Så var Rapspot til den store dobbelkoncert; L.O.C & Xzibit i KB Hallen d. 2. december. Det var koldt, det var jul, og det var Frederiksberg. Det hele er blevet pakket ind til en stemningsrapport og en masse fede billeder som snart kommer op på Linselus.

L.O.C var annonceret til at starte kl. 20:30 så vennerne og jeg besluttede at vade der over så vi var der til tiden. Selv om vi kun gik i 10 minutter var det så koldt at der var ved at gå koldbrand i ørerne og man kunne høre fyrenes klokkeværk rasle i bukserne (a.k.a. Jingle Bells).

Foran KB Hallen var der allerede en stor klump skaldepander med baggybukser – også kaldet hiphoppere. De stod på et klirrende tæppe af ølflasker og tomme dåsebajere der var blevet smidt som en alternativ udgave af den røde løber. Vi tog pænt plads oven på hver vores plastikkrus med bundsjat.
Indenfor blev man visiteret af vagterne og det var nærmest en fornøjelse sammenlignet med den samme procedure til Århus Took It hvor securityen blodtørstigt gik efter struben på én. Her på Frederiksberg var det nærmest som en bild massage og et varmt kram. Mere af det!!

Men så kom garderoben – og hvis man forestiller sig at et fyldt fodboldstadium beordrede alle tilskuerne til at stille sig op i en lige række, bag hinanden, har man en god idé om hvordan der så ud. Det var til at få tudefjæs over – og så skulle det endda vise sig, for de uheldige i køen bag os, at der ikke var plads nok til alle jakker, når de endeligt nåede frem! Jeg mente det måtte være en eller anden slags kø-rekord, men det var også før jeg skulle tisse i pausen mellem de to acts og opdagede at der er lige præcis 7 pige-toiletter i KB Hallen som snildt rummer 1500 mennesker. You do the math.

Inde i selve hallen bliver man altid overrumplet af hvor stort det hele er, lige når man træder ind. Hiphop – særligt undergrunden – er vant til steder som Loppen, Stengade 30, Lille Vega og Rust. I sammenligning er det her enormt. Hvis man er til små intime koncerter er det en udfordring at nyde den her type gigs, men jeg var egentlig ok glad for Busta Rhymes koncerten samme sted. Godt nok viste han sig at være lidt af en nar, men publikum var tændt og hallen fyldt godt op. I dag virkede der ikke helt lige så fyldt og stemningen var lidt mere død i sværen. Det tror jeg havde noget at gøre med typen af publikum som mest bestod af forstadsgangsters og low-key , laid-back westcoastfans der havde det til fælles at de ikke gad gå amok i crowd-dans fordi det gør det sværere at se rigtig COOL ud.
Til gengæld var det en stor oplevelse at sidde på stole-plateue, ude i siden, og se midten af folkemassen bølge hænderne i takt til musikken foran scenen. På de mest elskede numre. var synet et kæmpe bølgende hav af arme der rullede frem og tilbage i takt med bassen og de skiftende scenefarver. Stort!

Showet var selvfølgelig meget hiphop-forsinket og den blev langt over 20:30 før præsentator, Ralle Malone kunne råbe den første banger på scenen efter over 45 minutter og piftekoncerter i den utålmodigt ventende crowd.
Ventetiden var pænt press da der ikke var nogen som helst form for underholdning, end ikke en live-DJ til at varme lidt op. Man kunne også have haft et mindre navn til at opvarme på scenen før L.O.C. men ak nej. Vi var overladt til en times smalltalk og begloning af en farverig palet af streetwearklædte dudes der catwalkede mellem bar og homeboys. I mellem tiden byggede der sig en giftig røg op i hele salen. Folk pulsede smøger som om de fik penge for det og selv om der var højt til loftet var der ingen udsugning og de 1000 smokers fik lagt en dyne af smog overalt.

Nogen havde sat en pænt stenet cd på der kørte for sig selv, et eller andet sted i bygningen, og akkustikken var (som det er karakteristisk for KB Hallen) helt elendig. Det lød mest som om nogen hørte The Voice på en sprængt højttaler.
Derfor var det en stor lettelse da L.O.C omsider gik på scenen. Folk hujede og Liam O´Connor kom på, flankeret af Bai-D fra Suspekt. Bagtæppet var storbyglitter og en plakat for Klub 27. I baggrunden stod amerikanske Bosko og fyrede den af på westcoast talkbox. ”All the ladies look so so good to me” spandt han elektronisk og sang ”fisse” et par gange.

L.O.C. fremførte de mest uptempo numre fra Cassiopeia så som Få din flask på, og selv disstracket 100 blev pumpet, men uden hooket, og i et lidt forceret tempo der ikke klædte tracket. Lyden er aldrig på kunstnerens side i KB Hallen, men L.O.C. gik alligevel tydeligt igennem og med sin tighte levering kunne man godt forstå at så mange var kommet for at se ham. De må alligevel have ærget sig hvis de har oplevet ham under andre omstændigheder som f.eks. med hele F.I.P holdet bag sig og stageparty fra første til sidste nummer.
Her var der sparet meget på de visuelle effekter og alt hvad vi fik at kigge på var L.O.C og Bai-D, de ubevægelige kulisser – og Bosko. Kun en gang stillede L.O.C sig op på en lampe og så lidt scary ud. Men der skulle mere til at få os til at tisse i bukserne så vi nøjedes med at koncentrere os om musikken. Vi fik både Hvem er ham der stodderen.. og Absinth, men det var det sidste nummer fra truckersønnen der for alvor fik folk til at skrige af begejstring, nemlig Frk. Escobar.

Midtvejs i L.O.C. showet veg rapperen pladsen for Bosko der overtog showet med et styks buttet backuprapper. Det var i den velkendte sorgløse westcoast-stil blandet med lidt opfordring til publikum om at læse op på hvem han var, blær med at han havde produceret The Work Out Plan for Kanye West (vi fik et hurtigt snippet spædet godt op med talkbox), og nå ja så fik vi også lidt ignorant american med ”Jeg troede ikke danskere kunne rappe, men så mødte jeg L.O.C” (Det mest utroværdige ved den historie er at den forudsætter et kendskab til eksistensen af Danmark, og helt ærlig folks – de fleste amerikanere tror Danmark er en by i Tyskland). Hvis Bosko alligevel, her på det sidste, har opdaget vores lille andedam skyldes det nok lige så meget Alliancen som han også har produceret for.

Jeg må indrømme at jeg indtil videre ikke var så imponeret over noget og jeg havde håbet på at høre Du gør mig fordi den er fed, og fordi L.O.C. havde antydet at den var svær at lave live, men der blev ikke taget nogen udfordringer op under hans show som var meget standard (men selvfølgelig af hans vanlige høje standard). Man savnede lidt originalitet, lidt lir, lidt liv, et eller andet uventet, – ja bare et eller andet.
Til slut blev der fra scenen delt gratis ”L.O.C. aviser” ud til folk og selv om det var helt åndssvagt at tro at nogen gad læse avis til en koncert var der mange rigtig sjove detaljer i, så de af os der reddede et eksemplar med hjem havde den store griner næste dag over kontaktannoncer som ”Møgbeskidt gadeluder i 100 kilos klassen stiller sine magnumhuller til rådighed for små slemme gadedrenge. Bunkepul og teenageaftner. Fyld mig med alt hvad I har for en plov. Ring til Grisepigen på 12131415!” og ”Satanisk dobbelt å-skåls direktørfrue i 80érne afstraffer veludrustede glatbarberede butlerlærlinge med dødspatterne. Ydmygelse i havestuen og tvangsmanicure af besses fissegardiner” – og så har jeg slet ikke citeret Simon Juls brevkasse! Mer af det!

Efter L.O.C. var blevet eskorteret af scenen af Frk. Escobar, blev det annonceret at der nu ville gå yderligere ventetid før vi skulle få X to the Z at se. ”Skynd jer i baren” blev der opfordret og fra stolerækkerne kunne man se at scenefolkene var gået i gang med at møblere om på kulisserne bag ved. Også denne koncert skulle vi komme til at vente en evighed på. Måske ville ventetiden have været kortere hvis der var en DJ eller ET ELLER ANDET til at fylde tiden og KB Hallen ud, men det eneste der blev pumpet var røg til ens hornhinder tørrede ud.
Der sad man så og hang småtræt og halvblind på stolen mens man hørte en lav, skrattende udgave af Soldier med Destinys Child (flere gange). Det var fandme nederen.

Endelig kom konferencieren ud, skød en statist med noget teaterblod (der var vist også en lowrider på scenen, men det er der jo altid – og hvordan fanden kommer Jøden egentlig omkring når der er westcoast i Danmark?). Der var også 2 smukke piger og lidt gaveuddeling. Ja der blev endda hældt noget champagne op og det var alt sammen kulminationen på den aftens bling.
Indtil X kom ud vel at mærke. SÅ blev der demonstreret hvordan man bevæger sig på en scene. Det var super energisk, super godt og super professionelt. Albinoen Krondon var med og det er jo i sig selv en levende kulisse. Der blev hoppet og løbet og poset og vouget og beatsne bragede ud i trodsighed mod den grimme lyd. Bassen var så tung at man fik vibreret ballerne når man sad ned. Jelly Roll, den store pæreformede falsetsanger, var også et frisk indslag i den sædvanlige kontekst af hardcore hiphop og hans smidige toner nåede så højt op under loftet at selv Køge-thugsne i crowden måtte gi den op. Havet af bølgende arme rullede videre i det fantastiske scenelys, der får et thumbs up som KB Hallens eneste indretningsmæssige lyspunkt.

I min mening var Xzibit klart federe i Vega, den gang han optrådte der, men det skyldes hovedsageligt lyden der bare sucker hårdt i KB Hallen. Manden selv virkede, også denne aften, veloplagt og leverede et tight show med flere hjælpere, mere bevægelse og meget mere action og variation end L.O.C havde præsteret. Desværre var der på det her tidspunkt så ulideligt tilrøget og nederen i KB Hallen at ingen i mit posse kunne overskue at blive hængende til den bitre ende. Vi nåede at høre nogle af hans nyere hits fra 2004 albummet Weapons Of Mass Destruction, før vi måtte kaste håndklædet i ringen og smutte før garderobekøen igen eksploderede til en times tortur. Jeg nåede at jumpe med på det superfede Beware Of Us, og et par andre godter, før det var tid til at trodse kulden og smutte hjem.
Det kunne have været så fedt hvis L.O.C havde været mere oplagt og venuet havde været et andet. Hvis der havde været live DJ og ordentlig musik. Men taget i betragtning hvor dårlige odds der var fra begyndelsen (Det er trods alt KB Hallen) så var det nok alt i alt en helt ok aften.

Skrevet af Ann Noyd 04.12.2005 arkiveret under LiveSpot |