“This is what you get when you mix deep soul with Public Enemy, Sick of the same ol’ same here come the remedy…“, Jahi har længe været fast inventar hos Nobody Beat The Beats når de har været ude at spille live. Dette samarbejde har siden hen udviklet sig, og resultatet er blevet Jahis femte plade – “Soulhop“.

Ordet “soulhop” forklarer Jahi således; “Soul hop is my philosophy, quite possibly, We might’ve birthed a whole new genre of music…“. At han har opfundet en ny musikgenre, ville være i overkanten at påstå, men at pladen ikke har en helt ren hiphop lyd og indeholder elementer fra soul-musikken, kan der være noget om. Teksterne henter inspiration fra soul legender som Curtis Mayfield og Marvin Gaye, er jordnære, lette at relatere til og behandler emner som kærlighed til sine børn, verdenssituationen, hiphops situation og ens egen situation. På denne måde distancerer Jahi sig fra mange af tidens rappere ved sine valg af emner. Gisli har karakteriseret Lucie Baines musik som “grown mans music”, man kan med rette betegne denne plade som det samme.

Produktionerne er leveret af forskellige folk som Pilfinger, Nick Nack, Terry Tester, Topper, Scratchmagic, Mighty One, Sleepy’s World og FredNukes. Fællesnævneren for mange af produktionerne er at de er meget laid back og fx. nummeret “On my Own” med den amerikanske soulsanger, Dwele inviterer nærmest lytteren til at læne sig tilbage, sparke tilbage og bare chille. Et af de få tracks der skiller sig ud fra mængden af mellow beats er “S.O.S.“. Her spytter Jahi kritiske rim omhandlende hiphop scenen lige nu over en Scratchmagic produktion. Nummeret er også et af pladens stærkeste, har et fængende omkvæd og gæstes af ADL der leverer nogen af pladens bedste linjer – “I guess people are numb from smoking too much hash, or sippin’ on the Crystal, bling blinded your eyesight, These some grown men that can’t even act right so I pray for peace and send a message in a bottle, Maydday, S.O.S. full throttle“.

“What’s more important chrome wheels, Fresh air or healthcare? Ignorance is the new tool warfare…“. På “People Know” fornemmer man især Jahis inspiration fra Chuck D, Public Enemy Marvin Gaye og Curtis Mayfield. Tracket er en opsang til hans brødre og søstre om at hanke op i sig selv- hvad ville rettighedsforkæmpere og forkæmpere for sort bevidsthed og selvrespekt som Martin Luther King, Malcolm X, Steven Biko etc., ikke tænke, hvis de så verden i dag?

Pladens bedste produktion er desværre også pladens korteste nummer, “Just Feel It“. Den talentfulde Mighty One’s beat passer godt til Jahis stemme og frembringer en lækker midthalvfemser vibe, ikke mindst takket være den lækre saxofon sample. Jahis rim om løst og fast går godt i spænd med stemningen på dette nummer.

Udgivelsen er svøbt ind i soul-vibe, der gør pladen ideel at have kørende i baggrunden hvis man bare vil slappe af. Det er tvivlsomt hvor langtidsholdbar skiven er,Jahis løftede pegefinger, der går igen på flere numre, kan dog let gå hen og blive en anelse anstrengende, samt gøre, at pladen nok mere vil finde sin målgruppe blandt det ældre publikum. Nogle af numrene bliver hurtigt kedelige i længden, og et nummer som fx. “Children of the Ghetto“, en ode til hans børn, er på grænsen til at være for sukkersød. Pladens lyspunkter findes i “Just Feel it“, samt pladens mere hrdtslående numre. Det ville bestemt have klædt pladen med flere tunge numre som “S.O.S.” og “We Rock” (fresh scratch-duet af Steen Rock og Scratchmagic), da disse fungerer bedst. Endvidere havde tracket “Golden Age“, fra Ashtiani & Baltzers nye plade, måske fungeret som et friskt pust hvis man havde valgt at inkludere dette som bonus på pladen.

3 ud af 6 Spots.

Skrevet af Johnny Lund 25.02.2006 arkiveret under Anmeldelser |