Når en af Danmarks væsentligste rappere udgiver et nyt album og en af de mest ordfråsende anmeldere på RapSpot skal skrive om det, kan det ikke undgås at der kommer en lang smøre ud af det. Og heldigvis for lange smører, for hvor ellers end på nettet får danske rapudgivelser den dybdegående opmærksomhed de fortjener? Hvis du er en af de der hardcore læsere der elsker lange, detaljerede beskrivelser så klik dig ind for den lange version af anmeldelsen her: LANG. Og hvis du ærlig talt ikke gider, men godt orker den korte version så læs blot videre her.

Det tredje album fra L.O.C. er 3-delt og konceptmæssigt både gennemtænkt og gennemført.
3 grundlæggende stemninger tegner lydsporet for den cinematiske Cassiopeia der smager lidt af ”Casablanca”. Der er da også noget Humphrey Bogartsk over Liam O´Connor der blender ind på coveret med stjernekonstellationen, langt fra de photoshop-flammer der knitrede pixeleret uden på Inkarneret.
Cassiopeia tegner et mere modent og selvreflekterende billede af rapperen der i denne omgang blander sine producere mere end tidligere. Det er stadig guldteamet fra Tabu; Troo.l.s. og Rune Rask der står for hitopskriften på Frøken Escobar – og for den gode velkendte westcoast bangerstil på Få Din Flask På, men tilførelsen af skæve, cartooniske beats fra Arrested Development producerne Lounge Lizzards skaber en original og varieret stil som klæder L.O.C.s stemme usandsynlig godt.

Alle gæstevers på pladen leveres i tårnhøj kvalitet over hele linjen, fra Suspekt drengene til Johnson, i topform, og U-Dollar der for en gangs skyld slipper for at rappe i dobbelttempo.
Hele spekteret dækkes fra livets dybeste og mest smertefulde overvejelser i Ave Maria til den smukkeste og luftigste forelskelse på Du gør mig.. hvis beat leveres af Providers og balancerer vellykket på knivsægget mellem pop og hiphop. Ingen anden end L.O.C med sin unikke, rå stemme kunne fastholde sådan et track i hiphopgenren.

En anden markant indflydelse på Cassiopeia er den amerikanske westcoast producer Bosko der står for pladens sidste tredjedel og hans klassiske, enkle virkemidler fungerer glimrende med L.O.Cs legende og syngende vokal. Desværre tager sang-omkvædene en smule overhånd i det lange løb, og man kunne også ønske sig et mere bragende beat som Få Din Flask På til at starte pladen op. En anden optimal placering ville være at lægge de tunge ballader i slutningen i stedet for midtersektionen af albummet, for et voldsomt og potent track som Ave Maria sætter skip-knappen på overarbejde hvis festen skal holdes oppe. Alt sammen småting i forhold til hvor kvalitetsmæssigt overlegen dette album er fra produktion over flow til tematik og helhed. L.O.C. fremstår dybere og mere nuanceret end før, men bliver aldrig bedrevidende eller intellektuelt leflende – hans stodderarv holdes godt i hævd på f.eks. det flabede og super fede disstrack 100 hvis vrængende off-beat tøsekor lader provokationen løbe rislende ned ad ryggen. Cassiopeia er vitterligt billedet på en stjerne.

5 ud af 6

Skrevet af Ann Noyd 14.10.2005 arkiveret under Anmeldelser |