordi det er skægt – vi laver musik, fordi vi kan lide at lave musik og har det lidt sådan, at hvis vi skal optræde live en masse, så er det fedt med noget musik vi kan danse og have det sjovt til… Men jeg vil også lige præsentere vores DJ Therapy, nu her…

Therapy: Jeg holder den nede for Fakts One…

Ja, jeg skulle til at spørge om, hvorfor han ikke er her.

Therapy: Ja, Fakts har ikke haft tid i denne omgang, og The Perceptionists har jo stadig brug for deres beats, så jeg har været på turné med dem i USA og til de her festivaler. Jeg hedder DJ Therapy, jeg producerer og DJer, jeg lavede tre beats til Aks Balance-album og har også pushet mine beats på de to stoddere her. Og så har jeg en gruppe, Asamov, hvor jeg rapper – vi har et album på vej senere på året, hvor Ak og Lif medvirker.

Er du også fra Boston?

Therapy: Ja, Ak og jeg voksede op sammen, Ak og mig er rigtig gamle venner – det går tilbage til 80erne, så på en måde er det jo helt naturligt at jeg stepper op og giver en hånd, når nu Fakts ikke kunne komme.

Det var også fedt da du var oppe og rappe til sidst til koncerten…

Therapy: Ja, jeg skulle da lige op og repræsentere på mikrofonen, så det ikke bare var bag hjulene jeg gjorde mig bemærket – jeg er jo bare på turné med de her stoddere for at hjælpe dem med at gøre tingene så fede som muligt.

Lif: Det mindede mig om De La – man vidste altid at PA Mase pludselig kunne finde på gribe mikrofonen og bukke nogle rim…

Therapy: Ja, for fanden – giv mig lige den mikrofon! [latter]

Lif: Det var et personligt karriere-højdepunkt for mig – at se Therapy komme ud og rappe og så vende sig om og se Ak bag hjulene, den slags er bare fedt!

Jeg ville også gerne spørge jer om, hvorledes det her projekt tager jer tilbage til dengang i startede ud, dengang i var del af The Rebel Alliance. Har det bragt nogle ting op til overfladen? Har i genopdaget noget fra dengang, I havde glemt?

Ak: Lif og jeg har snakket om et fællesalbum i over ti år og jeg tror kun jeg helt er ved at fatte at vi rent faktisk har lavet det nu. De sidste to-tre shows vi har givet har simpelthen været de bedste i vores karrierer og har været foran publikum vi aldrig før har optrådt foran. Pludselig kan jeg se potentialet i det vi laver. Jeg mener, vi startede sgu bare med at side og spille videospil og lave beats for skæg og pludselig har vi lavet plader. Det føles fedt at kunne sige til sig selv ”godt, vi fuckede det ikke op.”

Hvad med jeres stilistiske rødder – i Rebel Alliance-dagene var det jo meget freestyle, battlestilen, der var fundamentet. Siden har i udviklet jer, men er det her en tilbagevenden til noget af det og hvordan ser i det i forhold til det mere tema- og koncepttunge arbejde I siden har lavet?

Lif: Ja, det er lidt som det jeg sagde før – jeg ville undgå at blive puttet i bås. Men da jeg startede ud var jeg jo enormt påvirket af grupper som Public Enemy og havde en stor ambition om at lave socio-politisk musik. Og jeg tror noget af det musik jeg siden lavede, blev en kende for subtilt for folk, som derfor glemte at jeg også var en battlerapper. Det er som om medierne fortæller verden og dig, hvem du er og det er svært at gøre oprør mod det. Man ændrer sig jo over tid og en given beskrivelse kan, hvis den er god, beskrive hvem du er på et bestemt tidspunkt, men giver ikke plads til den udvikling der kommer bagefter. Jeg startede som battlerapper og da jeg nåede til ”The Now” følte jeg, at jeg var klar til at lave mere konceptuelt orienterede ting og nu, med Black Dialogue, er jeg lidt på vej væk fra det igen og jeg ved egentlig ikke hvordan det næste album kommer til at lyde.

Ak: For mig har det bare været en konstant udvikling, og min smag er som sagt ret eklektisk. Da jeg udgav min første single i 1998, ”Ruff Enuff”, virkede det naturligt nok på mange som det første jeg lavede, men jeg havde selvfølgelig været i gang ti år før det og havde været igennem en del forskellige udtryk. Da det så blev tid til min første single følte jeg mig klar til at lave en rigtig hardcore, b-boy-freestyleplade. Men jeg havde jo samtidig tracket ”Woman” på b-siden, og det var jo en historie, så jeg prøvede også dengang at blande kortene en smule. I forhold til nu er det helt sikkert at samarbejdet i en gruppe har udvidet mine horisonter i forhold til de muligheder man har. Et eksempel er tracket ”Career Finders”, som vi skrev sammen medShock G – jeg tror ikke jeg ville have tænkt på dén vinkel på et battletrack før jeg indgik det her samarbejde.

Ja, det er et skægt koncept.

Ak: Ja, og det er den slags, der inspirerer mig og ansporer mig til at prøve mere af den slags i fremtiden.

Hvad med forskellene på at rappe alene og sammen, som del af en gruppe – det forekommer mig at I må have brugt en del tid på at få den der konstante interaktion til at flyde, hvad den vitterligt gør – det er sgu som en gammelRun DMC-plade.

Lif: Det er venskab. Da Ak startede var han den første independent-MC fra Boston, der fyrede på under shows udenfor staten og jeg var så med på scenen en gang i mellem og bakkede ham op, samtidig med jeg spillede et par solojams. Og det samme hvis jeg skulle spille en koncert – han kom med.

Ak: Det er bare helt naturligt.

Det må kræve en ret stor indføling med den anden person – at vide præcis hvornår man skal tage over fra den anden, osv. ikke mindst når det kommer til freestyles.

Lif: Ja, men vi har det fint med det. Jeg kunne ikke finde på at blive fornærmet, hvis Ak afbryder min freestyle.

Ak: Jeg, hvis jeg afskærer ham – hvad fanden?

Lif: Ja, og nogen gange har man bare brug for en til at lægge tempoet, nogle gange i en freestyle har du bare lyst til at bukke en 4- eller 8-takters ting til at starte med for lige at få tingene til at falde på plads, i stedet for med det samme at kaste sig ud i 24 off the top, og det er jo altid nedtur, hvis man lader den anden i stikken, så vi prøver bare at bakke hinanden op.

Så grundlæggende er det bare et spørgsmål om kendskab til hinanden.

Ak: Ja, jeg har det lidt sådan at jeg kunne tilbringe 25 år væk fra Lif og derefter gå på mikrofonen med ham og smadre den.

Lif: Ja, helt sikkert. Det var faktisk lidt sådan med det her show – vi kom ikke sammen herover og havde ikke tid til at øve, og vi var faktisk begge to bange for at have glemt sangene gennem næsten halvdelen af sættet, men…

Ak: Det klikker bare.

Lif: Ja, gud ske tak og lov, det er fanme fucked op at glemme sine tekster på scenen – tro mig, det er sket mange gange for mig [MW griner].

Jeg vil gerne afslutte med at høre lidt om fremtiden for hver af jer.

Therapy: For mig er fremtiden Asamov, albummet …And Now udkommer 15. oktober på 6 Hole, som også udgav Big Poohs plade og som kommer med 9th Wonders plade lidt efter os – men kik efter vores plade, der også har J-Live, Wordsworth, Ak og Lif på – check det ud, vi fyrer den af!

Ak: Og repræsenterer Jacksonville!

Therapy: Ja, vi repræsenterer Jacksonville!

Lif: Hvor The New England Patriots tog Philadelphia ud i deres tredje Super Bowl på fire år!

Ja, det er sgu goder tider for Bostons sportsfans!

Lif: Well, det er sgu altid godt! Men lige i øjeblikket styrer vi! Vi vinder igen i år… undskyld… ja, jeg arbejder på et nyt soloalbum og det har taget latterligt lang tid for mig at blive færdig, men jeg har turneret meget med Perceptionists, og når det ikke har været os, har jeg turneret medAesop Rock, hvor jeg har haft chancen for at afprøve noget at mit nye solomateriale, så albummet kommer i 2006.

Ak: Jeg er lige gået i gang med mit næste album og regner med at bruge resten af året på det og få det ud til april næste år, men i mellemtiden står den på Perceptionists og vi skal have det skægt!
Anmeldelse af Perceptionists-koncerten på Roskilde 2k5

Anmeldelse af Black Dialogue

Anmeldelse af Rodney P, Rob Swift & Peceptionist-koncerten i London samt mini interview med Mr.Lif & DJ Fakts One

Skrevet af Mat 07.07.2005 arkiveret under Interviews |