30.11.2005
Mareridt Igen
Så er der atter angstsved under bandanaen. Den 28. december vækkes Tabu-traditionen Nightmare After Christmas igen til live og hjemsøger Pumpehuset i et orgi-e af dæmonisk rapp og giftglögg.
Edderkoppespindelvævshiphop og kæderaslende beats vil få dig i den rette makabre stemning og F.I.P sørger for at uddrive de sidste rester af flæskestegsånde og ris a la mande-kvalme.
Den hemmelige, berygtede Tabuglögg skal nok jage de sidste klumper brun sovs ud af systemet og sikre dig den type brandert der giver dig en supermandskappe på om aftenen og et dødsønske, dagen efter.
Alene springet fra Stengade 30 til Pumpehuset tyder på at der er hold i rygterne om at det i år bliver større, vildere og mere skræmmende end nogensinde før.
For 4 måneder kan du partere et lig, men for kun 115 kr kan du få gåsehud med F.I.P – support af Jeppe Rapp og 4fod. Det er fanme billigt sluppet.
Skrevet af Ann Noyd 30.11.2005 arkiveret under Nyhedsarkiv |