De RapSpot redaktionsansvarlige for dag 1; Bo Pee og Ann Noyd er vågnet op fra tømmermændstågerne og har indtaget Rent Mels backstage sofaer, mens der gøres klar til Devin The Dudes lydprøve. Langsomt rekonstrueres gårsdagens indtryk som var den første dag af Århus Took It og en hel fantastisk aften i hiphoppens tegn.

NEMO STARTEDE FESTIVALEN
Mens folk endnu halsede til fra alle kroge af landet for at nå frem til Train efter endt skole og arbejde var det Nemo der åbnede ballet i Århus. Det var ca. en fjerdedel af de 800 mennesker der havde indløst billet, der var mødt frem for at få det hele med fra begyndelsen. Trods den endnu lidt tomme fornemmelse i salen lykkedes det ganske godt for århusdebutanten Nemo og hans homies Klingen og Gettic at trykke den af. Rapspotteren og Århus local Jølaw var især imponeret over den spilleglæde de dygtige youngsters viste på scenen. Selv var jeg blandt de uheldige der ikke nåede showet, og måtte nøjes med et referat fra en af de garvede hiphoptøser, der har mange jams og koncerter i bagagen og hun indvendte at de virkede lidt tilbageholdende – på den måde folk kan være når de endnu ikke har spillet så meget live endnu.

Nelson fyldte traditionens tro på bedste vis pauserne mellem actsne ud med hiphop vinyl af bedste skuffe.

KONTRAS – KROP & SJÆL
Anden act Kontra startede deres show med en lille film, der med graffiti action skitsede crewets medlemmer op. Opiden, Spez, Supa Jan, Nappion og Profile entrerede derefter scenen akkompagneret af beatbox og mandekor, hvorefter infernoet brød løs i bedste Wu-Tang stil. Showet led desværre under en elendig belysning, der gjorde det svært for alvor at koncetrere sig om kunstnerne på scenen. Men Kontra fik repræsenteret godt, og havde ikke de store problemer med at få crowden med, specielt ikke da aftenens motto var ”Fri bar til alle!”. Showet var en god blanding af posse cuts og solonumre fra hele crewet, nye tracks og mere eller mindre velkendte bangers. Specielt Spez’ følte solo sjæler brændte igennem og Nappion gæstet af J-Spliff rockede deres danske track fra Viva La Gade Hiphop. Abefesten fik crowden med og luften var, ikke mindst takket være tæt tobakståger og generøse mængder af scenerøg, hvidglødende til Bumsestilen.
BUMSESTILEN – LIVET ER EN KLAM SÆK
Bumsestilen hedder ikke hvad de hedder for sjov. Jyderne kørte den onde jamstil med bajser i den ene hånd og smøg i den anden – så måtte mikrofonen tage til takke med at hænge halvt ude på knoerne. Der var jysk dialekt og tunge beats, men deres trademark sløvhed gjorde ikke det vilde for stemningen som sank med Stengade-viben og det uimponerende sceneshow der mest bestod i traske lidt frem og tilbage og tage den med ro.
Det overordnede indtryk var redaktionen enig om; Bumsestilen egner sig bedst til plade, når man chiller ud i cribben med hjemmedrengene og en ordentlig ryger – hvad kan så bedre fuldende eftermiddagen end at karaoke den på galde-steneren ”Life´s a bitch, men hun er fandme også en klam sæk!”
Selv om folk fladede lidt ud til bumserne var der aldrig nogen fornemmelse af tomhed. Train var ved at blive pakket som timerne skred frem og flere og flere kom fly fra deres hotelværelser og flashede hiphopgarderoben. Det skakternede vinylgulv blev efterhånden oversået med flasker og glasskår og folk stod pakket på de mange trin og plateuer og var ved at nå loftet fra førstesalsbalkonen overfor scenen. Stat og Nats Teamwork plakater prydede de sorte vægge side om side med ”No Tags” skiltene.

CLEMENS – HARDCORE OG HÆSBLÆSENDE
Ruus kom ind på scenen med ekstra batterier på stemmebåndet ”ER I KLAR TIL CLEMENS?!” blev der skreget så det kunne høres i Vordingborg. En live guitarist tunede sit instrument i spotlightet til venstre for den lånte DJ Stoy og folk stimlede endnu tættere på foto-graven.
Superrapperen entrerede til klynger af hujende hængerøve der kastede alle 5 svin gryntende i vejret og pigerne hvinede godt med da de første toner af Cirkelinesangen Flammende Oprør kom ud af højttalerne, kort efter, det samme gjorde den vildeste afrosportende breakdancer i postkasse rød Cirkelinedragt med sorte prikker – en alt for crazy og mega cool detalje der tog toppen af enhver selvhøjtidelighed og derved fik showet til nye højder.
Showets omdrejningspunkt i øvrigt var klart den agressive, hardcore stil – selv da Mass nærmest lavede et spoken word soloindslag med accapellarap lige fra hjertet.
Det teatralske højdepunkt var da Clemens gav den som stakkels skabning der kravlede diffust og fortabt rundt på scenen på alle 4 og endda prøvede at klemme sit korpus ind under Simon Stoys DJ pult, men scene-energien klimaksede til Den Lyriske 9mm fra hans første plade Regnskabets Time og der var ingen tvivl om at folk var helt oppe og ringe over hvor vild tight og intens Clemens var.
AFTENS SURPRISENAVN: STATIC & NAT ILL
Rygtet havde cirkuleret i crowden at aftens surprise var Static & Nat Ill og det skulle vise sig at være sandt. Denmarks Finest fik en grineren introduktion af aftens konferenciers Jeppe Bisgaard og Jøden. Jay-B annoncerede at nu ville en Jørgen Leth hjemmevideo, med den 17 årige kokkedatter in action, blive vist, men det var selvfølgelig Stat og Nats introvideo der tonede frem på lærredet og Danmarks tighteste makkerpar fyrede den af med sin klassiske realness-stil og løftet om at den længe ventede plade Teamwork ville ramme gaden d. 14 november. Showet var business as usual med no fuck-ups og masser af energi, men pga. af den korte tid de fik på scenen nåede de dog ikke at varme crowden lige så gevaldigt op som det lykkedes dem sidste år, mente Bo Pee. Lidt synkronmoves blev det dog til og en ting er sikkert; de er ALTID gode.

TALIB KWELI OG SUPERSHOWET
Kjøwenhavneren og Ærkejyden; Jeppe Bisgaard og Jøden, viste aften igennem at de var det fuldendte makkerpar som præsentatorer. Cheeky indfald, dobbelt-op på ebonics og masser af hype og humor fik speederen i bund på crowd love og folk piftede og jublede. Alle blev beordret tættere ned foran scenen (som om det fysisk havde været muligt at komme tættere på) da aftens højdepunkt var ved at arrivere; Talib Kweli skulle på.
Det var helt ubeskriveligt fedt da Move Something bragede op fra den moderne klassiker Reflection Eternal fra år 2000. Der kan ikke have været et federe sted i hele landet end Train der kogte og sydede af hiphop i det Talib trådte ud i sine jeans, sin Rock Well T-shirt og sin grønne damehat.
Rapperen er ikke den der laver mest flik-flak på scenen, men to backupsangerinder kom ud og æltede hofterne godt til lange og megafede show der demonstrerede hvor eminent Kweli formår at variere sin stemme. Flere gange i løbet af showet måtte jeg hoppe for at se over skoven af caps og tjekke efter at det ikke var en anden rapper der havde fået mikrofonen, men nej det var skam Talib all the way.
Fra Black Star albummet spillede han Respiration og pigerne jumpede igen i ekstase da Kanye West bangeren Get By rullede melodisk ud af højttalerne. Selv Jeppe Bisgaard kom styrtende ud af backstage med tårer ned ad kinderne af glæde da den Beatles-samplede white label Lonely People fik publikum til at gå amok og synge med. Sjælfulde soul numre blandede sig ubesværet med bangers og hits og multiorgasmerne hos publikum rullede videre i ekstranummerdelen bla. med det Neptunes producerede Broken Glass.

Alt i alt en fantastisk aften hvor både publikum og kunstnere mødtes i sin fælles kærlighed til hiphoppen og smeltede sammen i en unik stemning og varmen fra det totalt udsolgte spillesteds menneskemasse – og mon ikke der var broken glass everywhere når vi endelig fik kæmpet os ud af garderobekaoset og forsvandt væk fra Train. Bo Pee og Ann Noyd signing off fra torsdagens dagbog og stor tak til Jølaw, Mali og K-V for ekstra brikker til hele puslespillet.

Skrevet af Ann Noyd 07.10.2005 arkiveret under LiveSpot |