Don’t fuck with Ghost you’ll feel sorry… Citatet fra Ghostface nummeret Mighty Healthy (Supreme Clientele, 2000) scratches ind i introen til det nye nummer Be Easy produceret af legendariske Pete Rock, der for alvor er tilbage i storform. Be Easy var sidste års banger af en forsmag på Fishscale albummet, som er i handlen fra d. 27/3. Formår Ghostface endnu en gang at holde ild i Wu-Tang fanen eller har han glemt hvordan Shaolin repræsenterer?

Lad mig først udtrykke min store beundring for den enorme marketingmaskine der har været igang i mange måneder op til udgivelsen af Fishscale. Mixtapes, sideprojekter (CD/DVD’en Put It On The Line) og eksklusive gæsteoptrædender har regnet ned over os altsammen ledende hen til dette øjeblik, sandhedens time.

Mange har spurgt hvad Fishscale skal betyde, og få har svaret tilbage! Men vi får et ledende hint på Columbus Exhange / Crack Spot: While in Bolivia Tony Starks has bumped heads with drug czar Columbo and moved over 10 pounds of raw fishscale. – Mon ikke der er tale om det hvide pulver?

Den engelske rapper/producer Lewis Parker får æren af at levere beatet til det første egentlige nummer på pladen, Shakey Dog. Han gør det så godt at man kun kan tippe på bowleren med et well done mate! Ghost sprudler på den britiske produktion og sætter forventningerne i vejret til resten af pladen.

MF Doom har haft en stor finger med i Fishscale spillet, hvilket kan ses på hvor mange tracks han har leveret til albummet. Flere af dem er efter sigende fra Monsta Island Czars pladen og andre af de Doom projekter man efterhånden ikke kan finde hverken hoved og hale i. Samtidig har Ghost valgt at rappe over to J Dilla (R.I.P.) produktioner fra Donuts albummet med god effekt. Der er overraskende nok ikke blevet plads til nogle Rza beats, men MF Doom minder til tider uhyggeligt meget om Rzarector anno midt 90’er med sine simple gentagende loops og beskidte minimalt mixede trommer. Det kan godt blive en smule trivielt på numre som Clipse of Doom og Underwater, hvor sidstnævnte dog kun er 2 minutter langt. Samtidig kan det være storslået som på Wu-Tang genforeningen 9 Milli Bros, hvor alt går op i en højere enhed og især Inspectah Deck skinner for vildt på hans vers! Cappadonna bekræfter også internet rygterne om han i perioder skulle køre taxa i New York for at tjene til føden.

Ghostface Killah er en af de oprindelige skit/interlude mestre fra Wu, og ud af Fishscales i alt 24 skæringer indeholder 9 tracks en form for skits/interlude, hvilket er en stor satsning, som nemt kunne gå galt var det ikke for hans enorme karisma og humor. Check fx. Heart Street, navnet på en gade, han dirigerer en spørgende kvinde til, og fordrejer situationen til en seksuel tilnærmelse:

“You go down 3 lights right… you get on bush highway… you go past vagina street… you gonna make a left on dick…”

eller på det morsomme minitrack Barbershop, hvor vores helt skal klippes og advarer frisøren om ikke at fucke hans garn op, hvilket denne uheldigvis gør (igen):

“Aarrrrgh didn’t I tell you don’t touch the sides!/I’m going bald on top, you lucky you cool, Imma let it ride…”
“…I look like U.T.F.O.* or one of them dudes from back in the day!”

(* U.T.F.O. er gruppen der i midtfirserne havde beef med Juice Crew medlemmet Roxanne Shanté).

Ghosts fascination af det helt simple soul loop som begyndte på Pretty Toney albummet (Holla) kommer igen til udtryk på denne plade, bla. i det selvproducerede (wow!) Big Girl, hvor han ikke har gjort meget andet end at loope breaket op, men så længe det lyder godt kan man jo ikke klage! Keep it simple.

Mindst en radiosingle skal der være på en moderne Def Jam plade, men Ghost slipper denne gang helskindet igennem (hvem sagde Tush fra Pretty Toney albummet?). Back like that feat. nyeste Def Jam signee Ne-Yo giver, med et dejligt dominerende Willie Hutch loop, Ghost de bedste forudsætninger for at fortælle sin historie om en ex kæreste, der er sammen med en af hans fjender, som pigen advares imod. Herudover er den lidt slidte kliché, moderdedikationen Momma et bud på en 3. single, men lad os håbe det ikke kommer så vidt.

Lad os i stedet fokusere på et rygende nummer som Kilos feat. Raekwon, som startes i den gode gamle Wu-Tang skit stil med at Ghost proklamerer han er klar til at kneppe Catwoman! Herefter handler det forudsigeligt om kokain, og viben mellem Ghost & Rae over ukendte producer Moss‘ svedige produktion er ikke til at tage fejl af. Beroligende at høre at også Raekwon er tilbage i storform her en måneds tid før hans eget nye album dropper. Hey yo the Wu is back!

The Champ (prod. Just Blaze) er endnu en klassisk Wu banger og ubetinget 12″ materiale! Beatet benytter samme breakbeat trommer som Mighty Healthy (Synthetic Substitution) og mange andre Rza produktioner. Blaze viser endnu en gang sin særlige forkærlighed for teatralske introer og dramatiske samples og det brager derudaf med en veloplagt Tony Starks på mikrofonen.

R.A.G.U. (Rae And Ghost United) var en foreløbig titel på næste Only Built 4 Cuban Linx plade, men endte altså som et nummer på Fishscale… og hvilket nummer! Tyk atmosfære med strygere og hårde trommer anført af dobbeltslag på lilletrommen. Rae flower street slang style indover beatet og man får gåsehud og bringes øjeblikkeligt tilbage til ’95, da feberen var på sit højeste og talentet var upoleret og råt. Mit favoritnummer på pladen.

Whip You With A Strap (prod J Dilla) – Anført af en skæg interlude, hvor Ghost svines til af en lille knægt, som ender med at få en fortjent røvfuld, deler Ghost sine bitre erfaringer med at få stryg fra mor, dengang han selv var en bette knægt. Dette beat var et af mine favoritter på Dillas nyligt udkomne Donuts album og her tilføres det tilbagelænede groove en fed personlig historie. Justus League rapperen Chaundon var på Myspace.com først med sin version af Strap, som er fuldt ud på højde med denne udgave og bør checkes…

Et enkelt bonus nummer med Biggie falder fuldstændigt ved siden af den vidunderlige røde tråd i resten af albummet. Produktionen fra det fremadstormende team Cool & Dre lyder som noget, der ikke engang burde have sin berettigelse på et mixtape og kan vi endelig give Biggie & Pac deres fred efterhånden?!

Ghost bruger på pladen ligesom Raekwon en masse selvopfunden Wu/New York slang, men det tager aldrig overhånd ligesom på Supreme Clientele, som folk 6 år efter stadig ikke har tydet endnu!

Ghostfaces ældste søn, Sun God kan høres for første gang på Dogs Of War og han lyder med sin dybe stemme og sikre levering som en god investering i fars fremtid.

Sun God deltager også i live koncerten fra oktober sidste år på Put It On The Line DVD’en, der varmt kan anbefales alle Ghost & Trife fans:

“Yo this is my son, he came out my dick!” proklamerer en stolt Ghost med en lidt genert omtrent 17-årig sønnike stående ved siden af på scenen. Herefter bustes en svedig freestyle fra det kommende medlem af klanen.

Det er længe siden jeg har følt en så stor glæde ved at lytte gentagne gange til en ny rap plade, men Ghost har endnu en gang bevist han er Most Valuable Player i Wu-Tang Clan og når endnu et højdepunkt i sin karriere med Fishscale. Rap teknikken er uovertruffen på alle tracks og man føler virkelig den sult og intensitet han også besad tilbage i Enter The Wu-Tang dagene. Han tager os gennem hele følelsesregistret fra godt skudt afsted på fiskeskæl til kærlighedserklæringen til hans alkoholiske Momma. Dog “græder” han ikke på denne plade, den særlig rap teknik han opfandt på I Can’t Go To Sleep fra The W. Der er heller ikke så meget at være ked af denne gang!

Det er tydeligt at høre hvorledes Ghostface over årene og gennem sine solo udgivelser har udviklet sin helt egen karismatiske stil både rapmæssigt såvel i sin fysiske fremtoning. Han har på Fishscale avanceret utallige skridt opad de klassiske mc’ers rangstige og formår at fastholde lytteren med sine sublime gade fortællinger og battle pralerier.

Dette album besidder det overordnede Wu-Tang pondus som Pretty Toney lp’en ikke helt præsterede. Produktionerne er overvejende monster svedige og albummet kan høres fra ende til anden igen og igen.

Pladens executive producer har formået at holde lytteren fastlåst hele vejen igennem og taget en på en rutchebanetur gennem Ghosts univers. Mine tanker henledes på Games Documentary, hvor Dr. Dre på lignende facon forstod at vælge de helt rigtige sange og samtidig placere dem i den optimale rækkefølge. Jeg var uendelig tæt på at give pladen 6 spots, men der var et par enkelte smuttere, der nødvendigvis slukkede et enkelt spot… We eat fish toss salads and make rap ballads!

5 ud af 6 spots.

Skrevet af K-V 19.03.2006 arkiveret under Anmeldelser |