24.12.2005

Timbuktu – “Funken Styr Vore Steg” (DVD)

FunkenDVD.jpgI disse mørke juletider hvor kalenderlyset er brændt ned til en sølle stump, kan man endelig slappe af, smække stængerne op og lade julestressen fordampe. De allersidste julegaver er indkøbt med sved på panden, julehumøret er røget sig en tur under ventetiden i de lange køer, og gaveideerne var det småt med. Det evige spørgsmål, et af de store her i livet, melder sig på banen nu hvor gaveræset er overstået for denne gang: Hvad køber man egentlig til hiphopperen, der har alt?
(- og NEJ, det er ikke en Senseo-kaffemaskine…)

Her er svaret: Timbuktu’s DVD Funken Styr Vore Steg – noget nær det komplette billede af en af Skandinaviens absolut mest spændende kunstnere.

Udgivelsen er delt op i tre etaper, dels en samling af Timbuktu’s mange og bredtfavnende musikvideoer, dels en optagelse af en koncertoptræden fra Stockholm med backupbandet Damn! og endelig en dokumentar om rapperen – og overraskende nok er det faktisk dokumentaren, der er allermest interessant.

Korte klip fra en svunden tid, hvor den smarteste frisure var en flat top og Afrika-medaljonen var THE must-have accessory, viser Timbuktu som en pinligt arrogant og bedrevidende teenager i en interview-situation, hvor han insisterer på at der skal tales engelsk. Den stakkels interviewer fortsætter på sit bedste skoleengelsk, og spørger blandt andet primadonnaen hvem hans største forbillede er, hvortil han efter en overspillet kunstpause svarer: “Myself”.

Udover at interviewet har en stor underholdningsværdi med sine tåkrummende øjeblikke, så tjener disse gamle klip til sammen med nyere optagelser at vise et fuldent billede af Timbuktu, der har gennemgået en enorm udvikling, både kunstnerisk og personligt. Det er ufattelig langt fra Mr Øretæveindbydende 1993 til den ultrasympatiske rapper anno 2005, der kan skrive bedre tekster end de fleste og freestyle sin ass off, både på engelsk og svensk.

Dokumentarens højdepunkter er talrige, men man kan da nævne studieoptagelser med bla. Chords og Promoe, hvor der skrives rim i fællesskab, den ustyrligt morsomme, man-sku’-nok-ha’-været-der-agtige episode i tourbilen, hvor Timbuktu opfinder superhelten ”Childman”, oplyser PIN-koden til sit kreditkort og improviserer sig frem til sange som ”Papa’s Got a Brand New Dad” og ”Dude Looks Like a Baby” og de smukke rejsebilleder fra drengenes afrikanske odyssé. Tjek også for en meget larmende og unplugged fremførelse af “Dynamit”, nok det bedste stykke musikalsk samfundkritik i nyere tid.

Udover at fungere som en personlig introduktion til creme de la creme af svensk hiphop, er dokumentaren også et sjældent indblik i et fascinerende menneskes ligeså fascinerende liv. Alt det med svenske undertekster, y’all!

Videoerne er også i topklasse, og der er både gamle og nye ting i mellem. De fleste havde jeg aldrig set før, blandt andet den sjove og artsy Det Löser Sej og jeg nyder også gensynsglæden ved den phantastiske Alla Vill Till Himmelen video, hvor Timbuktu giver den som en slikket og baby-kyssende djævel i pelskåbe. Alsidigheden hersker hos Timbuktu, hvilket gør at man bare kan lade sig underholde video efter video uden at blive træt af det lige med det første.

Nu behøver man så heller ikke tage til den næste Timbuktu koncert, for koncertoptagelsen fra Stockholm er faktisk som at være der selv – næsten. Det eneste minus er at koncertdelen ikke er opdelt på DVD’en, så det er bare om at få sin spoler på, hvis man ikke lige gider høre hele herligheden i et stræk.

Funken Styr Vore Steg er den bedste musik-DVD, jeg nogensinde har set. Den formår at levere et bredspektret portræt af Timbuktu som den superspændende rapper, han nu engang er, og efter at have set den, føler man faktisk et personligt kendskab til ham. Nærvær er et nøgleord på Funken Styr Vore Steg . Man kommer tæt på Timbuktu, og man lader samtidigt musikken komme tæt på én. Det lyder måske en smule søgt, men DVD’en er en stor oplevelse, og det er simpelthen den perfekte julegave til den, der har alt. Jeg tillader mig at linke til cdon.com, for der kan man ihvertfald få DVD’en.

Og når det er sagt, så lader jeg Timbuks velfortjente spots skinne ud over det mørke julelandskab, og ønsker alle rapspot-cruisere en rigtig glædelig jul!

6 RapSpot Spots

Skrevet af Mismarie 24.12.2005 arkiveret under Anmeldelser |