Nogle af de grimmeste covers nogensinde skabt af menneskehånd skæmmer de to nye udgivelser der skal forestille at introducere Roots rookies til hiphopfusionisternes 15 år gamle klan (der både har heddet The Square Roots, Radio Activity og Black To The Future). Hvorfor den visuelle side er SÅ ligegyldig for Black Thought, ?uestlove & Co forbliver en gåde. Er det fordi at de allerede ved at fans vil købe pladerne under alle omstændigheder? Pladerne indeholder nemlig remixes, og særlige indspilninger som en Roots geek ikke kan holde sig fra.
Det er DET der er det absurde, at det er hardcore-kernen der har mest glæde af Homegrown! når titlen så klart siger at det her er til begynderne. Men det er bestemt ikke til begyndere af nogen art. Tracks er kastet tilfældigt rundt på de to plader som man heller ikke kan forstå ikke er samlet til een dobbelt cd – mistanken vokser omkring fy-ordet ”pengemaskine” i det fornemme, ærbare selskab som Roots ellers repræsenterer. Eller er det Geffen og Okay Player der lige malker spanden helt op inden Jay-Z genner rødderne ind i sin egen fold?

Anyway, der er hverken tydelig logik i alle valg af tracks, rækkefølge eller nummerering. Sidstnævnte har altid været en torn i øjet når det kom til Roots plader hvor alle tallene repræsenterer rækkefølgen fra første track de nogensinde lavede sammen, på første plade. Ideen er nok så romantisk, prætentiøs og pisse irriterende. Bedre er det ikke blevet her hvor hvert track er en nedtælling, resultatet er at track 4 på cd 1 hedder ”-10 ”.
Nå, men hvor kom vi fra? Nå jo en ordentlig røvfuld jazzede beats, Fender Rhodes og organiske trommer. Hvis du er til den støvede, livejammende, retroæstetiske, fusions-hiphop hvor hele bandet – bevæbnet med skills til tænderne – summer løs i forgrunden for conscious rap af klassisk kaliber så er det her et ”must have” i din samling. Odds er at du allerede for længst har stiftet bekendtskab med The Roots og allerede har klassiske albums som Illadelph Halflife fra ´96 eller Things Fall Apart fra ´99 og du er sikkert også bekendt med Phrenology, The Roots Come Alive og Do You Want More? Men gruppen har senest scoret homerun med The Tipping Point fra ´04 hvor førstesinglen Dont Say Nuthin var et af højdepunkterne
Begyndere, der missede ud i ´04, kan i stedet høre et mudret, remix på Homegrown Vol. 2, som tilføjer en dude der hoster i 3 et halvt minut!

Det er ikke altid at remixes og særlige udgaver er til det bedre, men i tilfældet med You Got Me på Homegrown Volume 1 er det rent faktisk tilfældet. Nummeret er i forvejen blandt de allerbedste overhovedet fra gruppen og besidder en følsomhed og et spektrum af nuancer der er helt magisk. Nok ikke tilfældigt hvis der er en sammenhæng mellem dybden i tracket og det faktum at det udspringer af en sand historie plus en universel række af tanker og tvivl som alle kan relatere til. Erykah Badu sang sorg, glæde og håb helt ud i nervespidserne, men hendes tekst var oprindeligt forfattet af den da mere ukendte Jill Scott og det er Scott der står for versionen på Homegrown. Stemmen er blidere, blødere og mere smidig. Den har ikke Badus karakteristiske nasale og sydstatsprægede fremførelse, men den ekkoer af mere sjæl fordi det er forfatterens egne ord, og følelsernes egen kilde man lægger øre til.

Erhvervelsen af Homegrown cdérne kan på ingen måde erstatte de originale albums, alene ud fra det faktum at nogle rigtig fede tracks ikke er med her, som fx Step Into The Realm fra Things Fall Apart, men dermed ikke sagt at man ikke bør erhverve de to øjebæer, for der er hersker ingen tvivl om at er man til en lyd så intens og stoflig som Roots vil man nyde storslåede højdepunkter som gruppens liveoptræden på Gilles Peterson showet i BBCs Radio One.

?uestlove har, som han også gjorde på bla. Phrenology og Tipping Point, kommenteret på samtlige tracks i bookletten, men det præsenteres i sammenpresset, pangfarve-tekst i en ubrudt strøm der får 17 sider i cd format til at virke mere teksttungt end en telefonbog. Man skal være noget af en bogorm for at have appetit til at gnave sig igennem hele pensum, men selv en ikke-Rootsfan vil hurtig blive bidt hvis man først går i gang for ?uestlove er en fantastisk fortæller der kort og præcist fanger ikke bare den tidsånd og de kulisser der var på et givet tidspunkt for hver enkelt nummers tilblivelse, han beskriver det med humor og varme og man bladrer hele tiden febrilsk efter mere; angrebet af både gåsehud og misundelse over det han har oplevet.

Her er et uddrag fra teksten til The Hypnotic Feat. D´Angelo(Homegrown Vol. 1):

“The Fugees/Roots/Goodie Mob tour of 1996 pulled into LA on March 30th. It was Soul Train weekend and tension was on high alert. I remember Bad Boy completely shutting down a whole floor at our hotel with four security guards manning the floors. I remember Death Row snipes being EVERYWHERE and I don´t remember them having a record out then. Just big ass DEATH ROW RECORDS signs everywhere. I remember peeking through the VIP balcony curtain like a 3d grader at the school pageant, looking at all my fantasies seat-by-seat with Kamal (“Oh shit! There go Left Eye!” “Oh shit, son! Adina Howard!!!”)

I remember kicking it with Warren Beatty in the backstage hallway as he waited with flowers in hand at Ms. Hill´s door (Yeah, yeah, I too was like WTF?!?!!) I found out later on that the female lead in his Bullworth film (the Halle pre-Oscar B-girl roll) was made with L Boogie in mind (Wise choice there Laur, on the reject.)

This was also the night I met Tupac who graciously told us he would give us a quote for our print ad for Illadelph Halflife´s release (The irony was that we asked our future prez Jay-Z for the same endorsement some weeks later and we got a flat “No”. Probably that same “No” from “A Million And One Questions” of all the guests that came to see us that night.) The only one I was concerned about was D´Angelo.
Some time a few years back, super engineer Bob Power tried to get me to drum on his record. And I passed. Because I was a young cat that was above all that trite RnBullshh-crocker- (Did I mention I was a snob too?) Bob never went over the top to tell me this guy was the best thing since sliced bread. He just accepted my brush off.
Big mistake that was. Of course Brown Sugar rewrote history and, damn it, I wanted to just go back in time at 88mph and undo my mistake. Well, I got that chance.”

Fascinerende læsning!! Men synd at de færreste vil opdage det fordi det er så grimt og tungt præsenteret.

Men tilbage til musikken, for det er jo den der er i centrum, og Roots nørder musik på et plan de fleste af os dødelige aldrig helt vil kunne forstå. Det er både deres styrke og svaghed. Gruppen har været beskyldt for at være for navlebeskuende og har lirket med deres detaljer til selv de har fået pestlignende allergiske reaktioner overfor lydene, men man må heller ikke glemme at de besidder den ideelle kombination af perfektionisme og improvisation/løssluppenhed til at skabe den, lyd de er så kendt og elsket for. Med tiden har de bevæget sig over i en mere rocket lyd og monster hittet The Seed er vel det bedst kendte eksempel på dét. Den typiske Roots fan er nok stadig mest til den lidt jazzede og organiske lyd: det live og jammende der lever og vokser i pludselige og uventede retninger og denne fan vil mæske sig begejstret i den 16 minutter lange version af The Seed på Homegrown Vol. 2 mens folk der godt kan få det for økologisk vil finde et track som Essaywhuman?!!!!! En tand for bi-be-de-boom-de-bi-de-boooring.

Konklusionen er at Homegrown Vol. 1 & 2 er fuld af fede tracks, fordi The Roots er fuld af fede tracks, men hele pakningen er totalt misvisende, og som introduktion til Roots universet fejler projektet. Homegrown er glimrende ekstramateriale til fans der allerede er bekendt med de musikalske genier fra Philly og deres musik, mens nybegyndere stadig ikke har mulighed for at købe noget der introducerer dem ordentligt for gruppen og deres vigtigste numre i original form. Men heller ikke denne beslutning (om at fokusere på remixes og særligt materiale) har været konsekvent med det resultat at nogle af numrene er i officiel udgave, og andre ikke, ret meget som vinden blæser. Dette sløseri må nødvendigvis trække ned, og hvor hver af de albums, hvorfra tracksne fra Homegrown stammer, er besat med 1000 watt spots må de her to plader nøjes med lige knapt 3 spots fordi de simpelthen ikke opfylder deres egen agenda. 3 spots er ikke meget for en Roots udgivelse og det vil sikkert afskrække nogle nybegyndere, men det er også meningen – for fans´ne skal såmænd nok købe de her to alligevel, velvidende at der er nogle remixes og liveoptagelser de ikke vil kunne leve uden!
Karakter: 3 ud af 6

Skrevet af Ann Noyd 22.01.2006 arkiveret under Anmeldelser |