13.01.2006
Cab “Lydbilleder” (EP)
Det er igen lykkedes det københavnske undergrundslabel Beskidt Lyd at udsende et solidt udspil. De slog deres navn fast ved at udsende debuten med Pede B uden at besidde de store formuer eller brancheforbindelser. Deres andet udspil er CAB, som er kendt i Det Centrale Personregister under navnet Casper Simonsen, med en alder på 22 år. Han har ramt gaden med sin debut-EP, som har fået den meget filosofiske titel Lydbilleder og indeholder seks numre. Selvom CAB udkommer på et marked der er tætpakket og overfyldt, formår han at markere sig med sin helt egen stil og tekstunivers.
Pladen er visionær og meget velskrevet og man bliver straks grebet af CAB´s taktfaste toneleje, når han skaber stemningsfulde og indholdsrige tekster, som man kan fundere over.
Man kunne allerede se kometen lyse igennem dis og tåge fra andre danske rappere, da han lagde sine vers ned som gæste rapper på Pede B´s debut album Et Barn Af Tiderne.
Det er en fornøjelse at høre ham reflektere over emner, der spænder så vidt som fx en refleksion over livets gode og dårlige sider, som man som lytter kan relatere til. Han kommer også ind på de bitre og monotone erfaringer, som livet bringer med sig. Han formår at blande komplekse rimstrukturer med faktuelle og reelle historier.
Hvem Er Du handler om selvfremhævelse og blær og om at stå ved den man er.
Dengang at jeg ikke var større end 2 til 5 gram tjald/
fik jeg sat en time af til skole – hjem samtal/
Et opkald om ugen fra min klasselærer/
om det igen var lykkes, at stresse den mær.
På nummeret Devisen bliver der reflekteret over verdens grusomheder, såsom krig og ødelæggelse. Måske pladen dybeste og mest dystre nummer, CAB kombinerer samfundskritiske tanker med fede rim.
Jeg kan næsten ikke bære den vestlige verden/
når jeg tænder for mit tv er der pest på skærmen/
Og flæsk i færden folk lever som svin/
de hvide kværner mørke som en pebermaskine.
Der er flere numre der handler om at tro på sig selv og at kæmpe for det man står inde for. På Det Høje C taler CAB om at tro på sig selv, også når modstanden er hårdest. Det drejer sig om at holde sit fokus og følge sit hjerte og ikke kende nogle begrænsninger.
Hvis lortet braser sammen, kan jeg sige at jeg prøvede/
og se tilbage på mit liv uden at blive bedrøvet/
Jeg er min egen lykkesmed og mine jern er glødende/
har ikke altid energi, men jeg har lært af stødene.
CAB får assistance af Pede B på Langt Fra Mit Sind, som handler om alt det dystre der er sket for CAB. Det handler om det pres, som hviler på ens person i dagens Danmark. Det handler også om, at stå bag dem der elsker en og være der for dem i tykt og tyndt.
Jeg vil aldrig bukke under for pres/
jeg har prøvet det hele gå i spåner og grædt/
har brugt ret mange nætter på at slå i madrassen/
Vågnede brat op en dag og tænkte skån mig for resten/
fuck det, jeg er en mand, vil ikke miste forstanden/
Fra i dag slår jeg fra mig, inden jeg sænker min pande.
Pede B får også leveret nogle overbevisende tekster:
Klart bag mine venner, for det er rart at dele/
uanset om vi er på druk, eller indtager en scene/
Så Joey du skal bare vide, at jeg er der for dig/
Du ringer bare ligesom jeg gør, hvis jeg har brug for det/
Vi løfter i flok, så er det ikke så tuff at holde sit hoved oppe.
Lydsiden på denne plade er malet af nogle af Danmarks bedste undergrundsbeatsmede. Man kan finde produktioner fra DJ Wernz, Luxxx, Endless Potential og ES fra Graven. Heldigvis ligger produktionerne i samme niveau som rimene.
Jeg synes i store træk, at alle produktionerne på denne EP er af rigtig højt standard. Det resulterer i, at EP’en er spækket med beats, så man bliver fanget af stemningen og samtidig kan filosofere over lyrikken. Alt i alt en fed plade, med en lyrisk komet i form af CAB, hvor produktionerne bringer torden med lynild, og sender lytter tilbage i stolen.
Gæsteskribent: Janword
Skrevet af Gæsteskribent 13.01.2006 arkiveret under Anmeldelser |