Ude i de mørke svenske skove lever der yndige, æteriske alfevæsener. Den charmerende lille mørklødede skovtrold Peshi er en af disse fortryllede skabninger. Hun har sat håret op på Prinsesse Leia-manér, og inviterer lytteren ind i et magisk univers med sit hemmelighedsfuldt nynnende flow:
“To reign is my destiny.. [mumlemumle]…to where the ship of my existance drowns right there it all ends but still the ocean craves for more”

– Say what?!

Jo, der er højere til loftet i svensk hiphop, og det betyder at grænserne for, hvad man i hiphop-regi kan eksperimentere sig frem til er udflydende, måske endda ikke-eksisterende fra tid til anden. Disse forunderlige vækstbetingelser har dannet grobund for en hiphop-scene, der på trods af geografisk placering er forbavsende langt fra vores egen, med navne som f.eks. Timbuktu og Feven, med hver deres unikke stil, der ikke minder om noget vi kender her hjemmefra.

Den svenske kvindelige rapper Peshi er endnu et eksempel på et af disse fremmedartede svenske fænomener. Peshis debutalbum “The Work of Art, the Art of Work” introduceres med en elegant, ren instrumental, der skaber en behagelig, drømmende atmosfære, men samtidig udgør denne symfoni af sprød harpeklang og pling-pling pianoanslag en lidt sær og på ingen måde særlig Bronx-agtig indledning til noget, jeg troede var et hiphopalbum. Min umiddelbare association er instrumentalstykkerne på tidlige MC Solaar albums som “Qui Sème le Vent Récolte le Tempo” og det eminente “Prose Combat”. Noget utidssvarende, må man sige, da førnævnte albums begge er fra før ’95, men jeg giver nu heller ikke points for at man følger tidsånden slavisk.

Lyden på albummets første reelle nummer “Piece of a Smaller Thing” er ligeledes meget fin og spinkel med klokker og lette trommer. De mange vokalspor og Peshi’s nynnende flow, skiftevis sang og rap gør det dog svært at dechifrere hvad hun egentlig rapper om: “For the first time (first time) too blind to even notice the realest from the boldest, cause I was to focus lovin the one that stood me closest caring for love it could be hopeless”

Det fatter jeg ikke meget af, men faktisk er “Piece of a Smaller Thing” en rigtig køn lille sang, og når jeg siger den er poppet, så skal det forstås helt ude af en normal hiphop-sammenhæng anno 2006. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen nutidig hiphop-artist, der laver noget tilsvarende. Det lyder som britiske Definition of Sounds debutalbum fra ’91.

“Pensativa” betyder noget i retning af ”tænksom”, og er samtidigt titlen på det nummer på The Work of Art, the Art of Work, hvis opbygning og lyd er mest hen af traditionel hiphop. Der er gæsteoptræden af en rapper ved navn Nadasdi, hvis identitet først afsløres noget bagest i CD’ens booklet samt noget så uskovtroldet som et scratchomkvæd og tilhørende scratchoutro courtesy of DJ Confuze. Peshi refererer til sig selv som ”the lady with the elegant flow”, og resten af hendes tekst fortaber sig i det uvisse. Gæsterapperen Nadasdi står i skarp kontrast til den mumlende Peshi med sit velartikulerede vers, der rummer et konkret indhold og ikke så meget poetisk pladder:
“it’s your date with the derelict dialect you haven’t heard since 3rd Bass […]the inner being to which I pertain will make you silly sucker chumps burn in flames lets turn the page and skip to what’s further as I pass the mic over to Persia” (Persia er Peshi’s borgelige navn)

Helhedsindtrykket af The Work of Art, the Art of Work er meget musikalsk og eksperimenterende. Peshi bevæger sig i alt andet end traditionelle hiphop-produktioner, hvis ikke det efterhånden er omsonst at snakke om tradition i den forbindelse. Ikke desto mindre snakker vi seriøst organisk lyd, og enorme doser melodisk guitar. Man får nemmere ved at finde clubbangers på et album med Røde Mor end på The Work of Art, the Art of Work. Det er nemt og rart at lytte til, svært at hidse sig op over, og komplet umuligt at nikke med nakken til.

Diverse internetkilder, heriblandt udtalelser fra Peshi selv, beskriver The Work of Art, the Art of Work som nyskabende. Her bliver jeg nødt til at erklære mig uenig, baseret på ovenstående sammenligninger med psykedeliske afgreninger af den tidlige halvfemserhiphoplyd. Det er noget ucharmerende og fordækt over at stille sig på skuldrene af sine musikalske forgængere, og samtidigt hævde at man har benene solidt plantet på et stykke jord, som ingen før har betrådt. Om det skydes hiphophistorisk uvidenhed, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

På tekstplanet lider The Work of Art, the Art of Work svært under Peshis manglende artikulering og de overlappende vokalspor. Det kan bare ikke være rigtigt at det skal være så vanskeligt at høre, hvad der foregår i de tekster, for dælen da. De enkelte tydelige, men vrøvlede tekstfragmenter kombineret med Peshis kælne (læs: efterhånden lidt belastende) hvisken lugter lidt for meget af poesibog med parfumerede, lyserøde sider, og sangtitler som ”Jasper Flute”, ”Plucks Music on its Strings” og ”The Traveller” er nu engang mere Elverfolket end de er yo 2 the streets.

Man savner virkelig noget attitude fra Peshi, som fremstår som så laidback et blomsterbarn at det grænser til provokation. Hendes album er som sådan helstøbt og fungerer fint som lydtapet, men der er ikke meget hardcore hiphop over det, der foregår. Det er måske heller ikke meningen, men hvad er meningen så? Det forbliver et mysterium, medmindre Peshi smækker sine tekster online, for lige meget hvor meget jeg anstrenger mig, forstår jeg kun en forsvindende lille brøkdel af hendes rap.

Meget tyder på at The Work of Art, the Art of Work er et dybfølt og gennemarbejdet album. Desværre skæmmes det alvorligt af det indadvendte og uforståelige tekstunivers, såvel som af en form for fremmedgørelse eller afstandtagen i forhold til hiphop generelt. Grænsen for hvad man kan eksperimentere sig frem til i hiphop-regi uden at bevæge sig ud, hvor man ikke længere kan bunde er nået på dette album. Konklusion: Det fungerer simpelthen ikke.

2 ud af 6 spots

Skrevet af Mismarie 16.02.2006 arkiveret under Anmeldelser |