Der er sket en del med Cage siden solo-projekterne Movies for the Blind og Weatherproof, og ikke mindst de forskellige samarbejdsprojekter han har haft gang i, især Leak Bros. albummet som han udgav sammen med Tame One må siges at have meget lidt til fælles med det nye album Hell’s Winter. PCP-røgen er lettet, Cage er blevet stoffri, har tabt sig 20 kilo og har – ifølge eget udsagn – fået “hair like an indie rock band”, og det kan i den grad mærkes.

Navlepilleriet er blevet skiftet ud med mere seriøse emner, og det klæder faktisk Cage meget godt at kigge lidt udad. Samtidig er Mighty Mi og Mr. Eons Eastern Conference Records blevet skiftet ud med El-P’s Definitive Jux, og det kan også tydeligt høres. Bøffen med Demigodz er tilsyneladende også blevet lagt på hylden til fordel for en ny af slagsen med selvsamme High & Mighty. Pladen åbnes med et hårdtslående nummer under titlen “Good Morning New York”, hvor Cage over et super hardcore beat med tunge trommer guitarriffs i fællesskab med El-P på omkvæd går i krig med at fortolke New York anno 2005:

“Homeless, cardboard cribs, cops shoot civilians
Vendors, rap stars, Wall Street, billions!
Donald Trump, shotgun pumps, illegal store fronts
Dollar-fifty dutches, AF-1’s and dunks
Skyscrapes, planes hit ‘em, army in the subway
High risk, orange alert, every day”

Hermed introduceres allerede i pladens første få linjer et af de temaer som går igen, nemlig den såkaldte krig mod terror og herunder krigen i Irak. På pladens tredje track, “Grand Ol Party Crash”, produceret af DJ Shadow, gåes der hårdt til den amerikanske regering. Cages skarpe tunge krydret med tåbelige George W.-citater imellem versene over Shadows militaristisk-klingende trommer gør dette track til et sikkert hit i min bog.

“If the opposite of pro is a con then look beyond this
The opposite of congress must be progress”

De tunge temaer ligger især på pladens første halvdel og således finder man som skæring to og fem de to Blockhead-producerede numre “Too Heavy for Cherubs” og “Stripes” (produceret i fællesskab med El-P), som begge kredser omkring Cages barndom og navnligt forholdet til hans far. Førstnævnte slog mig ved første gennemlytning som en anelse kedeligt pga. den noget stenede og slæbende produktion, men det vinder i høj grad ved nærmere bekendtskab og Cage maler meget levende, mareridtsagtige billeder:

“Walks in with a black bag, “Chris, we’re gonna play a game, alright”?
Wrapped my rubber snake around his arm and made me pull it tight
Hit himself with a spike, drew blood and pulled his mask down
My hands blue until he let my arm go and he passed out…

…Scurry the floor, climb out, hang, then drop into the snow
When my captor snatches me back up, “Chris, where you goin’”?
Pulls me back into hell, starts shakin’ me to weaken me
Then teachin’ me to be a man by repeatedly beatin’ me”

“Stripes” er i mine ører et af pladens absolutte højdepunkter, og efter dette track begynder standarden så småt at dale, selvom der er masser af godbidder på resten af pladen.

“Beer cans and cigarette butts cover the floor…
Day half gone, he sleeps – scared, pregnant teen in the doorway
Watching him sleep, clutchin’ her belly, little feet kick
To send the teen back to the toilet, spent her last week sick
When little Billy feed her ground-up Jesus powder
Would’ve beat her louder if it would’ve pushed the fetus out her
Father in the making, crooked MP, forsaken
A military cop that sells H to bring his cake in
She shaking, praying her labor kicks in before
The door’s kicked in for them brown bricks in the floor…”

Andre af pladens højdepunkter inkluderer “Scenester”, hvor Blockhead igen har stået for produktionen, og “Weathermen Gang”, hvor Cage, som titlen antyder, får besøg af sine med-metrologer, og så vidt jeg umiddelbart kan regne mig frem til mangler der kun Breezly Brewin’ og Vast Aire for at lineuppet er komplet (jeg er ikke helt klar over hvor Jakki står, men jeg går ud fra at Copywrite ikke længere regnes som medlem, jvf. beefen med Camu Tao). Et rigtig fedt track over en Camu Tao/El-P-produktion som virkelig brager igennem.

Også “Public Property” er værd at nævne; det er på dette nummer at Cage lufter den førnævnte beef med High & Mighty og her bliver bestemt ikke lagt fingre imellem. Ærgerligt at det skulle gå sådan, i hvert fald for de af os som fiender for endnu et Smut Peddlers album. Det sidste track jeg vil komme nærmere ind på er “The Subtle Art of the Breakup Song”, hvor vi får en lille dosis af den gamle Cage som vi kender ham fra f.eks. det geniale, Mighty Mi-producerede “Suicidal Failure“, med hang til det makabre, og det er slet ikke så dårligt. Her beskriver Cage et biluheld på sin kærestes fødselsdag:

“I pick my face up with glass in it
Can’t remember the last minute
Glove box, my girl’s face mashed in it
I called her name out, but she ain’t respond
Pulled her shoulder back, touched her arm
Her entire fuckin’ face is gone!
I see her breathin’, I’m pleadin with Jesus,
“Leave her lifeless, don’t leave her like this”
Reach for the birthday balloon of nitrous
I’m tryin’ to dial for help with hands I can’t feel
Stuck in the driver’s seat,
My broken ribs grippin’ the steering wheel”

Trods den lidt dalende standard på pladens anden halvdel må konklusionen dog være den, at Cage med Hell’s Winter har præsteret et album som er alle hans tidligere solo- såvel som samarbejdsudgivelser langt overlegent. At pladeselskabet ikke længere hedder Eastern Conference, men Def Jux, kan tydeligt høres, og det er ikke altid ubetinget godt, medmindre man hører til den – tilsyneladende store – gruppe af mennesker som falder i svime over alt hvad El-P rører ved, men det gør jeg ikke.

Personligt kunne jeg godt have brugt et par Mighty Mi-beats og lidt J-Zone ville bestemt heller ikke have været af vejen, men Shadow, Blockhead og Camu gør virkelig deres job godt, så det er så absolut klager i småtingsafdelingen. Udover mange af de helt store indenfor indie hiphop medvirker også folk fra indie rock scenen, bl.a medlemmer af Yo La Tengo og ikke mindst punk-legenden Jello Biafra, fra nu hedengangne Dead Kennedys, som står for den satiriske Bush-gengivelse på “Grand Ol Party Crash”. Det har bestemt en positiv indflydelse på lyden, som er langt mindre flad og fruity loops agtig end så meget andet, der udkommer disse dage. Uanset om man foretrækker Mighty Mi eller El-P bag boards’ne, er Hell’s Winter alt andet lige et fremragende album.

5 af 6 spots

Skrevet af Mic 24.11.2005 arkiveret under Anmeldelser |