Efter omtrent et årti plaget med utallige albums med utallige forskellige producere og gæsteoptrædende (jeg mener at have hørt Kool Keith bruge udtrykket random producer albums, har vi på det seneste set en tiltrængt renæssance af 1 DJ/producer, 1 MC-fænomenet. Eksemplerne er mange; MadVillain, 9th Wonder & Murs, JayLib, Buckshot & 9th Wonder og ikke mindst vores egne Static & Nat-Ill for bare at nævne nogle få… …og resultaterne har overvejende været positive.

Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: sidste skud på stammen er ingen undtagelse. Gruppen går under navnet DangerDoom og består af MF Doom på mikrofonen og DJ Danger Mouse på trommemaskinen, og albummet hedder, meget passende, The Mouse and the Mask. Lad os kigge lidt nærmere på nogle af højdepunkterne…

På nummeret Sofa King, som er anden skæring på skiven, sparkes ballet for alvor i gang. Danger gør brug af stryger- og fløjtesamples på et beat, som ligger lige til højrebenet, og Doom eksekverer på behørig vis:

Scared of a bunch of water? Then get out the rain
Order a rapper for lunch and spit out the chain
Then kick a lungie off the tip of his timbo
Trick a honey dip into a game of strip limbo
Odd, he couldn’t find no remorse
A wink is as good as a nod to a blind horse
Of course his technique was from a divine source
Never knew the price of ice or what swine cost

Et upoleret beat, der skratter og knaser som gammel vinyl, frisk fra de støvede gemmer, holdt sammen vha. et velfungerende blæsersample, danner rammen om The Mask, den første smagsprøve på det kommende MF Doom & Ghostface album, som formentlig bliver et af de mest interessante projekter her i det nye år; og skal man dømme ud fra dette nummer, så er der store ting i vente fra superskurk og henholdsvis –helt.

The day I took my mask off
My face was missing for two days
For the record, G, came back a year later
Whole new identity, Tony Starks pedigree
My money green like my nickname is celery
“Ooh, it’s Ghost who flash his toast”
Never wore sheets, but bulletproof coats
“Oh no…” the fans cried, “…put the mask back on”
Told ‘em, “Ghost is dead, he’ll return at the crack of dawn

Et andet samarbejdsprojekt, som allerede er i støbeskeen, er konstellationen Danger Mouse & Cee-Lo, under navnet Gnarles Barkley, og det får vi en forsmag på på nummeret Benzi Box; et helt udmærket nummer, men om det ville holde uden Dooms vers til at fylde ud imellem omkvædene, er jeg nu ikke så sikker på.

På Old School Rules får vi besøg af Talib Kweli, og der reminisces over barndoms-weekender, tegneserier, morgenmadsprodukter, puerile freestyles, kung fu film osv. over et feelgood beat der får undertegnede til at tænke på de moderne klassikere Concrete Schoolyard og What’s Golden af Jurassic 5.

Rent rimteknisk holder Doom igennem hele seancen en fantastisk høj standard, og jo mere man lytter til ham, desto mere indtagende bliver hans på en gang dystre og humoristiske tekstunivers. På dette album måske bedst eksemplificeret på nummeret Basket Case:

I started punchin’ once I saw son lungin’
He had me put on punishment for eatin’ the last munchkin
So now they got me down here near the dungeon
Nurses all arguin’ over who’s to do the spongin’
He requested time off for bugged behavior
And rhymed off of thug beats bumped by a neighbor
Who spoke with his fists and kept a mirror with a thumbhole
Cell 12 drum roll, ode to a gum sole.

Pladens stærkeste produktion finder man på det fantastiske Crosshairs. Trommer, bas, guitar og strygere går op i en højere enhed og danner et super stemningsmættet beat, som komplimenterer Dooms stemme og flow helt perfekt.

Musen og Masken er i det hele taget utrolig godt matchet. Dangers beats giver i reglen rigtig god plads til Dooms rustne, hypnotiserende vokal, og ligesom på MM… Food holdes det hele sammen af Dooms mærkelige, underholdende interludes, som giver en en fornemmelse – eller måske nærmere en illusion – af, at der er en rød tråd igennem hele herligheden. Med eller uden rød tråd er albummet præget af en helhedsfornemmelse, som har været fraværende på langt de fleste hip-hop udgivelser de sidste mange år, men som heldigvis er ved at vinde indpas på ny, og når man har lyttet albummet igennem, sidder man tilbage og vil bare ha’ mere. Og det bringer mig faktisk frem til mit eneste klagepunkt: længden! Ligesom på MadVillain pladen fra 2004 ligger vi nemlig lige omkring de 40 minutter, og det er altså ikke helt nok, når nu man også skal have plads til de mange skits og interludes, som alt andet lige fylder en del; så gi’ mig 10 minutter, måske et kvarter mere og så vil jeg være 100 % tilfreds.
Men Danger leverer varen på beatsiden i samtlige 40 minutter, og Doom er fascinerende at lytte til uanset om han rapper om gummiceller på Basket Case eller anvendelsmuligheder for store kar med tis på Vats of Urine, og på bundlinjen står vi altså med et fremragende album, måske det bedste i ’05, og jeg kvitterer således med 5 spots.

Skrevet af Mic 04.01.2006 arkiveret under Anmeldelser |