Marc Johnson, der snart er pladeaktuel, pryder forsiden af det næste ActionSpeax der udkommer her i slutningen af marts. Den tidligere Niggeren I Slæden har i den forbindelse givet et langt og detaljeret interview der både rummer alvor, afsløringer og den uhøjtidelighed som kendetegner ham. Som optakt til interviewet i bladet, kommer her nogle spørgsmål og svar taget fra den samme aften. Johnson giver den råt for usødet om bla. jyder vs. sjællændere, rapkollegaer og selvfølgelig.. kvinderne.

4 måneder; så længe har Marc knoklet med sin kommende plade. 10 år; så længe har han rappet uden at lave den. 27 år; gik forud for albummet. Men nu kommer den endelig!
Med titlen ” Det Passer… ” har det også været svært at tro, for Johnson har (også på trods af EPén med Malone) været unsigned hype i undergrunden så længe at han blev et ikon for alle der ved det kan lade sig gøre at gå rundt og være hamrende dygtig uden at blive landskendt. Det står meget muligt på tærsklen til at ændre sig nu, og Marc selv har også undergået en udvikling siden sine I-dont-give-a-fuck dage. Der er stadig meget der får fingeren fra den sorgløse rapper, især det etablerede samfund og dets ufleksibilitet. Men han slipper også godt af sted med det; han har for meget charme i både musik og udstråling til ikke at få folk til at gøre det han allerhelst vil have dem til: at smile.

En søndag aften dukker Johnson op til interviewet, hjemme hos mig, med to pizzaer under armen og den nye Omar Marzouk dvd ”Krig, terror og andre sjove ting”. Med dét udgangspunkt kræver det meget selvdisciplin at gennemføre et interview – set i lyset af at livet kun akkurat er langt nok til fråds og stand-up. Jeg kastede mig derfor straks ud i det første spørgsmål: Har du cola med?
I det samme spankulerer mit kæledyr ind i stuen og sætter sig på gulvtæppet for at nidstirre Marc mens han spiser. Marc har ikke selv husdyr men jeg plejer at være god til at gætte hvad folk ville anskaffe sig hvis det skulle være ”Er du ikke typen der ville suse ned i kennelen efter en mastiff?” spørger jeg skråsikkert ”Eller måske er du mere til en Bulldog? Dobbermann? Det er i hvert fald en kamphund ikk?” ”Nej” får Marc klemt ud mens han gumler løs: ”En abe!”. Mens bjælderne ringer løs på min narrehat uddyber Johnson sit besynderlige svar: ”For så ville jeg lære den at riste smøger! ”. Efter en slice pizza mere tilføjer Marc ”Jeg skal i hvert fald ikke have en kamphund” ”Nå…” svarer jeg skuffet ”Det ville da ellers være sejere med en kamphund der rister smøger..”
Lyden af kindtænder mod ost bliver snart overdøvet af en cd som Marc finder frem og sætter på. Det er Ludacris og ikke et valg der overrasker mig. Hvem lytter du ellers til? Vil jeg vide.
”8 Ball og MJG! – Det er det bedste makkerskab i rap nogensinde. Men også Too Short – kun fordi han har rappet om de samme ting på 15 plader og det er vist 10 af dem der er gået platin – DET er rimelig godt gået. Salgstallene alene imponerer mig helt vildt”
Hvad med andre genrer der også har store salgstal – ABBA fx?
”Hva´ det svenske band?”
Ja
”Jamen jeg hører slet ikke andet end rap! Aller højst Earth Wind & Fire, Temptations, Teddy Pendergrass og den slags af de helt gamle. Og det er kun fordi jeg har hørt det hjemmefra. Jeg køber i hvert fald intet andet end rap”
Synes du det er svært at definere hvad hiphop er, kontra hvad rap er?
Overhovedet ikke! Hiphop det er Eminem, Rap det er 8 Ball og MJG
Jamen synes du ikke at Eminem er en fantastisk rapper?
”..Han er en fantastisk tekstforfatter.. og han har masser af flows, men han er blød mand! Man kan ikke benægte hans talent, men jeg kan bare ikke lide ham. Jeg bryder mig ikke om hans stemme – han gør ikke noget for mig – det gør 50 Cent heller ikke. Der er for mange af de der type-rappere der bare er for MTV for mig. Men for at komme tilbage til min liste så må Yukmouth gerne blive nævnt” Ham er det da længe siden man har hørt noget fra? Indskyder jeg og Marc nikker ”Meget af det kommer ud som mixtapes og underground shit og det hører vi ikke så meget til herhjemme fordi der ikke er et marked for det.” Jeg tygger lidt på den før jeg kommer med min indvending: ”Markedet er da stadig rettet mere mod den genre end den modsatte synes jeg – i Danmark er det rappere som L.O.C, Niarn og efterhånden også USO der har succes, men man ser ikke meget til ordspillerne på Voice TV? ” ”Det er rigtig, det er mere westcoastorienteret, melodisk rapmusik end den samplebaserede slags, der hitter her hjemme” svarer Marc før samtalen drejer over på hans egne motiver for at rappe ”Jeg har bare altid gerne ville lave rapmusik, men det tog mig kraftedme et halvt år før jeg gad høre på min egen stemme – man skal jo vænne sig til det og i starten er man simpelthen så pinlig berørt over det! Du kan ikke finde nogen der ikke har startet sin karriere med at synes at han selv lyder af lort..”

Talen falder på east- og westcoast og Johnson sætter pladen hetero: ”For mig er der en tyk grænse mellem east og westcoast, det hele handler om ideen bag det de gør – de har nogle helt andre bevæggrunde for hvad de laver i L.A. end i New York. L.A. er mere mig – der er folk ligeglade med om de kan finde ud af det – de gør det bare. Og så gør de det indtil de perfekter det. Det er den bedste indstilling at have til noget. Så kan jeg godt se igennem hele facaden af tusser og gangsta og bare sætte pris på hvor dygtige de er til det de laver”
Men hvad mener du så bevæggrundene er i eastcoast?
”Det er den der med at mine rim er sejere end dine rim. Metaforer, battlerap og fristil. Der er ikke nogen der fristiler i L.A. – der skyder de bare”
Men er det ikke federe at skrive rim end at skyde hinanden?
”Fristil siger mig bare ikke noget. Jeg kan godt tage ud og se det – og blive imponeret, men det rører ikke noget i mig”

Måske var det også hele den der westcoast-aura der ligger om Johnson der gør at jeg gættede ham til at være ét kødben fra at anskaffe sig en kamphund. Snoop hylder fx dyret i sit navn. Koblingen mellem rap og hunde fører snart til DMX som, fortæller Marc, er blevet dømt for at mishandle og sulte sine mange hunde.
Tror du der er mange dyremishandlere i hiphop?
”Rigtig mange! Jeg tror der er mange der køber en hund fordi den er sej og så sparker de den i hovedet når den skider på tæppet. Der er nok ligeså mange i trance og goa og hvad ved jeg; jeg tror generelt der er mange der har svært ved at behandle dyr – eller hinanden for den sags skyld – med respekt”

Lidt senere får jeg et smugkig på tatoveringerne han har fået lavet på begge arme, og han fortæller at inden han fylder 30 skal der være ”long sleaves” (begge arme tusset fra skulder til håndled).
Han har sit navn, indgraveret i huden, på afrikansk: ”Kwabena” som betyder ”Tirsdag”. Mens jeg sidder og stener (over at det må være nederen for ham at høre vennerne sige til hinanden at de kommer på tirsdag), får Marc drejet snakken over på fodbold og lyser begejstret op i rejseplaner til Tyskland hvor der skal være VM. Vi får også strejfet leguanen Leo som Marc fik plaget sin mor til at give sig, som barn ”Den døde af kedsomhed” sukker han og vi bliver hurtigt enige om at det sgu nok ikke er den bedste anbefaling at komme med ”Jeg keder dig ihjel! – Køb min plade!” griner Marc og blotter det store, blændende smil som har skaffet ham så meget know-how om det modsatte køn.

Kender du kvinder godt?
”Nu gør jeg ja. Jeg kender dem endda RIGTIG godt, men jeg er også vokset op med en mor og en søster”
Marcs opvækst mellem kvinder har været fuld af positivitet. Hans mor var god til at styrke hans selvtillid og sammen med sin ældre søster, Zindy, plejede han at fjolle og synge omkring den fælles opvask ”Vi var lidt ligesom Gøg & Gokke” griner Marc, der altid har haft nemt ved at charme det modsatte køn – og hurtigt skaffede sig ry som player.
Evnen til at score er en kunst som bedst foregår uden brug af ord, påstår Marc: ”Det hele ligger i øjnene – det er dem der siger det hele”
Hvad så hvis du skal score en herre lækker pige der er blind?
”Du mener at hun ikke kan se?!”
Ja hun har en hvid stok, sorte solbriller en førerhund og Carmen Elektras krop, hvasså?
“.. Jamen .. ææh.. det ligger i detaljerne! Det hele handler om hvor du lægger trykket i sætningerne. Fx ”Hvordan har du det” bliver til ”Hvordan haa-aahr du det?” (indsæt en høj, meget lys, århusiansk udtale af ”har”).
Okaaay… så hvis man lyder som om man er blevet kastreret er det ekstra frækt?
”Det ved jeg sgu ikke. Det kan da godt være det er det.. måske lyder man ikke så farlig?”
Kan man lære at blive bedre til at score ved at lytte til din måde at lægge trykket på?
”Nej for man skal arbejde med det man selv har – men måske var det DET jeg skulle have gjort i stedet for: at lære folk at lyde sexede?”

Jeg kunne godt tænke mig at høre din mening om de forskellige andre rappere på den danske scene – er det noget du helst vil undgå at udtale dig om?
Man skal ikke være i det offentlige forum hvis man er nervøs for hvad man bliver spurgt om, så du kan bare fyre løs!
Cool, så leger vi associationslegen med nogle forskellige navne. Jeg siger et navn og du svarer noget kort indenfor 2 sekunder – klar?
Jep!
USO?
My roommate!
L.O.C.?
Genial tekstforfatter
Orgi-E?
Fed stemme
Joe True?
Fed fyr
UFO?
Ulla
Yepha?
Jenny
Jøden?
Alt for gammel
Rune Bøje?
My dawg!
IdaAida?
Bomb-ass bitches
Dabba Don?
Ikke for børn!
Rockers By Choice?
Legender
Malk De Koijn?
For underligt
Clemens?
Go´ gammel dreng!
Johnson?
..kedelig!
O.R.?
For eastcoast
Rent Mel?
Nyskabende
ÅWP?
Big up! Big up! One love!!!

Efter associationslegen laver jeg kaffe og tvinger Marc til at høre R.A. The Rugged Man mens han ryger sin smøg på altanen. Måske var der koldt udenfor, eller også var R.A. for N.Y. til ham, i hvert fald er der ingen formildende omstændigheder da han kommer ind igen og går til angreb på min københavnske stolthed:
”Jeg har en aftale med min gode kammerat Jokke, fra Århus, at hvis jeg begynder at snakke københavnsk så får jeg en på hovedet”
Ha ha er det ikke lidt nedladende overfor københavnere?
”Måske”
Vil det sige at du synes jyder er bedre end københavnere?
”Jeg siger overhovedet ikke at jyder er bedre end københavnere; jeg siger bare at vi i det mindste er en del af Europa.. Du ved da at det altid har været jyder mod københavnere og omvendt! Har du forresten ikke hørt hvad vi er begyndt at spare op til i Århus?”
Næ?
”Vi sparer op til en kæmpe motor som vi kan hægte på Sjælland og sejle lortet væk”
Ha ha det er sgu´ da barmhjertighed! Hvor langt væk fra jer kan vi komme?
”I kan komme til Grønland!!”
YES!
”Ej det´ gas! Jeg er bare så jysk at det er hårdt for mig at være så meget i København som jeg er i øjeblikket. Jeg kunne heller aldrig få mig en kæreste der er københavner.. jeg ville simpelthen ikke kunne tage hende seriøst hvis hun skulle sige noget frækt til mig!”
Et øjeblik er jeg er dybt forarget over den diskriminerende holdning, men så kommer jeg i tanker om at jeg ikke er meget bedre selv: det ville nok også være svært for mig at holde masken hvis kæresten jamrede ”hvor ær æt bar´ træææls a´ je koum så huuurti´”

Inden det hele går op i pimphat og solbriller vender vi tilbage til Johnson og musikken. I lang tid har det været en sikker anmelder-bribe at fylde sine tekster med samfundskritik og politiske undertoner, men Marc ser ikke sig selv som en politisk rapper, og han har selv været nogenlunde forskånet for den værste racisme (på trods af at han er halvt ghaneser). Men over årene har han hørt masser af historier, fra sine etniske venner. Bla. har nogle han kender været fastholdt hos politiet i 14 timer og blev spyttet i hovedet af betjentene, som også skjulte deres navne så der ikke kunne klages over dem bagefter: ”Fuck hvad et par skinheads kan finde på – det er når politiet misbruger deres magt at det er et issue; det er autoriteternes misbrug af deres position der er den aller farligste!” understreger Marc.

At Marcs tekster ikke bugner af løftede pegefingre er ikke et tegn på at han ikke tager stilling i sit liv. For ham handler musikken først og fremmest om at formidle glæde og underholdning og hans fokus er på leveringen: ”Jeg er ikke ordspiller, men flowspiller” erklærer han.

Læs videre af interviewet med Marc Johnson i næste nummer af ActionSpeax; her får du bla. svar på hvorfor Johnson ikke længere hedder Niggeren I Slæden, om han nogensinde er blevet taget ud på et track, om han kunne finde på at angive en ven, hvad man skal gøre med bitchende kvinder, hvem han havde været hvis han havde været en kvinde, hvordan man sikrest scorer i en natklub, hvem han laver musik for, historien bag de værste tæsk han nogensinde har fået og hvad han drømmer om for fremtiden.

Skrevet af Ann Noyd 13.03.2006 arkiveret under Interviews |